Constanze Mozarts hus

- et stop på din musikalske byvandring i København


dt105934

I 1810 kom Constanze
Nissen, enke efter Wolfgang Amadeus Mozart, og hendes mand, den danske diplomat Georg Nicolaus Nissen til København. Først boede de en tid i Lyngby, senere i Købmagergade. To år senere købte de så det næsten nye hus på hjørnet af Hestemøllestræde og Lavendelstræde, og her indrettede de sig i den fine 1.sals hjørnelejlighed. Nissen fik job som den danske stats avis- og bogcensor, men hvervet gjorde ham temmelig upopulær. Derfor kneb det med at få adgang til det fashionable selskabsliv, hvor blandt andre mange af datidens skribenter færdedes.
        
Og det var i disse kredse, man for alvor kunne møde interessen for Mozarts musik. København var en by på omkring 100.000 indbyggere, hvor kunstnerne og de indflydelsesrige borgere kendte hinanden. Man kom hos hofvinhandler Waagepetersen, hos grosserer Constantin Brun, grosserer Friederich Tutein eller hos embedsmanden Ernst Philip Kirstein. De samme mennesker nød operaforestillingerne i Det Kongelige Teater, der på det tidspunkt var den eneste mulighed for at opleve dramatiske musikværker på en offentlig scene.
        
Hvordan har Constanze mødt sin første mands musik i København? Hun har utvivlsomt været i Det Kongelige Teater, hvor hun kunne opleve Don Juan og Bortførelsen fra Seraillet. Den første opera var blevet sat op i 1807 med stor succes og med den enestående sanger (og charmør) Edouard Du Puy i hovedrollen. Operaen gjorde et stort indtryk på den københavnske musikverden, men måtte snart opgives, fordi Du Puy blev landsforvist efter en kærlighedsaffære med prinsesse Charlotte Frederikke. Først i 1811 blev Don Juan genoptaget, og to år senere kom Bortførelsen på repertoiret. Opsætningerne skyldtes især en indsats fra operaens kapelmester, F.L.Ae. Kunzen, der i sine år i Tyskland havde dirigeret andre Mozart-operaer og kendte deres kvaliteter. Det kunne man næppe sige om teatrets ledelse. Ved fremsættelsen af planerne for Don Juan var en af chefernes betænkeligheder, at operaen ville fremme troen på genfærd!
 
F.L.Ae. Kunzen        
Men Kunzen fik ikke gennemført alle sine ideer i denne opførelse af Don Juan. På Det Kongelige Teater var det syngespillet, der dominerede det musikdramatiske repertoire, og her havde man altid haft talt dialog mellem sangene i stedet for sungne recitativer, som man kendte fra den store italienske opera. Dette var ikke noget problem i Bortførelsen, der egentlig var et syngespil og også oprindelig blev opført med talt dialog. Det samme forlangte teatret nu i Don Juan, selv om både Kunzen og Det Kongelige Kapels koncertmester, Claus Schall, var meget imod tanken. De talte dialoger må have virket mærkelige på Constanze, men til gengæld har hun nok glædet sig over de koncertopførelser af numre fra Tryllefløjten, Figaros Bryllup og Titus, som hun kunne høre ved Kapellets koncerter.
 
        dt105933 På trods af hans position som koncertmester, blev der ikke lyttet meget til den lidt særegne Claus Schall. Men Constanze traf ham, og det møde har hun sikkert sat pris på. Schall var en af de få danskere, der tidligt sammen med Kunzen gjorde en stor indsats for udbredelsen af Mozarts musik, ikke mindst fordi han havde mødt den store komponist på en rejse i Europa. Allerede midt i 1790erne begyndte Schall at opføre Mozarts værker i de musikalske selskaber, som kunstnerne og det musikelskende borgerskab var medlemmer af. Koncerterne var ikke offentlige, men henvendte sig alligevel til et bredt udsnit af dette publikum. Her kunne man høre symfonier, klaverværker, enkelte gange kammermusik og en del arier og ouverturer fra operaerne. Især var Tryllefløjten populær. Constanze besøgte måske Claus Schall på hans landsted Schallsborg ved Sorgenfri for at se de store sten, han havde lagt til minde om sine mest yndede komponister. Her havde han indhugget navnene Gluck, Mozart og Haydn, og stenen med Mozarts navn var det første mindesmærke for denne komponist i Skandinavien.       
 
Constanze Mozart
 
Koncerterne i de musikalske selskaber kan Constanze også have overværet, selv om hovedparten af selskabernes medlemmer var af hankøn. Kvinder havde nemlig adgang som gæster. Ægteparret Nissen gik dog nok oftere til musikalske soiréer eller aftenselskaber hos familierne Tutein, Waagepetersen og Brun. Ikke mindst hos de sidste ved vi, at Constanze satte pris på at komme, og her kunne hun også møde en anden af Mozarts forkæmpere i København: komponisten C.E.F. Weyse. Han spillede tit og gerne Mozarts klaverværker, men havde haft svært ved at omstille sig fra cembaloet eller klavichordet, som han kendte godt, til det nymodens hammerklaver, som Mozart netop havde skrevet sine værker for.
        
Damerne hos familien Brun, Frederikke Brun og datteren Ida, var selv kunstnerisk aktive som henholdsvis forfatterinde og sangerinde, og Frederikke samlede store dele af Københavns kunstnere om sig. Ida gjorde senere lykke som sangerinde i udlandet, hvor især hendes udførelse af sopranpartiet i Mozarts Requiem blev berømmet. Foruden Weyse og Schall mødte Constanze hos Bruns flere af tidens kendte kulturpersonligheder bl.a. digteren Adam Oehlenschlæger. Mod slutningen af sit ophold i København, i 1819, fik hun desuden forbindelse med Det Kongelige Teaters nye syngemester Giuseppe Siboni. Han havde sunget Mozart-operaer i udlandet og var meget interesseret i at fremme komponistens musik på den danske nationalscene. Det skete dog først efter, at Constanze var rejst fra byen.
        
Det Kongelige Kapel opførte imidlertid Mozarts Requiem flere gange mellem 1810 og 1820. Allerede ved komponistens død var der opstået utallige myter om, hvordan værket var blevet til, og dem kunne man også læse om i danske tidsskrifter. Der blev talt meget om, at Mozarts sidste værk således var en bestilt dødsmesse. Kunne det være hans egen? Mozarts Requiem har endnu i dag en særlig mystisk og interessant status, som også fascinerede det 19. århundredes romantikere.
        
Hvis man havde lyst, kunne man nemlig godt sætte sig nærmere ind i Mozarts liv og musik - også i København. En forudsætning var dog, at man forstod tysk, men det gjorde de fleste af byens kunstinteresserede. Allerede omkring 1800 tilbød det kendte musikforlag Breitkopf & Härtel fra Leipzig subskription på en samlet udgave af Mozarts værker. Det var dog hovedsagelig de kompositioner, som Constanze med Nissens hjælp havde solgt til dem få år forinden eller som var udkommet i Mozarts levetid. Man kunne også læse de tyske biografier, der var udsendt om komponisten eller de afsnit i det indflydelsesrige tidsskrift Allgemeine Musikalische Zeitung, der var med til at danne 1800-tallets billede af Mozart. Constanze bidrog også selv til at forme dette billede. Det skulle skaffe sympati for hendes tidligere mand og få hans værker på opera- og koncertrepertoirer samt i forlagskataloger over hele Europa.
        
dt105935
Constanzes betydning for udbredelsen af Mozarts musik i Danmark har dog været forholdsvis ringe. Nu var hun gift med Nissen og bekymrede sig derfor mere om hans problemer end om sin forrige mand. Til særligt begunstigede uddelte hun dog originale Mozart-breve som et minde, der efter hendes overbevisning kun havde affektionsværdi. Weyse var en af de heldige modtagere af et brev fra Mozart til Constanze.
        
Nissens hverv som censor indebar som nævnt en noget fjendtlig holdning over for ham, og samtidig var hans helbred vaklende. I 1820 fik han sin afsked, og om sommeren flyttede ægteparret sydpå. Til gengæld kom han til at betyde en hel del for Mozarts minde. I 1828, to år efter Nissens død, udkom nemlig hans store biografi om komponisten, baseret på hidtil uudgivne breve fra Mozarts søster, Maria Anna (Nannerl), og Constanze. Med venners hjælp havde Constanze færdigredigeret værket, som hun dedicerede til Frederik 6.s dronning Marie Sophie Frederikke. I bogens subskriptionsliste kan man konstatere, at ca. 30 eksemplarer blev afsat til danskere. Således fik både Bruns, Waagepetersens, Weyse og mange andre et varigt minde om Constanze og hendes to ægtemænd.
 Anne Ørbæk Jensen, 1995