Opførelsespraksis

Forfatter: Alette Scavenius

Det vi ved om teatret i Lille Grønnegade, stammer primært fra informationer på plakaterne. Det Kongelige Bibliotek ejer 49 originale plakater fra den første forestilling i 1722 til den sidste i 1728. Når vi sammenstiller plakaterne med oplysninger fra andre af tidens barokteatre, kan vi nogenlunde danne os et billede: skuespillerne stod i en halvcirkel foran rampen og mere eller mindre deklamerede teksten. De flyttede sig i forhold til hinanden, men spillede under hele forestillingen frontalt mod publikum. Sommetider kunne salen dog også inddrages, fx kunne prosceniumslogerne, dvs de loger som var anbragt i begge sider af den forreste del af scenen, bruges til en balkonscene, en skuespiller kunne dukke op blandt publikum, og de flyvetræk, som ethvert barokteater havde – også i Lille Grønnegade - kunne fx lade en gudelig figur flyve tværs gennem salen.

Iscenesættelse

   

Maleri af V. Rosenstand 1892: Ludvig Holberg overværer indstuderingen af Erasmus Montanus

Nogen egentlig iscenesættelse var der ikke tale om, man mødtes et par gange før premieren og aftalte hvem der stod hvor. Forholdene skyldtes i høj grad at belysningen på scenen var så ringe; den eneste rigtige lyskilde kom fra nogle tællepråse i en række langs rampen. De var afskærmet fra publikum med en blikskærm, som var udstyret med reflektorer, der forstærkede lyset. Bag sidekulisserne var der også anbragt lys, som kunne oplyse dekorationen. Lysene var vanskelige at vedligeholde, de blafrede og osede og vægerne skulle ’snydes’, dvs klippes af. Det var teatrets maskinmester, der stod for det og han gjorde det gerne midt under forestillingen uden at det generede hverken skuespillere eller publikum. Ude i salen var der et antal lysekroner, som forblev tændte under hele forestillingen, hvilket gjorde det endnu vanskeligere at se skuespillerne.

Scenografi og kostumer

Nogen overordnet scenografisk idé med forestillingen var der ikke. Teatret i Lille Grønnegade ejede et antal standardkulisser, som kunne illudere en skov, en sal, en gade, osv., og man tog det ikke så nøje om kulisserne passede sammen: kunne man ikke nå at skifte både sidekulisser og mellemtæppe, kunne der gerne være en skov på tæppet og en sal på sidekulisserne. Skuespillerne medbragte deres egne kostumer, som de enten havde fået foræret eller købt som aflagt tøj. Ved den første prøve på stykket afpassede man dem så efter hinanden, alt efter hvad man nu havde hjemme i skabet.