Holberg og Molière

Forfatter: Alette Scavenius

Det var René Montaigu, der henvendte sig til Holberg om at skrive komedier for teatret i Lille Grønnegade. Holberg havde netop i 1720 udgivet den komiske heltedigt Peder Paars, og Montaigu må have set en kommende dramatiker i teksten. Men måske havde Holberg allerede da flere komedier i skuffen? Montaigus far var nær ven af Molière og René har helt sikkert mødt ham som barn, så da han kom til Danmark i 1686 var det med kufferten fuld af Molières dramatik, som han lod opføre ved hoffet på fransk. Her har Holberg muligvis mødt Molières kunst for første gang. 

Holbergs inspirationskilder

 Commedia dell'arte

Italiensk maskekomedie. Anonym 17. årh.

I 1714-16 rejste Holberg på en lang dannelsesrejse til Italien og Frankrig og her fik han rig lejlighed til at møde én af Molières primære inspirationskilder: den italienske maskekomedie commedia dell’arte. På det hotel han boede i Rom, lejede en hel trup sig ind og øvede deres forestillinger – til hans store irritation, han var kommet for at forske i fred og ro. Men ikke mere irriteret end at han gik ned for at se dem optræde på Piazza Navona. Om han fik set teater på sin videre færd i Paris, ved vi derimod ikke noget om. Men allerede i 1701 var italienernes repertoire blevet udgivet i seks bind under titlen Le Théâtre Italien, og meget af Holbergs dramatik har tråde direkte tilbage til værket. På sin anden store rejse til Paris 1725-26, hvor han forgæves forsøgte at afsætte sine egne dramatiske værker, ved vi med sikkerhed at han gik i teatret. Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om at hans rejser var til stor inspiration for hans forfatterskab.

Antikkens dramatikere

  TerentsTerents

      Plautus Plautus

   Aristofanes  Aristofanes

Holbergs anden store inspirationskilde delte han også med Molière: antikkens dramatikere som fx Aristofanes, Terents og Plautus. Holbergs og Molières dramatik bærer derfor store lighedstræk i dramaets struktur, faste persongalleri og negative dramaturgi, dvs. at forestillingens hovedbudskab formidles gennem en negativt ladet person, som i sin latterlige livsførelse viser hvor stor skade de gør på familie og samfund. Men hvor Holbergs personer oftest kommer fra de lavere samfundsgrupper, kommer Molières fra hoffet eller det højere borgerskab; Holberg skrev nemlig for et privatteater, hvortil alle havde adgang, mens Molière skrev for kongens teater.