Ballet

Forfatter: Alette Scavenius

I barokteatret var det almindeligt med intermedier i forestillingerne, enten mellem to korte stykker eller som et pauseindslag. Intermedierne bestod som oftest af dansenumre, sang eller allegoriske optrin; i dag kender vi et eksempel fra Holbergs Mascarade , hvor selve maskeraden var et intermedium i komedien.

 96-jean-baptiste-lande

Den svenske balletmester

Nogen væsentlig dans har der ikke været i Lille Grønnegade-teatrets første år, men da balletmesteren fra den kongelige ballet i Sverige, Jean Baptiste Landé, kom til København i 1726, ændredes repertoiret, så man nu kunne opføre Molières komedie-balletter og større balletoptrin i intermedierne. Landé fik oprettet et lille balletkompagni og nogle år efter supplerede han kompagniet med franske aktører, som bl.a. var optrænet i commedia dell’arte. Efter teatret lukkede i 1728 rejste han i 1734 videre til Rusland, hvor han grundlagde det kejserlige balletkompagni og den første balletskole i landet. Landé betragtes i dag som grundlæggeren af den russiske ballet.