Arnes sang

Den popularitet, som Bjørnstjerne Bjørnsons digte havde i Danmark, ser vi tydeligt eksemplificeret i "Arnes Sang" fra fortællingen Arne.

Se nærmere om teksten og norsk musik til digtet.

Det er lykkedes at opspore ikke færre end syv melodier af danske komponister til denne tekst. Den formodentlig tidligste af dem er skrevet af Peter Heise (1830-1879), der var sin generations fineste danske romancekomponist. Melodien til "Arnes Sang" er da også i udpræget grad solistisk. Heise vælger at starte med digtets vers 2 og får dermed et mægtigt schwung over sangen: ”Ørne løfter med stærke slag…”. Voldsomheden fremgår af, at Heise på ordet ”høje” placerer melodiens toptone, f2, som indtræder blot en takt efter, at den dybe bundtone, a, er nået. Heise vælger foruden andet vers digtets tre sidste vers til sin sang. Se udgivelsen og manuskriptet.

Komponisten Henrik Rungs sang er publiceret i 1859 og formodentlig skrevet samme år. Den udkom i et hæfte med fem sange fra Bjørnsons Arne. Melodien er i en 12/8 vuggende rytme, som på mange måder lægger sig op ad melodien med et vist tonemaleir på fjeldene og en spørgende melodirytme til slut i verset. Se melodien her (s. 10-11)

Er Heises melodi solistisk, så er den måske mest anvendte melodi til digtet, Morten Eskesens, en typisk eksponent for den danske højskolesang: fortællende med et let stænk af sentimentalitet. Eskesens melodi fik hurtig en sikker placering i Folkehøjskolesangbogen, som indtil i dag er en af de vigtigste kilder til den danske sang. Skolemanden Morten Eskesen (1826-1913) var komponist til en række melodier til folkelige sange, og melodien til "Arnes Sang", som stammer fra 1860, vidner om en god sans for den målgruppe, den er tiltænkt. Som den eneste af de registrerede melodier er Eskesens forsynet med samtlige otte vers. Det er måske grunden til, at den er mere fortællende end billedskabende: her berettes for ungdommen.

Eskesens melodi blev publiceret i 1875 og fik først i 1937 alvorlig konkurrence. Det var, da Oluf Ring (1884-1946) - en af de mest aktive i indførelsen af den ny folkelig sang i mellemkrigsårene - fik optaget sin melodi i Folkehøjskolens Melodibog. Rings melodi er i kirketonal stil og kunne for den sags skyld uden problemer være anvendt til en salmemelodi. Den er uden nogen form for dramatisk udtryk og rummer da heller ingen billedskabende elementer som Heises. Ring har her overført den reformatoriske og dermed antiromantiske koralmeloditype, som den danske kirkesangs reformator Thomas Laub havde kæmpet for helt fra 1880’erne, til en folkelig sang.

Ud over disse melodier, som på denne eller anden måde har vist deres slidstyrke, findes der tre, som næppe er særlig kendte i vore dage. Det drejer sig om melodier af Sigrid Henriette Wienecke, C.J. Frydensberg og Anton Nielsen. Wienecke (1819-1907) var født i Frederikshald i Norge, men blev gift og boede størstedelen af sit liv i København. Hun har komponeret adskillige værker, blandt hvilke "Arnes Sang" er en af de betydeligste. Sangen er gennemkomponeret, dvs. hvert vers har fået sin egen melodi. Wienecke anlægger sangen næsten som en dramatisk scene, hvor klaverakkompagnementet sine steder har næsten orkestral virkning. Man kan ikke tænke sig en større kontrast til Oluf Rings nøgterne, nærmest neutrale behandling af teksten. Wienecke benytter de første to og de sidste tre vers af digtet og udmaler med stor virkning dels de psykologiske dybder, dels de dramatiske kvaliteter hos Bjørnson.

Anton Nielsens og C.J. Frydensbergs melodier er strofiske; den førstnævnte blev trykt i første bind af Danmarks Melodibog, der ligesom Folkehøjskolens Melodibog er en hovedkilde til danske sange, medens den anden kom som en af tre sange af Frydensberg til tekster fra Arne. De første fem vers af Arnes Sang er her udsat for sang og klaver.