Der er et yndigt land

Adam Oehlenschläger skrev sandsynligvis sit 12 strofer lange digt omkring 1820. I 1819 blev der udskrevet en konkurrence om en ny nationalsang, der skulle hylde både fædrelandet og kongen. Oehlenschläger deltog nok ikke i konkurrencen, men digtet er blevet til med inspiration herfra.
 
Det er uvist, hvornår Hans Ernst Krøyer komponerede melodien, men man formoder, at den nok er skrevet omkring 1835. Dens hurtige udbredelse skyldes især de københavnske studenter, der fik den på repertoiret allerede i 1840.