Blæsten går frisk over Limfjordens vande

Jens Sørensens Danmarkskort. Udsnit med Limfjorden

"I kuling fra Hals og til Harboør." Sådan forestiller vi os en rigtig efterårsstemning på Limfjorden. Musikalsk finder vi den netop i sangen "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" med melodi af Povl Hamburger og tekst af Erik Bertelsen.

Forfatteren
Forfatteren Erik Bertelsen (1898-1969) var selv født i Harboør som søn af en fisker og havde derfor et indgående kendskab til Limfjorden. Han arbejdede i 1920erne dels som lærer, dels som fabriksarbejder, men slog sig omkring 1930 ned i København, hvor han koncentrerede sig om sit forfatterskab. Han debuterede allerede i 1921 med romanen Havets Børn og skrev i de følgende år bl.a. en række værker, der i 1942 kunne samles under titlen Harboør-Folk. Det blev også senere til værker om livet ved Limfjorden, der blev suppleret med mere faglitterære bøger om samfundene i det nordjyske, f.eks. Gensyn med Limfjorden (1960) og Harboør for 130 år siden (1962).

Erik Bertelsen skildrer, baseret på egne erfaringer og studier, dels folkelivet med dets religiøse og samfundsmæssige forhold, dels naturen på en meget ligefrem facon. Han betragtes som en vigtig hjemstavnsdigter for området, og hans romaner om fiskernes liv ved fjorden har da også været meget populære. Det er imidlertid naturbeskrivelsen, der er i fokus i Blæsten går frisk, hvor man næsten kan mærke suset i ”kulingen fra Hals og til Harboør”.

Harboøre kirke

Harboøre kirke

Digtet er en meget malende beretning om forfatterens indtryk fra Limfjorden – man kan næsten se hele sceneriet. Det er også fjorden, der binder versene sammen ved at indlede de enkelte strofer, og derudover nævnes eksplicit lokaliteter fra området: Salling og Thy. Hvor det i de fire første verslinjer er naturen, der spiller den centrale rolle, træder mennesket ind i de to sidste: sømanden, bonden og ungdommen. Sidste strofe gælder så de helt personlige oplevelser med fjorden. Digtet udfolder sig efterhånden fra at koncentrere sig om vandet, over en åbning mod det omgivne land til en ”udvé over verden strakt”. Der er et vist romantisk skær over sømanden, der synger ved sit rat og bonden, der er forynget af luft og fjord.

En interessant lille meningsudveksling om digtet fandt sted i Højskolebladet i 1991. Det første indlæg – af Knud Sørensen – har overskriften ”Jeg synger – helst ikke – nr. 190”. Han opfatter digtet som meget klichéfyldt med flere billeder og rim, som kun er brugt af nød. Der peges især på linjer som ”Sallingland, Thyland og andre lande” samt ”Bølgerne kaster med flammende brande”. Endelig peges der på, at kulingen fra Hals og til Harboør kan opfattes som en østenvind, mens vestenvinden jo er den fremherskende på disse kanter.

Et par numre senere kommer Knud Riis på banen med ”En replik”, som erklærer sig enig i, at digtet ikke er den største lyrik, men imødegår Sørensens kritik af bølgernes flammende brande ved at henvise til en række andre danske digte. Samtidig gør han opmærksom på, at den sidste verslinje om kulingen skal opfattes fra forfatterens position, hvor denne i kulingen på skibet bevæger sig fra Hals til Harboør (eller den anden vej).

Der er dog ingen tvivl om, at mange opfatter ”Blæsten går frisk” som en slags nordjysk nationalsang. Men det er ikke mindst komponistens fortjeneste.

Komponisten
Komponisten Povl Hamburger (1901-72) er næsten mere kendt som musikforsker og organist. Som det sidste har han især varetaget kirkemusikken som kantor i Holmens kirke fra 1925-44 og organist i Dyssegårdskirken fra 1944 til 1971. Lige efter krigen blev han knyttet til Musikvidenskabeligt Institut i København, hvor han underviste i musikhistorie og -teori med harmoniske og kontrapunktmæssige studier i centrum. Endelig virkede han som anmelder, bl.a. ved Politiken og var en flittig skribent i bl.a. Dansk Musik Tidskskrift.

Og så komponerede han. Især sange, men også f.eks. mindre orgelstykker. Der er dog ingen tvivl om, at han i sin vokalmusik er inspireret af kredsen omkring Folkehøjskolens Melodibog og tankerne om den enkle folkelige sang, der kom til udtryk i forordet Carl Nielsen og Thomas Laubs En Snes danske Viser på baggrund af oplysningentidens samlinger Lieder im Volkston af J.A.P. Schulz fra 1782-90. Det er interessant at følge Hamburgers repræsentation i Melodibogen. Allerede i 1940 kommer han ind i denne udbredte samling med ikke mindre end seks melodier, dog ikke "Blæsten går frisk". Den bliver først optaget i 1953, hvor der kommer et tillæg til Melodibogen, og den følges af fire andre i samme udgave. Alle disse 11 sange er med i Folkehøjskolens Melodibog fra 1958, mens et tillæg fra 1964 ikke har sange af ham.

Derefter ser billedet ganske anderledes ud: 1976 har kun to sange af Hamburger, nemlig "Blæsten går frisk" og hans andet samarbejde med Erik Bertelsen, "drømde mig en drøm", som er ny i denne meldibog. 1993-udgaven optager foruden disse to også "Der er ingenting i verden så stille som sne" og de bibeholdes i den nyeste udgave fra 2006 ledsaget af "Der brænder en ild", som er ny denne gang. Igennem udgaverne har Hamburger således været repræsenteret med i alt 14 sange, dog aldrig samtidig og foreløbig afsluttende med fire. Således udvikler den danske sang sig i udvalget af komponister og de tekster, de har sat i musik. Hamburger slog dog åbenbart ikke så meget an.

Hamburger skrev derudover også en række salmemelodier, som især blev udgivet for blandet kor kort efter komponistens død. Derimod fandt kun en melodi til "Jeg så ham som barn" vej til Den Danske Koralbog, og i seneste udgave er denne sats atter taget ud. Til gengæld var Hamburger en flittig udgiver, f.eks. netop af korudsættelser af sange fra Lieder im Volkston, men også af samtidens korrepertoire i samlingen Nyt for Korene (1938), genudgivelse af Weyses trestemmige sange eller samling af en række ældre mindre stykker for orgel. 

Blæsten går frisk
Hans kendteste sang, Blæsten går frisk, udkom imidlertid første gang i Povl Hamburgers samling Otte danske Viser og Sange, der udkom i 1937. Her har han samlet en række enkle sange i klaversats, som netop alle forholder sig til naturen på bestemte årstider. I samlingen kan man finde Hamburgers kendte melodi til Helge Rodes Sne (”Der er ingenting i verden så stille som sne”) og flere af Jeppe Aakjær tekster fra hans samling Rugens Sange, ikke mindst ”Jeg lægger mig i læet” og ”Har I nu tænder i riven sat?”.

Det er melodien til Erik Bertelsens digt, der danner indledningen til samlingen af viser og sange. Den slår på den måde stemningen an, både forbindelsen til naturen, årstiderne og det jyske islæt. Ser man imidlertid i den kildefortegnelse, som Folkehøjskolens Melodibog (1958) bringer bagest, så angives det dér, at melodien er komponeret allerede i 1935, altså før Bertelsens digt. Udgiverne, Karl Bak og Mogens Wöldike, har givetvis kendt Hamburger godt, så der er ingen grund til at betvivle denne oplysning, men indtil manuskriptet kommer frem, er det vanskeligt at verificere dette årstal med sikkerhed. 

Povl Hamburgers melodi har netop den samme friskhed som digtets ”salte vand”. Den går i et hastigt tempo i en opadgående bevægelse, som endda i klaversatsen i Folkehøjskolens Melodibog fremtræder unisont på en næsten pompøs måde. Denne melodilinje gentages, dog anden gang med en anden slutning, hvor melodiens højdepunkt nås. Endelig afsluttes melodien med to rytmisk ens fraser, der i første omgang ikke bevæger sig væsentligt, men til slut lægger sig til ro i det dybe leje. En del af melodiens friske indtryk opnår Hamburger ved at bruge den samme rytme med fremdrift gennem hele sangen: en fjerdel og to ottendedele – næsten helt marchagtigt.


Drømte mig en drøm..
Hamburger arbejdede også senere sammen med Erik Bertelsen i en lidt pudisg sammenhæng, nemlig om sangen ”Drømte mig en drøm i nat”. Selve teksten er oprindeligt et visefragment, skrevet med runer, på kun to linjer, som findes sammen med en form for nedskrift af melodien på noder bag i Skånske Lov (Codex Runicus) fra omkring 1300. Erik Bertelsen har her digtet videre på de to små verslinjer, der er gengivet i manuskriptet. Han forsøger at ramme en folkevisestil, der passer til tiden med f.eks. et lille omkvæd, mens der ellers ikke er særlige folkevisetræk i sproget. Det er et nyt digt. En ung pige drømmer om en smuk dragt, der skinner i solnedgangen. Hun går ud til de andre unge mennesker og møder en ung mands blik. Det bliver til en dans og derefter en scene med kun de to elskende. I sidste vers nærmer pigen sig igen en vågen tilstand og den unge mand forsvinder ud af hendes bevidsthed.

Hertil har Povl Hamburger sat en kirketonal melodi, der bevæger sig i de første to linjers tre-delte, rolige rytme. Den tilkomponerede del af melodien indledes og afsluttes med den samme tonefølge som den oprindelig melodi og slutter sig derfor tæt og organisk sammen med forlægget. Sangen kom i 1945, hvor alle former for ældre nordisk kultur klart nok havde et meget nationalt og dermed populært budskab.

- - - 0 - - -


Der er ingen tvivl om, at Blæsten går frisk forholdsvis hurtigt blev populær, for i 1942 udkom sangen for mandskor og i 1955 for blandet kor - i udsættelser af komponisten selv. Den sidste blev efterfølgende optaget i de meget udbredte Chorus-samlinger (bind 4) og kan høres på en række forskellige indspilninger. 

At den stadig er populær, vidner dens tilstedeværelse i en lang række sangbøger om. Det fremgår også af f.eks. brugen af melodien i forbindelse med en konfirmationssang fra 2009 og ikke mindst, at den anvendes til en af supportersangene for AaB (oprindelig Aalborg Boldklub) under navnet ”AaB-salmen”.