Grøn er vårens hæk

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen, 2009

Grøn er Vaarens Hæk er en typisk dansk forårssang, som allerede i midten af 1800-tallet fik en meget smuk melodi af Gade, der stadig bruges. Men Carl Nielsen satte også musik til den stemningsfulde tekst.

Teksten

Teksten til Aprilvise er skrevet af forfatteren Poul Martin Møller omkring 1819, hvor han drog på en større udenlandsrejse. Den udkom første gang som et privattryk, men blev senere offentliggjort i Kjøbenhavns Morgenblad i 1825. Versene giver i starten et øjebliksbillede af forår på volden i København (uden det eksplicit nævnes), men bevæger sig også ud i landskabet, hvor storken huserer højt på bondens gavl. Der er et livligt samspil mellem dyre- og plantelivet, repræsenteret ved viber og gæs, pil og violer, og i denne ramme indtræder en række mennesker: det unge par (svenden med sin brud) og det satte borgerskab (høkeren med sin viv) samt både jomfruer og ”hulde Piger smaa”. Mod slutningen af digtet træder forfatteren ind i billedet, amorinerne flyver gennem luften, men digtet ender vemodigt med, at han trods hele menneskemylderet må ”gaa hjem alene”.

Sangen er bedst kendt med Niels W. Gades melodi fra 1852, der udkom i samlingen Tre Danske Sange i december 1854. Grøn er Vaarens Hæk er placeret som den midterste, og i Gades manuskript er den dateret oktober 1852, selv om der er tale om en forårssang. Man må oplagt betegne den som en soloromance med klaverakkompagnement, hvor klaveret er med til at sætte den muntre stemning ved sine dansende figurer og det fejende mellemspil. Det er ikke svært at se, hvor Gade har fået inspirationen fra til sin legende melodi, når man læser linierne: ”Svenden med sin Brud / gaar i Haven ud / paa de grønne Sko hun synes danse / ak, hvor er hun let / Foden er saa net. / Pogen sælger til dem grønne Kranse.”

Melodien

Carl Nielsens melodi er også dansende med karakterangivelsen "Ungdommelig bevæget". Akkompagnementet fører sit eget liv komplementært med sangstemmen og udfylder derved nogle af de lange toner, som afslutter fraserne. Fuglefløjt og hjertebanken høres tydeligt i denne sang, som egentlig i endnu højere grad end Gades er en soloromance - i hvert fald i versionen for sang og klaver. Melodien findes i en hurtig nedskrift fra Carl Nielsens hånd samt et mere skitseagtigt manuskript til en korudsættelse for SAB-besætning, som har en hilsen til samarbejdspartneren, organisten Hakon Andersen på bagsiden og også en alternativ slutning. 

Grøn er Vaarens Hæk blev første gang udgivet i en version for 3-stemmigt pigekor i Melodier til Sangbogen ’Danmark’, som udkom i 1924. Med denne sangbog kastede komponisten sig over et stort formidlingsprojekt inden for den folkelige sang i form af et repertoire af sange udsat for lige stemmer med særlig henblik på skolernes musikpædagogiske bestræbelser. Efter opfordring fra sangbogsredaktøren Albert Jørgensen, der i 1923 havde udgivet skolesangbogen Danmark: Sangbog for Skolen og Hjemmet, gik Carl Nielsen i gang med at redigere den tilhørende melodibog. Som i lignende tilfælde var Carl Nielsens arbejde dels at udvælge melodier inden for det eksisterende repertoire, dels at supplere med egne melodier og endelig - og ikke mindst - at forestå de mange udsættelser for lige stemmer, alt sammen i tæt samarbejde med Hakon Andersen. Sangbogen indeholder 305 melodier til 279 digte, idet der til nogle af digtene kan vælges mellem flere melodier: de 44 af sangene er komponeret af Carl Nielsen, og 19 af disse blev her trykt for første gang - deriblandt Grøn er Vaarens Hæk. Samlingen indeholder også Carl Nielsens kendte børnesange ”Jeg ved en Lærkerede” og ”Solen er saa rød, Mor”.

Grøn er Vaarens Hæk findes endvidere for sang og klaver i samlingen Ti danske Smaasange, der i høj grad også repræsenterede det opsving, der var i Carl Nielsen produktion af folkelige sange i 1920erne. Samlingen blev udgivet i 1926 på Borups Musikforlag, efter at Carl Nielsen var raget uklar med Wilhelm Hansens Musikforlag, og sangene i samlingen synes at være opstået i årene 1924-25. Hele ni af dem havde tidligere været udgivet for lige stemmer i Melodier til Sangbogen ’Danmark’ (alle med undtagelse af ”Den danske Sang er en ung, blond Pige”).

Ti danske Smaasange blev kort anmeldt af Thorvald Aagaard i Højskolebladet. Anmeldelsen indledes med ordene: ”Hvor er det morsomt at være Vidne til den Grøde, der nu er i vor folkelige Sangmusik, at se, hvordan Sansen for god og jævn Melodi er ved at blive vakt. Carl Nielsen skal have sin store Part af Æren for dette. Han har Gang paa Gang vist Vejen og gør det nu atter i en Samling: ”Ti danske Smaasange”.

Til trods for Carl Nielsens indsats og Aagaards pæne ord er det imidlertid alligevel Gades melodi, der synges i dag og bringer bud om forårets komme.