Min Jesus lad mit hjerte få

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen, 2009

Af Carl Nielsens ni salmer i den nye salmebog er ”Min Jesus, lad mit hjerte faa” en af de mere kendte. Denne enkle, smukke sang stammer fra en komponistens mest omfattende samlinger af kirkelige melodier. Manuskriptet til sangen kan ses på udstillingen Carl Nielsen - Et Stridens Æble.

Teksten

Det var præsten Biørn Christian Lund (1738-1809), der oprindelig skrev salmen, "Naar jeg Gethsemane her faaer", på ikke mindre end 31 vers, hvor af de nu kendte til "Min Jesus lad mit hjerte få" er de fire sidste. Lund havde bl.a. været huslærer i Vendsyssel, men kom i 1761 som informator til Vajsenhuset i København og kunne her fortsætte den herrnhutiske retning, han tidligere havde anlagt. Salmen er et typisk eksempel på en meget inderlig og pietistisk præget tekst, der netop er inspireret af Brødremenigheden.

I 1764 fik Lund sin tekst udgivet, dog anonymt, i samlingen Jesu Bruds Glæde i hendes Immanuel og Brudgom, men den blev først udbredt i en samling af vers og sange fra 1778, hvor de fire sidste vers dannede et selvstændigt nummer. Heller ikke her var der forfatter på, og det var et tilfælde, at man så sent som i 1915 opdagede, at de fire vers dannede slutningen på Lunds tekst.

I løbet af 1800-tallet kom de fire vers med i N.J. Holms Harpen, En Psalmebog fra 1829, men fik sin kendte form i en bearbejdelse af Grundtvig i 1846, som han lavede til J.F: og R. Th. Fengers Psalmer til den stille Uge og Paasken. Grundtvig kendte ikke teksten fra trykte kilder, men kun fra optegnelser efter mundtlig overlevering. Han lavede i årene efter endnu enkelte småændringer, før salmen fik den form, der anvendes i dag. Også senere har andre forfattere, bl.a. salmedigteren K.L. Aastrup, gendigtet versene, men det er Grundtvigs version, som har vundet indpas. Se mere om teksten.

 Fra samlingen af Kistebilleder

Samlingen Salmer og aandelige Sange 

I 1914 indledte Carl Nielsen for alvor sit arbejde med den enkle, strofiske sang og i denne forbindelse sit tætte – om en undertiden modsætningsfyldte – samarbejde med Thomas Laub, et samarbejder, der direkte udmøntede sig i udgivelsen af de to hæfter med En Snes danske Viser og indirekte i udgivelsen af Carl Nielsens egne Salmer og aandelige Sange, Halvhundrede nye Melodier for Hjem, Kirke og Skole i 1919.

Arbejdet med disse salmer var i alt væsentligt afsluttet i foråret 1914, men der skulle af forskellige grunde gå yderligere fem år, før salmerne forelå på tryk. Komponisten var stærkt optaget af arbejdet og udtalte sig ofte i vendinger, der viser at han også var tilfreds med resultatet:

”Det er underligt som det er gået med disse Melodier. Det er som om det ikke er mig der laver dem; men de kommer ligesom smaa Dyr eller Fugle ind i min Stue og beder om at komme med. Jeg undrer og glæder mig saa ofte over dette Arbejde fordi det er en hele anden Verden end den hvori mine store Ting hører hjemme” (Brev til Anne Marie Carl-Nielsen, 22.4.1914)

Den konkrete anledning til, at Carl Nielsen i disse år kastede sig over en genre, han ikke tidligere havde dyrket, synes at have været en opfordring fra den grundtvigianske firmenighedspræst Valdemar Brücker, medudgiver af Salmebog for Kirke og Hjem i 1892, om at skrive nye melodier til en række af Grundtvigs digte, hvortil man hidtil havde anvendt allerede eksisterende melodier, fortrinsvis af tysk herkomst.

Det har været helt naturligt for Carl Nielsen at inddrage vennen Thomas Laub i sine overvejelser, og det fremgår af korrespondancen mellem de to, at de har ført en intens diskussion om begreber som ”kirkestil” og ”kirkelighed”, men også, at de har ligget ganske langt fra hinanden i deres synspunkter. Laub har tydeligvis ment, at Carl Nielsen her begav sig ind på et område, som han (Laub) havde langt større adkomst til at betræde. Hans berømte karakteristik af Carl Nielsen i denne sammenhæng siger mere end mange ord: Carl Nielsen var jo ikke ”Barn af Huset”, han havde hverken Laubs personlige forhold til det kirkelige eller hans kirkemusikalske ballast. Endelig spillede det vel også en rolle, at Laub i disse år var i gang med sit hovedværk omkring komposition af salmemelodier, Dansk Kirkesang. Gamle og nye Melodier fra 1918. Hertil skal dog bemærkes, at Carl Nielsens samling både omfatter ”salmer” og ”åndelige sange”, og at han således allerede i titlen tilkendegiver, at ikke alle de indeholdte sange er tænkt til brug i gudstjenesten og skal vurderes som sådanne.

Salmer og aandelige Sange udkom i 1919 på Wilhelm Hansens Musikforlag; samlingen indeholder 49 sange fortrinsvis til tekster af Grundtvig og Brorson. I et fyldigt forord gør Carl Nielsen rede for sine ideer med arbejdet; forordet kom dog ikke med i den endelige udgave, måske fordi Carl Nielsen ikke ønskede at gå nærmere ind på et område, hvor han stod i et vist modsætningsforhold til Thomas Laub. Forordet er gengivet i sin helhed i notebindet til Carl Nielsen Udgavens sangbind (s. 46-47).

Carl Nielsens melodi har ikke fundet vej til Folkehøjskolens Melodibog, som til og med 1958-udgaven bragte Johann Crügers melodi til "Dybt hælder året i sin gang" (1653, i Thomas Laubs udsættelse) som eneste mulighed. Fra 1976-udgaven er sangen ikke medtaget. Den Danske Koralbog fra 1992 medtager begge melodier (Carl Nielsens under teksten "Er du modfalden, kære ven"), mens den nyeste udgave fra 2003 kun har Nielsens melodi. Samtidig har Carl Nielsens melodi i en årrække været populær som korsats, der er lavet ud fra klaversatsen til melodien.

 

 Fra samlingen 'Kistebilleder'

Blæserkvintetten

Carl Nielsen brugte senere salmen i sin blæserkvintet. Den blev til i foråret 1922, hvor han virkede som gæstedirigent i Göteborg, og han var meget optaget af arbejdet med kompositionen. Den blev uropført ved en privat koncert hos bankdirektør Mannheimer i Göteborg den 30. April 1922, kun en uge efter færdiggørelsen. Inspirationen til arbejdet med kvintetten fik Carl Nielsen af at høre Københavns Blæserkvintet, og det var da også den, der opførte værket ved den første offentlige koncert den 9. oktober 1922 i Odd Fellow Palæet i København – det skete i foreningen Ny Musik's regi.

3. sats består af tema med variationer netop over ”Min Jesus lad mit hjerte få”. Carl Nielsen skriver selv i en programnote, at melodien ”her er lagt til Grund for en Række, snart muntre og barokke, snart elegiske og alvorlige Variationer, der tilsidst ender med Temaet i al sin Enkelhed og ganske stilfærdigt i Udtrykket”. I anmeldelsen af koncerten skriver Rudolph Simonsen, at der var tale om ” kun een eneste Nodelinie, men et Sinds Længsel og Hengivenhed er udløst i disse faa Takter”. Hele historien om blæserkvintetten kan læses i forordet til Carl Nielsen Udgaven.

Fra samlingen 'Kistebilleder'