Den danske sang

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen, 2008

Den danske sang er en ung, blond pige hører til blandt de populæreste danske sange. Den har da også melodi af Carl Nielsen, og teksten er skrevet af den knapt så kendte digter, Kai Hoffmann. Anledningen til digtet var et korstævne i 1924, men teksten blev først sat i musik et par år efter.

Artiklen er illustreret af sommerpiger fra forskellige perioder - skildret i billeder fra Det Kongelige Biblioteks samlinger.

Forfatteren

Forfatteren Kai Hoffmann (1874-1949) var uddannet jurist, men fra 1914 valgte han at leve af sit forfatterskab. Han bevægede sig overvejende i den poetiske genre og udgav en lang række digtsamlinger, der kredser om det trygge og hyggelige hjem, om København som by og ikke mindst om naturen i dens mangfoldighed. Især i forbindelse med Genforeningen i 1920 - og også under besættlesen - blev hans digte meget nationale, og man benyttede ham i stigende grad som lejlighedsdigter ved officielle lejligheder.

Prologen

Det var også tilfældet i 1924, hvor den landsdækkkende Dansk Korforening holdt sit 4. nationale sangstævne i København. I alt mødtes ca. 25 kor fra hele landet - lige fra Det Kongelige Operakor til sangforeningen "Bamsen" fra Frederikshavn den 1. og 2. juni 1924 for at deltage i to fælleskoncerter, en på Det Kongelige Teater og en i Tivoli dagen efter med forudgående prøver. Man sang således med hinanden i nogle fælles numre og ikke for hinanden med korenes egne programmer.

Ved begge koncerter var et af indslagene Kai Hoffmanns prolog "Den danske Sang er en ung, blond Pige", som efterfulgte J.P.E. Hartmanns "Gudernes Triumfmarch" fra balletten Thrymskviden, spillet af Det Kongelige Kapel med kgl. kapelmester Georg Høeberg i spidsen. Den blev fremsagt af den for nyligt afgående direktør for Det Kongelige Teater, Johannes Nielsen, og den indeholdt ikke mindre end fem vers. De to sidste strofer er dog meget tæt knyttet til selve stævnet og koncerterne  i teatret og i Tivoli, og de er derfor ikke medtaget, når vi synger sangen i dag. Nielsen fremførte prologen "malmfuldt og med naturlig, mandig Følelse" (Berlingske Tidende) og den blev da også hilst med glæde af både sangerne og det fine publikum med de kongelige i spidsen. Alle sejl var sat til med landet fineste kunstneriske kræfter, men det, der optog aviserne mest, var dog afsyngelsen af Carl Nielsens melodi til "Der er et yndigt Land". På det tidspunkt kunne man ikke vide, at det var hans senere komposition til prologversene, der skulle blive langt mere populære.

Hoffmanns vers beskriver i et pompøst billedsprog den danske sang, og netop i landssangstævnets ånd påpeger han de forskellige landsdeles og landskabers karakteristiske træk. Historien og naturen spiller  - som ofte hos Hoffmann - en væsentlig rolle i dette nationale digt, hvor tanker og ideer netop kommer til udtryk gennem sang. Ikke mærkeligt, at det har appelleret til at blive sat i musik. Typisk for Hoffmann bruger han mange bogstavrim, opstiller par af udsagn og benytter bevidst ordenes lyd. Digtet blev trykt i programmet til korstævnet og i samtidens aviser, men Hoffmann tog det først med i sin digtsamling Danmarks Rige, der udkom i 1941 og bl.a. opsamlede en række tidligere nationalt betonede digte.

Carl Nielsen og teksten

Ikke desto mindre var det Hoffmann selv, der i december 1925 sendte et brev til Carl Nielsen efter at have "genfundet" manuskriptet til sangen i sine papirer. Her skriver han , at "det faldt mig ind, at en Mand havde ment, at Prologen med nogle Ændringer kunde blive til en Sang, og jeg fandt efter at have læst den igennem, at den simpleste Ændring vist var at slette de to sidste Vers. Mere behøves egentlig ikke". I slutningen af første strofe blev "en stolt, stærk Tone" dog ændret til "en Sagatone".

Carl Nielsen må have kunnet lide teksten, for han komponerede efterfølgende en af sine mest populære melodier. Den udkom første gang i 1926 i Carl Nielsens samling Ti danske Smaasange for klaver og sang, der også indeholder andre af hans kendte sange så som "Jeg ved en Lærkerede", "Solen er saa rød, Mor" og "Jeg lægger mig saa trygt til Ro". Samlingen blev da også populær at skønne ud fra antallet af oplag, der kom op over 10. I december året efter udarbejdede komponisten et arrangement af sangen for mandskor, som blev uropført af Studenter-Sangforeningen umiddelbart efter ved årets ruskoncert, dirigeret af Johan Hye-Knudsen.

Carl Nielsen har en helt central placering i den nyere danske sangs historie. Han bidrog med en lang række melodier, som hører til de mest sungne overhovedet, og han tog aktivt del i den bevægelse, der fra omkring Første Verdenskrig fik blæst nyt liv i den danske sang og fik den placeret centralt i skolesangen, herunder højskolesangen og i det hele taget i bevidstheden hos danskere. Det er værd at huske, at der kort efter Første Verdenskrig indtraf en i samtiden næsten altoverskyggende national begivenhed, i og med at Sønderjylland efter en række afstemninger i sommeren 1920 atter blev en del af Danmark. Dermed var et af de åbne sår efter Den Anden Slesvigske Krig i 1864 blevet helet, men der skulle som bekendt ikke gå mange år, før truslen mod nationen atter var overhængende, nemlig i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1945.

Komponisten og fællessangen

Sådanne voldsomme begivenheder af glædelig og sørgelig art gav grobund for dansk poesi og musik, som kom til at samle befolkningen i et fælles udtryk. Der var dermed brug for en rig og frodig sangkultur, og den var man så heldig at have fundamentet til i Folkehøjskolens Melodibog, hvis første udgave fra 1922 Carl Nielsen var medredaktør af. En halv snes år før havde Carl Nielsen og Thomas Laub taget et væsentligt skridt på vejen frem mod denne nodeudgave, idet de i årene 1913-1917 komponerede melodierne til de to hæfter med titlen En Snes danske Viser.

Der er ikke tvivl om, at Laub førte det store ord i samtalerne forud for og under arbejdet på disse melodier. Han havde selv siden 1880’erne kæmpet for en reformation af kirkesangen, og det har faldet helt naturligt at fortsætte dette reformarbejde med at komponere en række melodier, der i deres udtryk greb tilbage til den enkle folkelige tone, man finder i J.A.P. Schulz’s Lieder im Volkston, og på den måde finde et nyt grundlag for dansk folkelig sang uden om – så at sige – den romantiske fællessang.

Melodien

Carl Nielsen havde i operaen Mascarade og i enkeltstående sange som Du danske Mand vist, at han formåede at komponere enkle og sangbare melodilinjer, og i sin tredje symfoni, Sinfonia espansiva, havde han demonstreret, at han kunne lade en hel symfonifinale basere på en stor hymnisk, men folkelig præget melodi. Forbilledet for finalemelodien i Sinfonia espansiva er måske nok den tilsvarende melodi i Johannes Brahms’ 1. symfonis finale, men mere interessant er det måske, at karakteren af Carl Nielsens melodi ligger tæt op ad flere af de folkelige melodier, Nielsen skrev i denne periode, fx melodien til Kai Hoffmanns Den danske Sang. Carl Nielsens melodi har et kraftfuldt, let insisterende tonefald pga. de mange gentagne toner i melodiens første del. Hvor første del har sekstoptakter, har anden del oktavoptakter, og i fjerde sidste takt når melodien sin toptone, der gentages tre gange, hvorved den refererer tilbage til første del af sangen.

Alt dette gør, at melodien har en indre dynamik og sammenhængskraft, som har medvirket til dens store popularitet.