Når kommer våren vel?

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen, 2008

Titlen udgør måske et lidt mærkeligt spørgsmål i betragtning af den lune vinter, vi har haft, men ikke desto mindre er denne børnesang af Joh. Chr. Gebauer og Carl Bagger enestående ved at have et indledende talt spørgsmål. Teksten blev til som en dialog om naturen mellem far og søn.

Melodien

Det er en kendt sag, at det at skrive en god børnesang er vanskeligt og i hvert fald ikke alle komponister beskåret. Til gengæld har nogle nærmest specialiseret sig i at arbejde i denne ”genre”. I det 20. århundrede bidrog bl.a. Fini Henriques, Alfred Tofft, Oluf Ring og Knudåge Riisager hyppigt til denne lille form, men der er dog næppe nogen dansk komponist, der har markeret sig så stærkt inden for børnesangen som J.C. Gebauer. Kigger man i den stadig populære samling De små synger, som udkom første gang i 1948, falder det således i øjnene, at netop J.C. Gebauer er den komponist, der er repræsenteret med flest melodier, nemlig syv. Det drejer sig om”Ride, ride ranke”, ”En lille nisse rejste”, ”Pandeben! - Godt det gror!”, ”Hist, hvor vejen slår en bugt”, ”Når kommer våren vel?”, ”Solen synker nok så smukt” og ”I alle de riger og lande”. De er alle uopslidelige og har som sådan haft en central position i den danske børnesang, siden de ved noget af en tilfældighed holdt deres indtog i repertoiret i midten af 1800-tallet.

Frue Kirke i Odense, august 1844. Akvarel af Jørgen Ole Rawert

Johan Christian Gebauer var født 1808 og fik sin musikuddannelse hos Kuhlau, Weyse og P.C. Krossing. I 1859 blev han organist ved Skt. Petri Kirke i København, og fra 1859 til sin død i 1884 var han ansat ved Helligåndskirken. Udover at være komponist og organist hævdede Gebauer sig som en anset lærer i musikteori og var i denne egenskab tilknyttet Kjøbenhavns Musikconservatorium i årene 1866-1883. Som led i dette arbejde har Gebauer skrevet en række teoribøger samt flere klaverskoler.

Som komponist er Gebauer da også i første række de små formers mand. Sange, romancer, klaverstykker for børn samt orgelpræludier og salmemelodier præger værklisten, men det er i dag næsten udelukkende børnesangene, han huskes for. Det bør dog nævnes, at han er forfatter til et lille skrift, Om Menighedssangen, som efter hans død blev trykt i N.K. Madsen-Steensgaards Nyt Tillæg til Salmebog for Kirke og Hjem i 1891. Heri ligesom foregriber han sin elev – og efterfølger som organist ved Helligåndskirken - Thomas Laubs kirkemusikalske reformarbejde, idet han fordømmer brugen af ”profane folkeviser, sentimentale Romancer, tomme, aandløse Dilettantkompositioner” i kirken.

Gebauers kræsne musikalske smag kommer også klart til udtryk i børnemelodierne. De har den stramme klassiske holdning, som måske stammer fra læreren Kuhlau, men også en ubestemmelig individuel charme, som gør, at man sjældent forveksler dem, og som vel i det hele taget er en væsentlig årsag til, at børn i generationer har elsket dem. Det blev nævnt, at melodierne kom til nærmest ved en tilfældighed; det skyldes, at de er skrevet til privat brug i Gebauers hjem, simpelt hen for hans egne børn.

St. Knuds Kirke i Odense, juni 1819. Akvarel af Jørgen Ole Rawert

”Når kommer våren vel?” udkom i 1849 i femte hæfte af samlingen Børnesange, tilegnet ”Marie Wanscher og hendes Sødskende”. Den adskiller sig fra Gebauers øvrige børnesange ved efter det lille forspil at have et parlando, dvs. en talt eller reciteret tekst, hvor spørgsmålet om vårens komme i hvert vers stilles. Usædvanligt er det også, at hovedsætningen i svaret bliver gentaget af et firstemmigt kor, efter at der i bisætningen er forklaret om ”betingelserne” for vårens komme. Hermed er sangen selvsagt ikke en børnesang på linje med de fleste øvrige Gebauer-sange, men den findes også – bl.a. i De små synger – noteret som en solosang.

”Når kommer våren vel?” er et eklatant eksempel på, hvorledes Gebauer med ganske enkle klassiske midler binder et forløb sammen: venstre hånds fire høje C’er i takt 3-4 bliver svaret af fire dybe G’er i venstre hånd t. 5-6, som nærmest indvarsler rækken af G’er i sangstemme og klaver t. 6-7 – en række som atter dukker op t. 8-9 i venstre hånd. Disse gentagelser på forskellige tonetrin giver melodien et vist præg af polyfoni. Ligeledes kan man se, hvorledes de enkelte strofer bindes sammen af basoktaven fra sluttakten, som klinger ud under recitationen. 

Teksten

I 1836 fik Carl Bagger tilbudt en stilling som redaktør ved den Hempelske avis i Odense. Efter nogen overvejelse slog han til, og ankom til byen den 12. november 1836. Man kan følge hans møde med byen i breve til hans elskede Thora, som opholdt sig i Hamburg, men som kom på besøg på hans fødselsdag i maj 1837. 

Herregården Basnæs ved Skelskør

Thora Fiedler kom fra herregården Basnæs ved Skelsør, og her fik også Carl Bagger mange af sine naturindtryk, som han formidlede videre til sin søn.

Det endte da også med et stille bryllup den 3. november 1837 på herregården Basnæs, hvor Thora havde sit barndomshjem, men efter hendes forældres nylige død blev herregården solgt. Ægteskabet var især lykkeligt i begyndelsen, og parret var meget vellidt i Odense. Senere dyrkede Bagger atter sine mere bohemeagtige sider og brugte megen tid i selskab med et glas vin og gode venner. Han passede dog på mange måder sit arbejde på avisen. 

Odense med St. Knuds Kirke, set fra Blegepladsen ved Møller Broen, juni 1819. Akvarel af Jørgen Ole Rawert

En af de store fordele ved ægteskabet var, at parret kunne tage deres søn til sig. Thora havde fået Carl Christian i august 1829, men da parret ikke var gift og i øvrigt ikke boede sammen, kom han i pleje hos skovridder Jens Bang i Vium, lige syd for Viborg. Det seneste år havde han dog boet hos noget af Thoras familie, som var gift med præsten i Vester-Tørslev ved Mariager

Carl Bagger var meget glad for sin søn og gik op i hans skolearbejde. Så det er sandsynligvis til ham, forfatteren skrev sin ”Børnevise” i foråret 1838, især fordi sønnen var meget glad for naturen og dyrelivet især. Odense som by nævnes da også eksplicit i sangen. Den blev den 11. maj 1838 udgivet på bagsiden af ugebladet Bidrag til Tidshistorien, der udkom som et tillæg til avisen. 

En del af Odense med Kanalbassinet, set fra Tolderlund, juni 1819. Akvarel af Jørgen Ole Rawert

I det hele taget skrev Bagger i disse år mest aktuelle lejlighedsdigte, hvoraf en række blev afsunget ved festlige lejligheder og senere ofte trykt i avisen. Efterhånden lykkedes det ham dog at få samlet de væsentligste digte i bogen Øieblikkets Børn, der udkom i september 1845 og fik en positiv modtagelse.

Imidlertid døde sønnen allerede i oktober 1846 efter et uheld, og det blev et skæbnesvangert slag for Bagger, der få dage efter fulgte ham i graven.

Digtet er en fin komposition med otte strofer. Det er bygget over en fast model med et spørgsmål som indledning: Naar kommer ... da? og en afslutning, hvor det fastlås, at "Da kommer ...!". At der er tale om en dialog mellem far og søn bekræftes af linien: "det kan du jo nok begribe". Hver strofe omtaler et dyr, oftest fugle, som så tages op igen i næste vers. Bagger har med omhu valgt en række fugle med s: svale, stork, stær og sneppe. Sluttelig er det vintergækken, der optræder som forårsbebuder og endelig afsluttes digtet med en konstatering af, at det i sidste ende er Gud, der bestemmen hvornår han "paa Blomsten kalder". Hvert vers er således et lille romantisk naturbillede, styret af den almægtige Gud.

Skibshusene ved Odense kanal 1819. Akvarel af Jørgen Ole Rawert

Læs mere:

Oluf Friis / Claes Kastholm Hansen: "Carl Bagger" i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave

Rofl Dorsets forfatterportræt i Arkiv for Dansk Litteratur

Birger Isaksen: ”Carl Bagger. Årene i Odense”, Fynske Aarbøger IX/2, Odense 1966, s.233-73

Hans Henrik Jacobsen: Digtere i Odense, Odense 1993, s. 150-76

Se også Henrik Rungs melodi til Carl Baggers tekst (s. 2)