Klaus Rifbjergs manuskripter

Klaus Rifbjerg afleverede i 1982 en stor del af sine breve, scrapbøger, manuskripter m.m. til Det Kongelige Bibliotek og har i de følgende årtier med jævne mellemrum deponeret yderligere dele af arkivet, der vil blive et af de største på biblioteket. Da det drejer sig om et 'levende' arkiv, er papirerne hverken færdigordnede eller registrerede i detaljer, og af samme grund kan de indtil videre ikke benyttes.
     Men også før 1982 havde Håndskriftafdelingen ad andre kanaler erhvervet vigtige håndskrifter fra forfatterens tidlige produktion, som det fremgår af denne netudgivelse.
     I betragtning af Klaus Rifbjergs betydning for dansk litteratur og kulturdebat gennem de seneste mere end fem årtier kræver en sådan udgivelse ingen yderligere begrundelse, men den konkrete anledning er dels Klaus Rifbjergs udnævnelse som den første nulevende enkeltforfatter til "Årets klassiker", dels hans 80 års fødselsdag december 2011.
      I dette første udvalg af manuskripter til nogle af hovedværkerne er manuskriptet til romanen Den kroniske uskyld skrevet på maskine, mens manuskripterne til digtsamlingerne Konfrontation, Camouflage, Portræt og Mytologi alle er skrevet i hånden. Rækkefølgen af de enkelte digte svarer ikke til de trykte udgavers, og enkelte (dele af) digte er ikke medtaget på tryk, ligesom der er trykte digte, der ikke her findes som manuskript, men bortset fra det, er det iøjnefaldende, hvor relativt få rettelser og varianter især digtmanuskripterne indeholder, hvilket bekræfter Klaus Rifbjergs legendariske evne til i første omgang at ramme 'le mot juste'.
     Tak til Klaus Rifbjerg for tilladelse til denne udgivelse.