Billedsamlingen

I samlingen har vi billeder i såvel fysisk som digital form. De kommer alle fra Danmark eller har en eller anden form for tilknytning til landet.

Kvinder i demonstrationstog for valgret 1915

Foto: Holger Damgaard

Billedsamlingen tæller over 18 millioner fysiske billeder (positiver og negativer). Den kulturhistoriske del udgør med sine tegninger, grafiske tryk og fotografier af steder, begivenheder og personer størstedelen af materialerne.

Samlingen indeholder blandt andet kobberstik fra det enevældige Danmark i form af konferensråd F.A. Müllers (1725-95) billedsamling, samt landskabsakvareller og tegninger der er skabt af industrihistoriker O.J. Rawert i første halvdel af 1800-tallet. 1800- og 1900-tallets eksplosivt voksende billedkultur er også rigt repræsenteret.

Samlingen er inddelt i tre hoveddele:

  1. Portrætsamlingen med portrætter af danske mænd og kvinder
  2. Den topografiske samling med billeder af steder
  3. Den kronologiske samling med billeder af begivenheder

Dertil kommer en række særsamlinger:

  • en albumsamling
  • samlinger doneret af fotografer, forlag, teatre og andre virksomheder
  • Sylvest Jensens samling af luftfoto (erhvervet i 1989)
  • Den nationale fotosamling
  • Bladtegningssamlingen

I perioden 1904-1984 registrerede vi samlingens materialer på papir i:

1. en hovedregistrant (accessionsprotokol)
2. forskellige kortkartoteker
3. forskellige delregistranter

I midten af 1980erne begyndte vi at registrere dele af billedsamlingen digitalt. Samtidig gik vi også i gang med at digitalisere og tilgængeliggøre materialerne online:

1. Accessionsprotokol (ikke bagudrettet, registreret i selvstændig intern base)
2. Portrætsamlingen (i bibliotekssystemet)
3. Topografisk samling (København og Frederiksberg i bibliotekssystemet)
4. 1940-1945 i kronologisk samling (i bibliotekssystemet)
5. Det Nationale Fotomuseums samling (i Kunstindeks Danmark) (Bemærk at billederne også findes i digitale samlinger)
6. Luftfotosamlingen (i Danmark set fra luften)

I dag er bibliotekssystemet den overordnede indgang til Billedsamlingen. Her finder du både det digitaliserede materiale, samt oplysninger om en del af det materiale der endnu ikke er digitaliseret (blandt andet albumsamlingen, portrætsamlingen, billeder indsamlet fra 2017 og frem).