Funktion

Et billede er ikke opstået ud af ingenting. Der er både nogen der har malet det og nogen maleren har forestillet sig skulle se på det. Måske er der ligefrem nogen der har bestilt det. En konge kan fx bestille et portræt af sig selv, eller en kirke kan bestille et nyt alterbillede.

Hvad er billedet malet for at blive brugt til? Kan man se på billedet at det er malet til en bestemt modtager? Eller virker billedet på samme måde på alle der ser det? Hvordan virker billedet på dig selv? Dét er nogle af de ting du kan se på når du skal undersøge billedets funktion.

C.G. Kratzenstein Stub Alcyone venter om morgenen efter en varslende drøm forgæves sin bortrejste ægtefælle. Motiv fra Ovids "Metamorfoser". 1810. Foto: Statens Museum for Kunst   Billedets motiv er malet af den danske maler C.G. Kratzenstein Stub i 1810.

Jeg tror ikke at det er malet til noget bestemt formål. Jeg tror nærmere at han har villet male et billede der fortalte om stærk længsel og stor kærlighed.

Billedet virker meget stærkt på dem der ser der. Jeg tror det virker lige så stærkt i dag som for 200 år siden da det blev malet.

Måske kendte flere dengang den myte motivet er hentet fra. Billedet har nemlig et motiv fra en gammel græsk myte.  

Men det betyder ikke så meget, for billedet virker stærkt alligevel selvom man ikke kender historien. Billedet er malet i romantikken hvor man bl.a. dyrkede længslen, kærligheden og naturens stærke kræfter. Disse temaer er bærende i billedet. 

Hvad bruges billedet til?

Nogle billeder er malet uden nogen speciel grund fordi en kunstner har haft en ide til et billede. Andre billeder er malet til et helt bestemt formål. Det kan være udsmykning af et stort lokale på fx et rådhus, til at hænge i en privat stue, det kan være et billede til en kirke, et portræt som skal afbilde en person osv. Undersøg disse ting om billedet:

Er billedet malet for at blive brugt til noget bestemt? I så fald, hvad? Tilhører billedet en bestemt genre – fx et portræt, et landskabsbillede, et kongebillede, et religiøst billede osv.?

Billedets virkning

Når en kunstner har malet et billede, har han villet give beskueren af billedet en helt speciel oplevelse. Det har han tænkt på når han har valgt farver, former, lys, motiv osv. Nogle af disse ting kan have ændret sig fra dengang billedet blev malet og til i dag. Men ofte vil vi opfatte ting på samme måde, og et billede vil have den samme virkning uanset om det er 10 eller 500 år gammelt. Undersøg disse ting om billedet:

  • Hvordan virker billedet på dig?
  • Hvordan har det virket på dem det er malet til?
  • Hvorfor virker det som det gør – hvordan hænger billedets virkning sammen med den måde det er malet på?

Billedets afsender og modtager

Et billede er ikke opstået ud af ingenting. Der er både nogen der har malet det og nogen maleren har forestillet sig skulle se på det. Måske er der ligefrem nogen der har bestilt det. Undersøg disse ting om billedet:

  • Hvem har malet billedet? Ved du noget om maleren som fortæller dig noget om billedet?
  • Hvem har været tænkt som modtager af billedet? Det kan både være en præcis målgruppe, fx den familie der har bestilt et portræt af sig selv, og det kan være meget bredt, fx folk der besøger et museum.
  • Hvor og hvornår er billedet malet?
  • Ved du noget om den tid billedet er malet i – og kan du sætte det i forhold til billedets tema og motiv?
  • Ved du hvilken stilart billedet tilhører? Fortæller det dig noget om billedets tema og den måde det er malet på?

Vurdering af billedet

Hvad synes du om billedet? Det handler ikke om hvorvidt du synes billedet er pænt eller grimt. Se i stedet på hvordan det virker på dig, og hvordan du synes den historie det vil fortælle spiller sammen med måden det er malet på. Du kan også se på om billedet evt. er malet til et bestemt formål, fx et kongeportræt, og om det lever op til dette formål. 

C.G. Kratzenstein Stub Alcyone venter om morgenen efter en varslende drøm forgæves sin bortrejste ægtefælle. Motiv fra Ovids "Metamorfoser". 1810. Foto: Statens Museum for Kunst   Jeg synes det er et rigtig godt billede. Ikke fordi jeg selv ville have det hængende, for det er det lidt for uhyggeligt og dystert til. Men det er jo netop meningen at det skal være mørkt og dystert.

Farverne er med til at vise hvor ulykkelig en situation kvinden er i, og man får virkelig medlidenhed med hende.

De kraftige farver i oliemaleriet gør at man ikke sådan lige kommer uden om billedet, kvinden og hendes historie. Fordi det er så stort er det næsten som om man kan sætte sig i kvindens sted.