Hvilken genre vil du arbejde i?

Hvad er det for en slags drama I vil lave?
Vil I lave drama der er:

  • morsomt?
  • fantastisk?
  • realistisk?

Dramaet er den kunstart der er mest optaget af at skabe dramatiske øjeblikke ved at opbygge en spænding mellem store modsætninger.

Udfaldet af kampen mellem de stridende parter er usikkert til det sidste (selv om man som regel ved hvem man holder med og hvem man ønsker skal vinde.)

Rollespil

Rollespil er en teaterform, hvor personerne får til opgave at være en anden person, altså spille en rolle. Som regel vil skuespillerne improvisere (finde på i situationen), hvad de skal sige og gøre. Rollespil er som regel korte stykker med en kendt konflikt eller problem. 

Komedie

Komedien vil fornøje sine tilskuere. Den er ofte præget af forveksling af personer og morsomme hændelser. Kendes i dag fx fra tv-underholdning som sit-com (situations komedie). I komedien er:

  • Rummet: den kendte verden
  • Figurerne: Mange faste figurer (’klovnen’, hjælperen, den der snydes, den sympatiske og den usympatiske, det unge par)
  • Forløb: forveksling, fejltrin og optrin der lægger op til dramatiske højdepunkter.

Et lystigt skuespil med tydelig handling. En klasse har valgt morsomme afsnit fra Busters verden af Bjarne Reuter og skrevet dem som en komedie.

Eksempel
Af 6.a’s manuskript af Bjarne Reuters: Busters verden

I omklædningsrummet lokker kammeraterne Buster til at lege orangutang. Buster forsøger at ligne en orangutang ved at krumme sig og lade armene hænge. Han går rundt og springer pludselig på Verner og så går den vilde jagt.

Buster (som abe): Mig King Kong. Mig ligne Olsen.

Gymnastiklærer Olsen kommer. Kun Buster ser ham ikke. Kammeraterne gyser. Ikke af aben som Buster tror.

Buster: Mig stor abe. Mig ha hår på brystet. Mig ha skolens største tissemand. Mig hedde Abe Olsen… mig. …mig

Buster og Olsen ser på hinanden.

Olsen: Skal vi nu til det igen? Få så det viskelæder ud og kom i tøjet.
Buster: (spytter viskelæderet ud) pst.
Olsen: Og når du er færdig så kan du lige ta og svabre inde i bruseren.
Buster (forurettet): Jamen det var også mig sidste gang.
Olsen: Rigtigt Buster Oregon Mortensen. Og hvad var det for et dyr du var sidste gang. Lad mig se…
Buster: Det var en hyæne, Olsen.
Olsen: Det er sandt Buster, en hyæne, ja , men husk nu gulvet ikke?

Realistisk drama

Forløbet i et realistisk drama er hverdagsagtigt, personerne er almindelige mennesker og dramaet foregår i kendte omgivelser. Det realistiske drama er meget almindeligt i både teater og film hvor der berettes om forskellige problemer i personlige skæbner.

  • Rummet: den kendte verden
  • Figurerne: hverdagens personer
  • Forløbet: handling der lægger op til at demonstrere problemstilling og give en slags svar.

Et skuespil med tydelig handling der ønsker at sætte hverdagens problemer til debat. Her er det en klasse der har skrevet et stykke om mobning.

Eksempel
Dramastykke af femte c om mobning

(Tre piger står i skolegården og snakker om Lone der har pjækket i en uge.)
Charlotte: Hun har også altid været så mærkelig. Kan I huske til min fødselsdag? Tænk at give mig en gammel cd som hun ikke gad have mere.
Tina: Ja og i femte skulle jeg absolut sidde ved siden af hende. Hun kikkede hele tiden efter mine stykker og til sidst fik jeg min mor til at ringe til Birgit og sige at jeg ikke ville sidde ved siden af hende.
Charlotte: Ja og hendes tøj passer slet ikke til vores klasse. Det er gammeldags og med garanti genbrugs.
Rikke (stille): Ja og hvor har I travlt!!
Charlotte: Hvad mener du med det?
Rikke: Jamen kan I da slet ikke forstå at vi alle sammen har været med til at jage hende ud af klassen?
Charlotte (meget forurettet): Prøv lige at forklare dig lidt nærmere.
Rikke: Åh det er lige meget. Du fatter ingenting og hvis man siger dig imod bliver du mobset. Og nu går jeg.
Charlotte (holder fast I Rikke): Næh stop. Så nemt slipper du ikke!! Hvad siger du Tina? Tina (usikker henvendt til Rikke): Øh jeg synes ikke du kan tillade dig at sige sådan noget sludder.
Rikke prøver at rive sig løs, men de holder godt fast i hende og de kommer op at slås. Råben og skrigen.
Gårdvagt: Hør hvad foregår her?…

Eventyrligt og fantastisk drama

Det eventyrlige og fantastiske drama handler om den evige kamp mellem det gode og det onde. Eventyr og fantastiske fortællinger findes i teater, film, radio og i computerspil.

  • Rum: eventyrligt opbygget rum
  • Figurer: mennesker og eventyrlige figurer som namuher, guder, trolde, onde og gode.
  • Forløb: bygge handling op mod det endelige opgør mellem det gode og det onde

"Fanget i den omvendte verden" af Thorstein Thomsen foregår på en fjern planet med mærkeligt udseende væsener der opfatter de tre børn som dumme og nogen de blot kan bruge til deres underholdning. Vi holder selvfølgelig med de tre børn, men må dog tænke på hvordan vi selv er som mennesker, før de slipper fri og kommer tilbage til Jorden.

Eksempel
Af 6. b’s dramatisering af Thorstein Thomsens novelle "Fanget i den omvendte verden"

Fanget i den omvendte verden (Tre børn fra et børnehjem er udpeget til at være de første der skal besøge planeten Droj. De bliver modtaget af to drojboere, Ea og Yu. De ligner mennesker, men er højere og tyndere. Rummet de føres ind i er mørkt og rundt. 2o namuher sidder rundt om et bord. De er klædt i særke i smukke farver og bærer smykker på armen, fingre og hals.)

Førernamuhen: Hvad er det for noget I kommer slæbende med?
Ea: Vores højreplanet Jorden har sendt os nogle nye dyr. De er lidt mere indviklede end de sidste. Men jeg tror vi kan få lidt sjov ud af dem.

Namuherne klapper i hænderne.

En namuh råber: Lad os se hvad de kan. Få dem til at danse, at springe, at snakke, at hinke.
Annette (overrasket): Jamen sendte I ikke bud efter os fordi I ville vise os jeres planet og være venner med jordboerne?
Namuherne skriger af grin: Venner med jordboere? HAHAHA.
Yu (til Eva): I er meget dummere end os. I kan ikke lære os noget.
Førernamuhen: Men vi keder os. Det var derfor Yu fik lov at sende bud efter noget vi kan underholde os med…