Bogen i middelalderen
I selve sin form adskiller den moderne bog sig ikke fra den middelalderlige bog. Lige siden senantikken (3.-4. årh. e. Kr.) har bogen i Europa haft samme form som i dag: Et antal blade hæftet sammen i ryggen og omsluttet af et bogbind, som i middelalderen gerne bestod af et par træplader. Codex-formen, som den kaldes, blev almindelig i Romerriget i løbet af 3.-4. årh e. Kr.
Det er ikke svært at forstå hvorfor bogen i sin codex-form har beholdt sin popularitet gennem så mange århundreder. Den er let at håndtere, let at slå op i, let at transportere, og bladene ligger godt beskyttet af bindet.
Sammen med kristendommen blev bogen udbredt fra middelhavsområdet til resten af Europa i den tidlige middelalder. Langt de fleste bøger blev produceret i klostrenes skriptorier, "skriveværksteder", frem til 11-1200-tallet. Det drejede sig hovedsageligt om bibelske tekster og tekster til brug ved gudstjenesten. Sproget var latin, og alfabetet var det romerske, som vi også bruger i dag. De hedenske, romerske forfattere – såsom Cicero, Sallust og Vergil – var også populær læsning. Deres værker blev afskrevet igen og igen rundt om i klostrenes skriptorier.
Den middelalderlige bog var en kostbar genstand. Den var resultatet af en lang og tålmodig arbejdsproces. Dens blade var af pergament, dvs. bearbejdet dyreskind, som oftest fra køer og får. Blækket blev, i sin almindelige sorte form, fremstillet af sod og gallussyre (fra galæbler). Skriften varierede alt efter lokalitet og periode (se eksempler her). Mange middelalderlige bøger blev forsynet med farverige illustrationer – vandfarve eller dækfarve og af og til ligefrem bladguld.
I den senere del af middelalderen fandt en række forandringer sted i bogproduktionen. Samfundet blev mere og mere afhængigt af skrift – til handel, administration, universitetsstudier m.m. Bøger blev i stigende grad også produceret i skriptorier uden for klostrene. Papiret – en opfindelse der stammer fra Kina – vandt udbredelse. Det var lavet af klude, og derfor var det langt billigere at producere end pergament. Men pergament var stadig det foretrukne materiale til egentlige bøger.
Samtidig begyndte man også at skrive på folkesprogene – italiensk, fransk, tysk o.s.v. Også dansksprogede bøger kender vi fra middelalderen, bl.a. lovbøger og lægebøger (f.eks. Henrik Harpestrengs urtebog). En enestående prosalitteratur på norrønt ("oldnordisk") blev til på Island i 12-1300-tallet. Blandt Det Kongelige Biblioteks skatte er således Morkinskinna, skrevet på Island omkring 1275.
Det Kongelige Bibliotek ejer en betydelig samling af middelalderlige bøger. De stammer hovedsageligt fra det centrale og det sydlige Europa. En del af dem kan ses i deres helhed online.
Der er ikke bevaret mange middelalderlige bøger fra Danmark og de øvrige nordiske lande. De mange håndskrevne bøger der blev produceret i Norden eller importeret hertil, er siden gået til grunde. Men enkeltblade er alligevel bevaret rundt omkring, ofte fordi de har tjent til forstærkning af bogbindet i andre bøger i 14- og 1500-tallet. Nogle af Det Kongelige Biblioteks store skatte er netop sådanne små brudstykker – fragmenter – af middelalderlige bøger (se Angers-fragmentet af Saxos Danmarkshistorie og Fingerguld-officiet fra Trondhjem). Gennem bevarede fragmenter kan vi lære meget om middelalderens bogkultur i Norden, og en systematisk kortlægning af det store fragmentmateriale finder bl.a. sted i Sverige og Finland. Også Det Kongelige Biblioteks samling af latinsprogede fragmenter af middelalderlige bøger er tilgængelig online.
