Da kvinder fik adgang til universitetet

Nielsine Nielsen (1850-1916) fra Svendborg var egentligt uddannet lærerinde. Men da hun hørte historier om kvindelige læger fra udlandet, blev hun inspireret. Hun ville også studere til læge. Der var bare ét problem: på det tidspunkt, kunne kvinder ikke gå på universitetet i Danmark.

Derfor skrev hun i 1874 til Kirke- og Undervisningsministeriet og bad om, at få lov til at blive optaget på lægestudiet. 

Ministeriet var positivt indstillet overfor at åbne universitetets døre for kvinder. De sendte forslaget i høring på de forskellige fakulteter. Universitetet som helhed reagerede positivt. Det gav i 1875 anledning til kong Christian d. 9.s anordning om at åbne akademia for kvinder.

Det betød, at kvinder nu kunne aflægge eksamen i alle fag, bortset fra teologi, på Københavns Universitet.

For at blive optaget på universitetet krævedes der, ligesom i dag, en studentereksamen. Der var bare lige det problem, at kvinder i 1875 ikke havde adgang til offentlige gymnasier. Det fik de først i 1903. I stedet måtte de selv læse op til studentereksamen eller søge ind på en af de få pigeskoler - f.eks. Natalie Zahles, som fra 1877 tilbød en gymnasieuddannelse.

Kvinderne fik heller ikke adgang til at søge universitetets legater eller adgang til kollegierne. Og de havde ingen ret til at bruge deres eksamen efterfølgende på det offentlige arbejdsmarked. Det fik de først i 1921. 

Der var også enkelte universitetsprofessorer fra medicin og teologi, som var meget kritiske og deciderede modstandere af kvinder i akademia.

En af dem var læge og professor Mathias Saxtorph, som synes, at det overskred al anstændighed og moral med kvindelige læger. I sin mindretalsudtalelse skrev han bl.a.:

Men hvad der navnlig maa opfordre mig til af al Magt at modarbejde Kvinders Indtrængen imellem de medicinske studerende, er Hensynet til disse og den almindelige Sømmelighedsfølelse. En Kvinde, der i den Grad kan tilsidesætte enhver Følelse af Anstændighed og Blufærdighed, at hun kan ønske sammen med de studerende at overvære Forelæsninger over det mandlige Legemes Anatomi og Sygdomme, og at hun kan have Lyst til at undersøge og behandle Mandens kirurgiske og syfilitiske Sygdomme paa de respektive Hospitalsafdelinger, kan af de studerende kun betragtes med Modbydelighed og Væmmelse.

En anden var dekanen for det teologiske fakultet Henrik Scharling. Han mente ikke, at kvinder havde noget at bidrage med i akademia, hverken nu eller i fremtiden:

Hvad angaaer Sagen i sin Almindelighed, at aabne Qvinderne Adgang til Universitetets Forelæsninger og Examiner, da nære vi ingen Tillid til, at derved skulde opnaaes betydeligt Udbytte, enten til Videnskabens Fremme, Menneskehedens aandelige Udvikling eller nogen virkelig Forbedring i Qvindens Kaar.

Kvindens primære opgave burde, ifølge ham, forsat være at tage hånd om det reproduktive arbejde i familien som mor og hustru. En opgave, som var uforenelig med at spille en rolle i det offentlige liv uden for hjemmets fire vægge:

Jo mere Qvinden drages bort fra Familien til en udadvendt Virksomhed, des mere vil Familielivet svækkes og opløses, og det Tab, som herved tilføies Samfundet, vil være ligesaa uberegneligt som uerstatteligt.

Bekymringerne og indvendingerne til trods, kunne Nielsine Nielsen lade sig indskrive på universitetet i 1877 efter at være gået op til studentereksamen som privatist. 8 år efter afsluttede hun sin medicinske embedseksamen. Hun blev dermed den første kvindelige akademiker og første kvindelige læge i Danmark.

Gå på opdagelse i historierne om de første kvindelige studerende: