Kirstine Meyer

Kirstine Meyer (1861-1941) tog i 1892, som 31-årig, tog en magisterkonferens i fysik. Umiddelbart efter blev hun ansat på Natalie Zahles skole som lærer i naturlære. Senere, i 1900, blev hun ansat på veninden Hanna Adlers skole.

Sideløbende med fysikundervisningen, udarbejdede hun disputatsen ”Temperaturbegrebets udvikling gennem tiderne: samt dets sammenhæng med vexlende forestillinger om varmens natur”. 

Ved det officielle disputatsforsvar maj 1909, var avisen Dagens Nyheders journalist på pletten og hans efterfølgende omtale i avisen var fuld af lovord:

Som man kunde vente, sporedes der da heller ikke ved Disputatsen den ringeste Nervøsitet hos Præses [dvs. eksaminanden]. (…) Af Opponenterne fremhævede Professor Ellinger, at Fru Meyers Afhandling drejede sig om et interessant Problem, der var behandlet med overlegen Dygtighed og vilde vække Opmærksomhed ikke blot blandt vore egne Fysikere, men ogsaa udenfor vort Lands Grænser.

Men trods disputatsen, som gjorde hende til den første danske kvindelige dr.phil. i naturvidenskab, var der ingen stilling til hende på universitetet. Hun måtte i stedet fortsatte sin forskning på egen hånd ved siden af sin lærergerning. Hun grundlagde bl.a. ”Fysisk Tidsskrift” og publicerede en række afhandlinger om astronomen Ole Rømer.

Meyer var også optaget af de nye pædagogiske strømninger, som flyttede fokus fra udenadslære og terperi til elevøvelser og fysikeksperimenter. I den forbindelse udgav hun i 1902 også undervisningsbogen ”Lille Naturlære”, som var beregnet til elever på 12-14 år. Bogen kom i mange oplag – det sidste i 1930.

Først i 1928 – tyve år efter disputatsen – blev hun formand for censorerne ved matematikstudiet på Københavns Universitet. 

Kirstine Meyer havde taget en studentereksamen i 1885, og samme år var hun blevet gift med matematikeren Adolph Meyer. De fik sønnen Johannes, som Kirstine Meyer fik forsøgeransvaret for, da ægtefællen døde kun 42 år gammel i 1896.