Karen Harrekilde-Petersen

Dansk Kvindesamfund og en række husholdningsorganisationer havde siden starten af 1900-tallet kæmpet for oprettelsen af en videnskabelig husholdningsuddannelse.

Idéen var, at der skulle være en uddannelse, der kunne sammenlignes med Veterinær- og Landbohøjskolens uddannelsesprogrammer. Hvorfor skulle mænd lære mere om at sikre husdyrenes trivsel, end kvinder skulle om menneskers ernæring og sundhed?

Karen Harrekilde-Petersen (1902-1986) uddannede sig fra 1924 ved Ankerhus Husholdningsseminarium, tog eksamen i 1926 og blev herefter konsulent i De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger. 

I 1929 rejste hun over Atlanten for at efteruddanne sig ved en række canadiske og amerikanske universiteter. I 1936 blev hun ansat ved det nyoprettede Statens Husholdningsråd, og deltog i de følgende år i opbygningen heraf.

I de første årtier var alle forslag om en videnskabelig husholdningsuddannelse blevet afvist af både Landbrugsministeriet og Uddannelsesministeriet. Men I 1920’erne opstod idéen om, at oprette uddannelsen på det nye universitet i Aarhus. Så, på trods af, at en kontorchef i Landbrugsministeriet i 1933 argumenterede for, at det “ikke vil være i Aarhus Universitets Interesse at indtage en saadan ‘Dødvægt’,” åbnede kurset i 1945. 

Karen Harrekilde-Petersen blev udnævnt til inspektør for det nyetablerede Specialkursus i Husholdning ved Aarhus Universitet.

Som inspektør ledte Karen Harrekilde-Petersen den praktiske opbygning og udvikling af husøkonomiuddannelsen og under hende blev husøkonomi etableret som en videnskabeligt orienteret uddannelse. 

Fysisk og mikrobiologi fyldte på skemaet, som en studerende på kursets første hold beskrev i Aarhus Stifttidende i 1946: "hver Dag kom vi paa Universitetet. Vi hørte Forelæsninger og arbejdede i Laboratorierne og lærte her nogle af Naturens Hemmeligheder at kende.” Som det første af sin slags i Norden blev kurset søgt af kvinder fra alle de skandinaviske lande, der ønskede at forbedrede deres jobmuligheder.  

Husøkonomi blev dog ikke i første omgang anerkendt som en akademisk disciplin. Frem for en toårig kandidatuddannelse, som Dansk Kvindesamfund havde foreslået, blev uddannelsen udformet som tre separate fem-måneders kurser. Og selvom undervisningen foregik med undervisere fra universitetet og på universitets campus, blev deltagerne blev ikke anerkendt som universitetsstuderende og fik heller ikke mulighed for at afslutte studiet med en afgangseksamen.