Det Kgl. Biblioteks styringsgrundlag
Det Kgl. Bibliotek og Kulturministeriet har fastlagt styringsgrundlag for biblioteket fra 2025. Styringsgrundlaget fastlægger kerneopgaver, hovedformål og lovgrundlag for bibliotekets virksomhed.
Foto: iStock
Det Kgl. Biblioteks kerneopgaver er:
- Digital materialeforvaltning
- Fysisk materialeforvaltning
- Biblioteksservice
- Kulturformidling og forskning
Inden for kerneopgaverne har Det Kgl. Bibliotek følgende hovedformål:
- Som nationalbibliotek indsamler, bevarer, tilgængeliggør og formidler Det Kgl. Bibliotek kulturarv i form af tekst, billeder og lyd i både fysisk og digital form.
- Som overcentral for de danske folkebiblioteker supplerer Det Kgl. Bibliotek folkebibliotekernes servicetilbud til borgerne bl.a. ved at stille materialer til rådighed og ved at formidle lån fra ind- og udland.
- Som universitetsbibliotek leverer Det Kgl. Bibliotek service, der understøtter forskning og undervisning på Aarhus Universitet, Københavns Universitet, IT-Universitetet og Roskilde Universitet. Biblioteket stiller bibliotekssystem til rådighed for en række universiteter samt andre uddannelses- og forskningsinstitutioner i Danmark.
- Som bibliotek for personer med syns- og læsevanskeligheder leveres landsdækkende service for blinde, svagtseende, ordblinde og andre med læsehandicap.
- Som kultur- og forskningsinstitution øger Det Kgl. Bibliotek kendskabet til kulturarven.
- Som led heri indkøber og administrerer Det Kgl. Bibliotek licensadgange til elektroniske tidsskrifter, artikler, databaser, e-bøger mv. for forsknings- og uddannelsesinstitutioner samt andre offentlige institutioner i Danmark.
- Endelig leverer Det Kgl. Bibliotek sikringsydelser, herunder sikringsrådgivning og kontrolcentralfunktion, til andre kulturarvsinstitutioner.
Der er opstillet varige nøgletal for bibliotekets kerneopgaver. Der er herudover opstillet midlertidige nøgletal for øremærket bevilling til Søgbart arkiv med DR's programmer samt udviklingsmål for Det Kgl. Biblioteks Nota-service for 2025 og 2026.