Forfatter Herman Bang poserer på seng
Peter Elfelt

Herman Bang

Livet igennem balancerede Bang mellem sit indre følelsesliv og kunstneriske virke. De to poler havde en positiv-negativ virkning på hinanden, der resulterede i store litterære værker og livskvaler.

Herman Bang (1857-1912) blev kendt i sin samtid som selviscenesættende forfatter og storbylaps. Opmærksomheden omkring hans flamboyante livsstil var en balanceakt, da hans slet skjulte homoseksualitet også blev hængt ud i dagbladenes grumme karikaturtegninger. Han måtte flere gange flygte fra sin egen rolle som berømt og berygtet.

Selv følte han livet igennem, at hans seksualitet var en brist i hans karakter - helt på linje med datidens syn på homoseksualitet som en sygdom, der burde behandles på landets sindssygehospitaler.

Forfatter Herman Bang poserer til billede
Bang var meget bevidst om fotografiets magt og fik lavet visitkortfotografier med sit portræt til salg i boghandlerne. Livet igennem gik han ofte til fotografen og vidste præcis, hvordan han ville posere. Her gør den unge Bang i 1885 indtryk med sit intense blik, silkeklud og den stilfulde beklædning. Se flere portrætter af Bang i Digitale Samlinger. Foto: Christensen og Morange, Kbh.

S. P. Christensen & E. M. Morange

Alsidig forfatter med blik for livets skyggesider  

Bangs omfattende forfatterskab tæller flere novellesamlinger så som ”Stille eksistenser”, hvori ”Ved Vejen” (1886) optræder, samt store romaner som ”Tine” (1889) der udspiller sig under krigen i 1864. Netop de stille eksistenser interesserede Bang sig for, og han kunne med stor ømhed og indlevelse beskrive sine karakterers psykologiske udvikling. Hans særlige stil klipper nærmest filmisk mellem forskellige scener og replikker, og med meget få ord kan han udfolde store tragedier i de menneskelige relationer.   

Bang havde også en meget aktiv reportagevirksomhed. I Nationaltidende, tidens konservative avis, rapporterede han fra livet på sine mange europarejser og fra storbyen København – både den skiftende mode som han gik op i med liv og sjæl, men også om sociale grupper der ellers ikke var i fokus blandt borgerskabet. Sociale grupper som sypigerne og fattigfolket i baggårdene. I sine artikler inddrog han både sig selv og sine læsere, og med sin skrivestil var han med til at grundlægge den moderne journalistik.

Gennem sine beretninger tumlede Bang desuden med sine egne erfaringer og identitet sådan, som han beskrev det i 1884, "at jeg ofte, naar jeg skrev om de Andre, egentlig skrev om mig selv. Det var mine Haab, naar jeg skrev om en Fremmeds, det var saa tit min Sorg, som jeg klædte i en Andens. Paa dette Sted har jeg ofte talt om min første Ungdoms dyreste Tab og den skjulteste Lykke." ("Vekslende Themaer" 30. marts 1884). Læs mere i Mediestream.  

Den ulykkelige kærlighed ved teatret  

Bang ville være skuespiller i sin ungdom og havde livet igennem et lidenskabeligt forhold til teatret - både som anmelder, men især også som manuskriptforfatter, instruktør og iscenesætter. 

På én af Bangs utallige udenlandsrejser, der ledte ham til teatermiljøet i Meiningen i Tyskland, mødte han den tyske skuespiller Max Eisfeld  (1863-1935) og sammen med ham fik han en kort, lykkelig tid. De digte, han skrev i årene omkring 1886, emmer af kærlighed, men også af sorgen over, at forholdet brast. Læs for eksempel digtet “aldrig mer”.

Men én Nat
forvirrede Strømmens Løb,
Bredden brød.
To blev af én,
der Vej sig brød
to Grene
af én Strøm.
 
Skilte de blev.
 
Og aldrig kan de samles,
selv om de længes.
Deres Vej maa de gaa.
Den ene vil ha’e Slud,
naar den anden kender Sol;
og den ene har Graat
naar den andens Himmel er blaa.

Parret blev angivet, da de boede sammen i Prag, og afhørt af politiet til Bangs store frustration. I tiden var det mere almindeligt, at  to kvinder boede sammen end to mænd, og der var fokus på Bang hos de udenlandske myndigheder. Det var ikke kun Bangs seksualitet, der var under mistanke, men også det faktum, at han havde skrevet en kontroversiel artikel om den tyske kejser og var rejst fra adskillige regninger grundet sin miserable økonomiske situation. Læs Bangs brev fra 1886 hjem til vennen Emil Jonas, hvor han beskriver sin forfærdelse ved at blive antastet af politiet sammen med Max.

Bang havde som moderigtig storbylaps, “flanør”, også øje for selviscenesættelse og dramatik. På sine populære oplæsningsture rejste han Danmark tyndt og læste dramatisk op af sine tekster som en moderne performance. Altid uhyre velklædt. Bang foldede sig ud i Paris ved teatret og senere som sceneinstruktør ved Folketeatret i København, hvor han forelskede sig ulykkeligt i den 20 år yngre skuespiller Frederik Boesen (1877-1931), som han kærligt kaldte “Fritz”.

Karikaturtegning af forfatter Herman Bang i kjole
Karikatur af Herman Bang i dametøj fra avis af ukendt tegner, ca. 1900.

Ophav ukendt

Samtidens afstandtagen  

Forfatterkollegerne hjemme i Danmark lagde ikke fingre imellem i kritikken af Bangs person og homoseksualitet. Bangs første, delvist selvbiografiske roman ”Haabløse Slægter” (1880) blev beslaglagt som “usædelig”, på grund af det kontroversielle forhold mellem den purunge hovedperson og hans fars tidligere elskerinde. Bangs rygte fik andre forfattere til at tage afstand fra ham tidligt i hans karriere.

Den anerkendte fortaler for det moderne gennembruds litteratur, Georg Brandes (1842-1927), mente, at Bang var i besiddelse af en ”middelmådig fruentimmer forstand” (Morgenbladet, 1. august 1883), og dagbladene karikerede og latterliggjorde Bangs excentriske opførsel og unikke karakter og gav ham øgenavne som ”Frøken Hermine Bang” og ”Herman Pjank”. 

Ofte følte Bang sig nødsaget til at flygte ud af landet, og da “Den store Sædelighedssag” i årerne 1906-07 udfoldede sig i København, kom den homoseksuelle subkultur i søgelyset. Ved samme lejlighed angreb forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950) Bang i Politiken med følgende vendinger, “En meget kendt Forfatter, der i øvrigt foruden at være abnorm ogsaa har vist Talent, er naaet til i disse sidste Dage at staa frem og snakke om Landets Forsvar? Staklen, der næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand, lider formodentlig i Øjeblikket af platonisk Kærlighed til en Løjtnant”.

Bang forlod Danmark dybt såret over den offentlige hetz og myndighedernes klapjagt. Han skrev i et brev til sin ven Christian Houmark, at man i landet havde fået for vane at mishandle ham – og at han ikke troede på, at samfundet ville ændre sig.

Jeg vil foretrække enhver Løsning for den at blive her i Landet, hvor mit Liv i tredive Aar har været en ustanset Kamp mod Smæderiet og tilsist mod Forsmædelsen....

Bang blev desuden forhørt i forbindelse med efterforskningen og risikerede straf, såfremt myndighederne kunne finde beviser for hans homoseksualitet.   

Livet igennem anså Bang, der var inspireret af darwinismens idé om arternes udvikling, sin seksualitet som en art degenerering. Med sin litteratur søgte han sin egen plads i livet med blik for ulykkelige skæbner og afvisningens smerte, sådan som han også selv oplevede det.   

tekster.kb.dk kan du læse flere af Bangs romaner og andre tekster.

Voksfigur af Herman Bang i Skandinavisk Panoptikon
Fra Panoptikon. 1880'ernes underholdningsbranche bestod blandt andet af ”Panoptikon”, hvor nysgerrige sjæle kunne komme tæt på Københavns forfatterscene i form af voksfigurer – blandt andet Herman Bang. Han ses i en nonchalant positur bagerst i lokalet. Sceneriet var fra Cafe Stephan a Porta, der med sin placering over for det Kongelige Teater tiltrak mange af datidens kendisser.

Bertel Christian Budtz Müller