Judaistisk Samling - en kort historik

Det kan ikke med sikkerhed siges, hvilken af Judaistisk Samlings bøger, som var den første som blev erhvervet af Det Kongelige Bibliotek, men det var sandsynligvis et håndskrift eller tryk med den hebraiske Bibel. Reformationens interesse for den bibelske tekst, sammen med renæssancens humanistiske sprogstudier, gjorde igennem 1500- og 1600-tallene at en hver fyrste med ambitioner måtte have de fornødne bøger i sin reol, og hvis de oven i købet var smukke illuminerede håndskrifter af middelalderlig oprindelse, var det kun en fordel. I 1700-tallet erhvervede Det Kongelige Bibliotek (indtil 1793 den kongelige privatsamling) flere smukke hebraiske håndskrifter, der blev bragt til København i 1760'erne i forbindelse med " Den arabiske rejse" (også kendt som Carsten Niebuhr-ekspeditionen). Oplysningstidens interesse for andre kulturer og religioner, samt den videnskabelige tilgang i løbet af 1800-talet til den hebraiske bibel, jødedommen og den jødiske historie, medvirkede også til erhvervelsen af bøger på forskellige sprog om jødisk religion og kultur.

I 1932 erhvervede Det Kongelige Bibliotek fhv. overrabbiner, professor David Simonsens bogsamling, i alt ca. 45.000 bind. Ud af dem skønnes ca. 20.000 at i dag indgå i det som efter Anden Verdenskrig blev udskilt som Judaistisk Samling (i en periode også en sjælvstændig organisatorisk enhed, Judaistisk Afdeling); af de resterende bøger ingår mange i andre af bibliotekets samlinger (primært de Udenlandske samlinger og Orientalsk Samling). Også David Simonsens Arkiv, med korrepondance og andre dokumenter, indgik i erhvervelsen, og er en af Judaistisk Samlings vigtigste særsamlinger.

Judaistisk Samlings skæbne under Anden Verdenskrig - den at ikke blive ødelagt af hverken bomber eller den nazistiske besættelsesmagt - er en af de ting som gør, at den i et europæiskt perspektiv er meget interessant. Redningen af de danske jøder bidrog også til at sætte fokus på Det Kongelige Biblioteks judaica- og hebraicasamlinger. Flere særsamlinger blev igennem de første årtier efter krigen doneret eller tilbudt som salg, bl. a. som tak for det danske folks indsats i forbindelse med redningen af danske jøder til Sverige i oktober 1943. Blandt de samlinger som tilgik biblioteket i disse årtier kan nævnes dem fra Lazarus Goldschmidt (hebraica mm. 1949), Shea Tenenbaum (jiddisch) og Israel London (jiddisch, 1974). Også danske samlinger af jiddisch tilgik biblioteket, bl. a. gennem køb fra S. Beilin (1959) og som gave, f. eks. Det jiddische bibliotek (יידישער ארבייטער לעזע-זאל אין קאפענהאגען), erhvervet i 1967.

Med indvielsen af Den Sorte Diamant (1999), står en læsesal (tidl. Center for Orientalia og Judaica, nu Læsesal E-Vest), hvor referenceværker etc. er tilgængelige, til rådighed for Judaistisk Samlings brugere. I øvrigt står hele den Judaistiske Samlings materialer opstillet i lukkede magasiner.

Tilbage til Judaistisk Samlings hovedside