David Simonsen: rabbiner, forsker, bogsamler og filantrop

Baggrund, samlinger og betydning for Judaistisk Samling

David og Cora Simonsen (1932)

Overrabbiner og professor David Simonsen (1853-1932), hvis bogsamling og arkiv blev erhvervet af Det kongelige Bibliotek i 1932, var igennem mere end tres år en central skikkelse i det københavnske jødiske miljø.

Hans bogsamling, med dens ca. 25.000 trykte bind - på hebraisk, jiddisch og vesterlandske sprog - vedrørende jødiske emner, blev kompletteret af en samling af tidsskrifter, omfattende ca. 500 titler. Enkelte titler haves kun i få eksemplarer på verdensplan - det, at samlingen ikke led skade under anden verdenskrig, gør den, ud fra et europæisk perspektiv, sjælden som fænomen. David Simonsens bøger og tidsskrifter udgør grundpillen i Judaistisk Samling, og de er alle søgbare i REX.

Ud over de trykte værker, indeholdt David Simonsens samlinger også en håndskriftssamling omfattende ca. 190 håndskrifter.  De værker, som indgår i denne samling, dækker 15 sprog og 20 ophavslande, og er alle tilgængelige i digitale faksimile-udgaver (David Simonsens Håndskrifter). For mere om samlingen og de digitale udgaver, se David Simonsens Håndskrifter - en introduktion.

David Simonsens Arkiv afspejler hans position, ikke kun i det danske kulturliv, men også i den internationale forskningsverden. Hans omfattende korrespondance med rabbinerkolleger viser hans brede kontaktflade med den religiøse og politiske udvikling, og hans videnskabelige korrespondance giver et godt indblik i den videnskabelige debat inden for studiet af jødedommen, islam og kristendommen fra slutningen af 1870'erne indtil hans død i 1932. Hans omfattende filantropiske virksomhed i ind- og udland har også sat sig tydelige spor i arkivet, hvor både hjælpeorganisationers og enkelte, "almindelige" menneskers behov tydeligvis har optaget ham. Brevene vil successivt blive gjort tilgængelige som digitale faksimileudgaver (med start i april 2011); for de endnu ikke udgivne dele er Korrespondentlisten (2006) er foreløbig den bedste mulighed for søgning.

Til sidst: det billede, hvoraf et udsnit kan ses øverst på denne side, kan her ses i sin helhed (PDF).