Judaistisk Samling

Forfatter: Eva-Maria Jansson

Nationalbibliotekets Judaistisk Samling omfatter hovedsageligt håndskrifter og trykte bøger på hebraisk og jiddisch, og i mindre omfang på ladino, judaeo-arabisk og andre jødiske sprog. Samlingerne dækker primært religion, historie, kulturhistorie og sprog i vid forstand. Derudover indgår en mindre samling bøger og tidsskrifter på vesterlandske sprog, trykt før 1950. Generelt kan håndskrifter og værker trykt før 1950 kun bestilles til brug på læsesal. Med undtagelse for referenceværker, er alle bøger opstillet i lukkede magasiner. Bøger på dansk (uanset trykår) og de øvrige bøger på vesterlandske sprog (trykt efter 1950) tilhører bibliotekets øvrige samlinger. 

Hele den judaistiske samling (apr. 2010: ca. 36.000 katalogposter) er registreret i Det Kongelige Biblioteks fælles online-katalog REX,  og skal derfor søges og bestilles elektronisk. Samtlige bøger kan søges i transskription; store dele af samlingen også ved brug af originaltegn. Det sidstnævnte gælder bøger på hebraisk og jiddisch trykt før 1950 eller efter 2003; der er dog enkelte undtagelser, primært bøger opstillet i referencesamlinger.  Håndskrifter og inkunabler skal bestilles ved personlig henvendelse. 

Af nyudgivelser erhverves primært originaltekster og andet kildemateriale på hebraisk og jiddisch - i tryk og som elekroniske udgivelser - og i oversættelse til vesterlandske sprog (primært engelsk),  samt videnskabelig litteratur på hebraisk og jiddisch, med hovedvægten på religion, historie og kulturhistorie i videste forstand. Kildeteksterne er normalt opstillet som referenceværker på Læsesal E-Vest, mens øvrige nyerhvervelser normalt er tilgængelige som hjemlån.