Bhutan

Nationalbibliotekets Orientalsk og Judaistisk Afdeling har siden 1996 samarbejdet med Nationalbiblioteket i Bhutan, i The Twinning Library Project finansieret af DANIDA under ENRECA programmet. Dette samarbejde styrker Nationalbiblioteket i Bhutan og opkvalificerer dets personale med henblik på bevaring af landets litterære kulturarv og tilgængeliggørelse af denne til gavn for forskning i landets historie, religion og kultur, både i og udenfor Bhutan.

Bhutan besidder en enestående rig kulturarv af skriftlige kilder, som aldrig tidligere er blevet registreret, dokumenteret og studeret. Disse kilder befinder sig i arkiver, fjerntliggende klostre, distriktshovedkvarterer og private samlinger. Projektet har som mål at understøtte de bhutanesiske forskere i uafhængigt og kompetent at forestå indsamling, mikrofilmning, digitalisering, katalogisering og konservering af disse omfattende samlinger. En hovedindsats har været udviklingen og installeringen af et helt nyt videnskabeligt klassifikationssystem med tilhørende database (UNESCO).