Det Kongelige Bibliotek, Nationalbibliotek og Københavns Universitetsbibliotek Servicedeklaration


Indledning
1. Indmeldelse, vejledning og undervisning
2. Adgang og faciliteter
3. Bibliotekets ydelser
4. Boganskaffelser
5. Henvendelser til biblioteket
6. Brugernes forpligtelser
7. Privatlivspolitik
8. Kontakten mellem biblioteket og brugeren

Denne servicedeklaration har til formål at præsentere den service og det kvalitetsniveau, som du kan forvente af Det Kongelige Bibliotek og dets medarbejdere angående udlån, læsefaciliteter og faglig betjening.

Kommentarer og forslag, som kan forbedre vore kvalitetsmål, er velkomne på Ros eller Ris.
Se også Klare Mål for Det Kongelige Bibliotek.

Indledning

Det Kongelige Bibliotek har 4 adresser :

  • Københavns Universitetsbibliotek Syd (Humaniora) Njalsgade 80, 2300 København S
  • Københavns Universitetsbibliotek City (Samfundsvidenskab og jura) Fiolstræde 1, 1171 København K
  • Københavns Universitetsbibliotek City (Diamanten) Udlån, Læsesal Øst og Læsesal Nord, Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K
  • Københavns Universitetsbibliotek Nord (Sundhed og naturvidenskab) Nørre Alle 49, 2200 København N

1. Indmeldelse, vejledning og undervisning

Indmeldelse som låner sker på  www.kb.dk via link, "Ny låner".
Når du melder dig ind som låner i REX, skal du vælge en PIN-kode, som du skal huske.
Via "Log på" til REX er der adgang til "Lånerstatus", som er din personligeside med oplysninger om lån, reservationer m.m. Tilmelder du dig e-mail service får dubesked, når bestilte bøger er klar.

Vejledning
På Det Kongelige Biblioteks web-site skal du altid kunne finde oplysninger om adgang til samlingerne, åbningstider, muligheder for faglig vejledning, kataloger, kurser, lånemuligheder, fotokopieringsservice og faciliteter for handicappede. Endvidere oplyses om trafikforbindelser og parkeringsmuligheder.

De vigtigste oplysninger om bibliotekets service foreligger også i trykte brochurer, der er fremlagt på betjeningsstederne.

Både de trykte vejledninger og vejledningerne på www.kb.dk vil blive revideret mindst to gange årligt.

Undervisning
Hvert år i januar og august offentliggøres et program for introduktionsundervisning og videregående undervisning i brugen af Det Kongelige Bibliotek og online-katalogen REX. I REX finder du "lær-selv vejledninger" om, hvorledes man finder og bestiller bøger.

Lån til ansatte ved institutter ved Københavns Universitet
Hvis du er ansat ved et institut ved Københavns Universitet, har du mulighed for at låne bøger efter universitetsordningen, hvilket bl.a. indebærer at bøgerne bliver leveret til institutadressen.

2. Adgang og faciliteter

Betjeningssteder og øvrige funktioner skal altid være åbne i de annoncerede åbningstider. Hvis de offentliggjorte åbningstider ændres - enten midlertidigt eller permanent - vil der blive givet meddelelse herom senest to måneder forinden på www.kb.dk samt ved opslag på betjeningsstederne. Eneste undtagelse er nødsituationer.Almen skiltning vil blive kontrolleret jævnligt og revideret en gang årligt.Alle læsepladser og pc'er på betjeningsstederne vil normalt være til lånernes disposition i åbningstiden efter bibliotekets nærmere anvisninger.

Faciliteter
På betjeningsstederne og på  www.kb.dk vil der være en oversigt over faciliteter og oplysninger om, hvor bøgerne står. På alle læsesale og centre vil der være en oversigt over håndbogssamlingerne.

Åbningstiderne for serviceydelser, personlig vejledning, udlån og Servicetelefonen er oplyst ved skiltning og på  www.kb.dk. Om sommeren og omkring jul og nytår vil der være kortere åbningstider.

Vi tilstræber, at bibliotekets online-katalog REX er åben døgnet rundt (undtagen natten til søndag).
For at biblioteket og læsesalene kan lukke i henhold til bibliotekets regler, bedes du være opmærksom på at visse servicefunktioner ophører ti minutter før lukketid.
Vi vil jævnligt være i kontakt med relevante handicaporganisationer for at sikre, at bibliotekets faciliteter for handicappede har en tilfredsstillende standard.

3. Bibliotekets ydelser

Personlig betjening og bøger på åbne hylder
På steder med personlig betjening vil du møde erfarne medarbejdere, som har gennemgået relevant undervisning og kurser.

Bøger, der er kommet retur efter udlån, vil være tilbage på hylderne senest 24 timer efter modtagelsen. På læsesale og i centre vil alle bøger, der er fremtaget af lånerne, være på plads senest næste dags formiddag.

Alle faciliteter og maskiner i publikumsområderne vil blive gennemgået dagligt for at sikre, at de er funktionsdygtige. Maskiner, som er i stykker, vil få påsat en meddelelse herom.

Vi vil sikre, at der altid er et tilstrækkeligt lager af papir, toner m.m. til printere og kopimaskiner.

Bestilling af bøger fra andre biblioteker: Når bøger, lånt fra andre biblioteker er ankommet, vil du få besked senest to hverdage efter bogens ankomst.
Forskere og studerende har desuden mulighed for at udnytte "Bøger til døren"- ordningen. Her kan man bestille bogen direkte i de store forskningsbiblioteker via Deff Katalogen i www.deff.dk. Det Kongelige Biblioteks lånere kan bestille direkte i andre forskningsbibliotekers online-kataloger, og andre bibliotekers lånere kan bestille direkte i REX. Herved får man bogen hurtigere, da man sparer ekspeditionstid på bibliotekerne.

Bøger lånt efter ”Bøger til døren” ordningen kan returneres gratis via et af de andre biblioteker, der er med i ordningen.

Nogle ydelser er mod betaling. Det gælder f.eks. fotokopiering, bestilling af fotografier, indlån fra udenlandske biblioteker m.m.

Levering fra magasiner
Når du bestiller en bog i REX oplyses det, hvornår materialet kan forventes at ankomme.

Se leveringstiderne her.

Det vil fremgå af REX, hvis nogle bøger har længere leveringstid.

Bøger ældre end 100 år samt sjældne bøger kan kun benyttes på læsesal. Desuden kan alle bøger fra Danske Samlinger (Nationalsamlingen) også kun benyttes på læsesal.

Hvis en bestilt bog kun kan benyttes på en bestemt læsesal eller ikke er til rådighed som ønsket, skal der ligge besked herom senest på det tidspunkt, hvor bogen er lovet klar til benyttelse. Besked om, at bogen ikke kan leveres som ønsket, vil også indeholde oplysninger om hvor og hvordan du ellers kan benytte bogen.

Det er et kvalitetskrav, at bøger og andre materialer, bestilt fra magasin, skal være fremme til det annoncerede tidspunkt (eller der skal være besked om, hvorfor de ikke er disponible).

Der er fastlagt rutiner, således at brugeren har mindst mulig gene, hvis en ønsket bog ikke kan leveres inden for de fastsatte frister.

Bøger og andre materialer, som er bestilt til udlån, læsesal eller center, vil ligge til afhentning eller benyttelse i 8 dage efter den dato, hvor vi har lovet det klar.

Udlån
Lånetiden for monografier er 1 måned. Hvis bogen er reserveret af anden låner, er lånetiden 14 dage Du skal selv huske at aflevere bøgerne inden lånetidens udløb. Der skal betales gebyr ved for sen aflevering. Eventuelt påløbne gebyrer kan ses i REX under "Lånerstatus" og skal betales i en af udlånsskrankerne.
Inden lånetidens udløb kan du forny lånet i REX i op til tre måneder, med mindre værket er bestilt af en anden låner.

Under "Lånerstatus" i REX kan du også se, hvornår det lånte skal afleveres. Det fremgår af bibliotekets hjemlånsreglement, hvad konsekvenserne af for sen aflevering vil indebære.

Vi bestræber os på at tilrettelægge arbejdet i udlånsskrankerne, således at vi undgår kødannelse.

Bøger, som er udlånt, kan reserveres. Vi sender besked, når bogen er klar til afhentning, eller de bliver tilsendt pr. post.

Elektroniske ressourcer
Biblioteket abonnerer på en meget stor samling elektroniske tidsskrifter og databaser. Desuden digitaliserer biblioteket selv centrale samlinger. De samlinger, som biblioteket selv har digitaliseret er frit tilgængelige over internettet, hvorimod bøger, tidsskrifter og databaser i abonnement normalt kun kan ses fra pc'er på bibliotekets betjeningssteder. Elektroniske ressourcer i abonnement kan normalt også ses fra pc'er på de institutter ved Københavns Universitet, hvor Det Kongelige Bibliotek har er en aftale om adgang.Man kan få en oversigt over de elektroniske ressourcer vis www.kb.dk.
De kan desuden søges i REX.

Takket være en licensaftale har institutansatte og studerende ved de fakulteter, som Københavns Universitetsbibliotek betjener, Fjernadgang til de licensbelagte elektroniske ressourcer, hvilket indebærer, at man kan benytte dem hjemmefra og fra en hvilken som helst anden pc med internetadgang.

Fotokopiering
Der er mulighed for fotokopiering (mod betaling) på alle betjeningsstederne, afstemt med bestemmelserne om ophavsret og hensynet til bevaring. I forbindelse med Læsesal Vest er der mulighed for selvkopiering (mod betaling) i Kopitjenesten i dennes åbningstid.

En gang dagligt vil fotokopimaskinerne blive efterset for at sikre, at de er fuldt funktionsdygtige. Hvert halve år vil kopimaskineudstyret blive evalueret for at sikre, at det lever op til brugernes krav.

Det er endvidere muligt at bestille kopier i REX. De bestilte kopier fremsendes pr. post.

4. Boganskaffelser

Vi modtager meget gerne forslag til boganskaffelser. Forslag kan fremsendes via "Bogforslag" i REX.

Universitetets lærere kan forud for hvert semester stille forslag om bøger, som skal anvendes i undervisningen. Sådanne bøger vil så vidt muligt blive anskaffet, således at de er klar til udlån ved semestrets begyndelse. For at sikre at bøgerne er fremme inden semesterstart, må bogforslagene være biblioteket i hænde senest henholdsvis 1. november eller 1. juni . Forslagene sendes til den relevante fagreferent .

Såfremt der er mere end 3 reservationer på en bog, anskaffes så vidt muligt ekstra eksemplarer hurtigst muligt.

5. Henvendelser til biblioteket

Muligheden for at skrive til os fremgår af www.kb.dk via link Spørg biblioteket.

6. Brugernes forpligtelser

Bibliotekets servicetilbud skal anvendes i overensstemmelse med deres formål og efter gældende retningslinier, hvor specielt følgende skal iagttages:
Det Kongelige Bibliotek er et videnskabeligt bibliotek, hvis samlinger først og fremmest er til rådighed for forskning og videregående uddannelse. Det er et offentligt bibliotek, men det adskiller sig på flere måder fra dit lokale bibliotek.

Det forventes at du selv via "Lånerstatus" i REX orienterer dig om egne lån, bestillinger, tidsfrister for aflevering og reservationer, herunder selv fornyer dine lån, ligesom det forventes, at du selv udlåner og afleverer på de betjeningssteder, hvor der er opstillet selvbetjeningsmaskiner.

Bibliotekets reglementer for læsesal, brug af pc'er og hjemlån skal overholdes.
Overtrædelse kan medføre bortvisning.

Når du er på biblioteket, bedes du tage hensyn til at det er et miljø for studier og forskning.

Bøger kan kun lånes, når lånerkort medbringes.

Ved besøg på læsesale og i centre skal man overholde gældende reglementer.

Bibliotekets materialer og maskiner skal behandles varsomt. Der må f. eks. ikke skrives i bøgerne, og der må ikke klæbes sedler i dem. Biblioteket kan kræve erstatning i sådanne tilfælde.For at kunne benytte Det Kongelige Biblioteks tilbud formålsbestemt og kvalificeret anbefaler vi, at du på www.kb.dk og i Lær-selv vejledningerne i REX m.m. sætter dig ind i brugen af biblioteket, dets kataloger og vejledninger.

7. Privatlivspolitik

Brugernes behov behandles seriøst og med respekt. Vi hverken omtaler eller diskuterer brugerens forhold udover som led i det professionelle arbejde. Den enkeltes låneforhold er fortrolig i forhold til tredjepart. Læs Det Kongelige Biblioteks Privatlivspolitik vedr. brug af www.kb.dk

8. Kontakten mellem biblioteket og brugeren

Vi publicerer løbende oplysninger om nye eller ændrede servicetilbud på www.kb.dk.

 Alle gældende reglementer vil være tilgængelige på www.kb.dk. Vort mål er at yde en tilfredsstillende service. Hvis du ikke er tilfreds med den service, som vi yder, bedes du rette henvendelse til lederen af den relevante afdeling eller skrive en mail til Ros/Ris.

Problemer, der ikke kan ordnes i mindelighed, kan forelægges for direktionen.

Vicedirektør Michael Cotta Schønberg