Flora Danica
Se Flora Danica-datasættet, som indeholder flere tusinde digitaliserede billeder af farvede kobberstik af vilde planter fra Danmark, Norge og Slesvig-Holsten.
Foto: Flora Danica
Materialet bag datasættet
Flora Danica-datasættet indeholder en digitaliseret og struktureret version af et illustreret værk, der er vigtigt for dansk kulturhistorie. Værket er en omfattende historisk, botanisk bogserie, der består af 51 hoved- og tre supplementsudgivelser, der er udkommet i København fra 1761 til 1883. Værket indeholder 3.240 farvede kobberstik, der hver især illustrerer en plante enten i naturlig størrelse eller forstørret, hvis det er en lille plante. Udgivelsens popularitet i den danske kultur hænger sammen med, at Den Kongelige Porcelænsfabrik, nu Royal Copenhagen, startede med at producere det eksklusive Flora Danica-service i 1802.
Da værket udkom første gang, havde det titlen Aftegninger paa de Planter, som voxe vildt i Kongerigerne Danmark og Norge, i Hertugdommene Slesvig og Holsteen, og i Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst til at oplyse det under Titel Flora Danica paa Kongelig Befaling foranstaltede Verk over disse Planter. Det er indlysende, hvorfor det oftest bare kaldes "Flora Danica". De originale bøger kan lånes som læsesalslån på biblioteket.
Læs om værket i bibliotekssystemet.
Om datasættet
Flora Danica-datasættet består af 3.240 digitaliserede billeder af farvede kobberstik af vilde planter, der primært findes i Danmark og de skandinaviske nabolande. Billederne er .tif-filer i høj kvalitet og er organiseret i 14 zip-filer, der hver indeholder op til 250 .tif-filer. Desuden indeholder datasættet en indeksfil med metadata om plantearter og detaljer om publikationerne (Index_FloraDanica.xlsx).
Data i indeksfilen er relativt velstrukturerede, hvilket gør det muligt at søge, filtrere og analysere informationen om planterne, illustrationerne og publikationsdataene. Den medfølgende GitHub-notebook indeholder eksempler på, hvordan man kan bearbejde datasættet, så det fremstår renere og beriget, hvilket åbner op for endnu flere anvendelsesmuligheder.
De originale billeder er af meget forskellig størrelse, lige fra 5x5 cm til cirka 25x45 cm. Skalaen mellem de originale billedstørrelser er ikke bevaret i den digitale udgave.
Datasættet kan potentielt bidrage til ny forskning inden for historie og kulturarv, og med inspiration i den medfølgende notebook i GitHub kan det bruges i undervisning i blandt andet digital humaniora, databearbejdning og dataanalyse med data fra det virkelige liv.
Hvad må du med datasættet?
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse. Husk altid at kreditere ophaver.
Datasættets tilblivelse
Digitaliseringen blev udført på Det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Bibliotek i 1997, og billederne blev udgivet online, så brugerne kunne gennemse billederne. Billederne er for nuværende udstillet online i Digitale Samlinger.
Find datasæt og vejledningsmateriale
Du kan finde Flora Danica-billederne på to måder. I Digitale samlinger kan du nyde de enkelte billeder i høj opløsning, og du kan downloade dem enkeltvis. Fra LOAR kan du downloade de mange billeder pakket i zip-filer, og du kan downloade en indeksfil, der indeholder mere information om hvert billede.