Palsbos visesamling

Palsbos visesamling indeholder blandt andet lejlighedssange, skillingsviser, kantater og salmer, der vedrører alle samfundslag og omhandler både kendte og ukendte personer fra 1600-1900-tallet.

Kartoteksskuffer omfattende Palsbos visesamling

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Hvordan får jeg adgang til Palsbos visesamling?

Første søgemulighed

Kender du titlen på visen, skal du søge i vores bibliotekssystem. Er visen digitaliseret, indeholder søgeresultatet et link til en digital version. 

Anden søgemulighed

Ønsker du at finde viser, der ikke er digitaliserede, eller vil du gerne søge mere bredt i samlingen, skal du slå op i registrene til Palsbos visesamling. Det enkelte register indeholder også en udførlig vejledning i, hvordan du bruger det.

Find de digitaliserede registre i vores bibliotekssystem.

Registrene kan læses direkte i bibliotekssystemet eller downloades derfra. For at kunne søge i registrene, skal du downloade dem til din computer. Titelregisteret er det mest detaljerede af registrene, så når du har fundet en vise i et af de andre registre, kan det være en god ide at se i titelregisteret for at få flere oplysninger.

Titel

Visetitler er generelt registreret under den originale titel, ordret afskrevet (En nye og moersom Viise om de tvende Kiemper...), men som regel også i normaliseret sprogform (En ny og morsom Vise om de tvende Kæmper). I nogle tilfælde findes titlen også i forkortet form (Vise om de tvende Kæmper) eller under det første betydningsbærende ord i titlen (Tvende Kæmper).

Begyndelseslinjer

Alfabetisk register over visernes tekstbegyndelse. Visernes første to linjer er registreret, da den første kan være den samme for flere viser.

Emneregister

Registret omfatter kun udvalgte emner. Det er formodentlig påbegyndt efter Palsbos tid og ikke fuldendt, men kan være en hjælp i nogle situationer. 

Som erstatning for et egentligt emneregister ordnede Palsbo selv dele af visesamlingen emnemæssigt, især skillingstryk der omhandler mord, skibskatastrofer, ildebrande og lignende begivenheder. Det kan derfor være en god ide at se på de tryk, som fysisk ligger lige før eller lige efter en relevant vise, hvis du vil finde andre med lignende indhold.

Signaturnumrene følger samlingens fysiske ordning. 

Forfatter og forfattersignatur

Omfatter såvel reelt navngivne forfattere som dæknavne, initialer og tegn. En vise kan være registreret under flere former af navnet. For eksempel kan A.B. være Anders Bording, K. kan være Thomas Kingo, og Dr. Balfungo er pseudonym for Oluf Bang.

Forlag og Tryk

Forlag og trykkested er registreret, hvis det kendes. Visse forlag, som Strandbergs (æ. og y.), tegner sig for så enorme mængder, at registreringen faktisk er uoverskuelig, men den er alligevel gennemført for princippets skyld.

Komponister

Komponistregisteret er formodentligt påbegyndt efter Palsbos tid. Det vides ikke, om registret er fuldendt. Registeret omfatter kun komponister, som er direkte nævnt i trykket.

Melodi

Registeret medtager kun melodier, som direkte er anført i trykket. Her optræder nogle pudsigheder, hvor trykkeren tilsyneladende har opfattet gennem øret og ikke gennem øjet, for eksempel: “Mens Nordhavet bruser mod Fjeldbys Strand” (egentlig: fjeldbygt), “I Østens Sølv blaa Dagen smiler” (I Østens sølvblaa ...), “Vær Glædens Ven” (Hver ...) eller “Du er rig, du er dejlig og sød” (... dejlig, o Syd). 

Personer

Alle personnavne, både reelle og fiktive, er registreret (for eksempel H. C. Andersen og Cupido). Navne bestående af familienavn og tilnavn registreres under begge (Jacob Hansen Kulsøe under ”Hansen”, ”Hansen (Kulsøe)” og ”Kulsøe”).

Sted

Steder opfattes i bredeste forstand som både geografiske steder og institutioner, således både Aabenraa (gade eller by) og Højesteret.

Bestil materiale til brug på Forskningslæsesalen

Når du vil bestille viser fra samlingen, skal du skrive til os via Spørg biblioteket med oplysninger om den vise, som du ønsker at se. Derefter finder vi den frem til dig, så du kan se den på læsesalen.

Husk at notere visens/trykkets signatur som angivet i registrene (for eksempel Z, 100/5 eller G 5555).

Husk også at skrive at det drejer sig om materiale i Palsbos visesamling.

Det gør det i øvrigt lettere for os at finde visen, hvis du også skriver (begyndelsen af) titlen eller andre skriftlige kendetegn for den vise, du gerne vil se.

Du kan se materialet på Forskningslæsesalen i Den Sorte Diamant, København.

Visesamlingen er mere mangfoldig end navnet antyder. Den rummer dels et stort antal trykte lejlighedssange skrevet til enhver tænkelig og utænkelig anledning, dels et tilsvarende stort antal skillings- og andre enkeltbladstryk med viser og andre sangtyper. Der er begravelsessange, hymner, konfirmationssange, missionssange, sange om blinde, sange på dialekt, soldaterviser, kantater, koncertprogrammer, oratorier, skålsange, åndelige sange og salmer, for blot at nævne et lille udvalg.

Samlingen omfatter omkring 25.000 tryk og berører et bredt spektrum af menneskelivets kulturelle, sociale og politiske erfaringsverden og traditioner: arbejdslivet, arbejderkampen, borgerskabets klubliv, fagforeninger, fordomme, grundloven, krig, kvindekamp, kærlighed, lykkelige og ulykkelige hændelser, magtkampe mellem mænd og kvinder, mord, politiske partier og så videre.

Den omhandler således både by- og landalmue, borgerskab og overklasse, og har været sunget, samlet og til dels digtet og komponeret af samme. Mange lande er repræsenteret på forskellig vis. Det kan være som en bibemærkning i viseteksten, som visens tema, i form af relationer lande imellem, fordomme om eller skepsis over for andre lande, eller tekst og melodi kan været skrevet af en udenlandsk forfatter og komponist.

Viserne kan både være seriøse, tragiske, sørgelige, muntre, ironiske og satiriske.

Historikken om samlingen

Visesamlingen har fået navn efter Torben Palsbo, som i perioden 1948-1984 var ansat ved Universitetsbiblioteket i København. Han samlede skillingsviser, lejlighedssange og andre løse tryk vedrørende sang, som biblioteket gennem årene havde modtaget. Han gennemregistrerede også samlingen med syv forskellige søgeindgange.

Materialet er fordelt i 274 arkivkapsler med ni tilknyttede registre skrevet på i alt 73.000 kartotekskort. Enkelte tryk er digitaliserede, og flere bliver digitaliseret løbende efter bestilling, hvorefter de bliver tilgængeliggjort.

Få mere at vide om Palsbos visesamling: "Visesamlingen i Fiolstræde" i Meddelelser fra rigsbibliotekaren, 34. årg, nr. 2, 1983, s. 33-35.