Gå til hovedindhold

Om bygningen Den Sorte Diamant

Det Kgl. Biblioteks bygninger på Slotsholmen, bedre kendt som Den Sorte Diamant, er mere end bare et populært bibliotek. Bygningerne har en lang historie, som alle kan gå på opdagelse i.

Den Sorte Diamant, dagsbillede ved kajkant Laura Stamer

Det Kgl. Bibliotek på Søren Kierkegaards Plads breder sig over tre meget forskellige bygninger. Helt ude mod vandet Den Sorte Diamant (1999) tegnet af den danske arkitektgruppe Schmidt Hammer Lassen Architects, dernæst Preben Hansens smalle tilføjelse (1968) i midten og inderst H.J. Holms historiske biblioteksbygning fra 1906 i forbindelse med bibliotekshaven.

Fakta om Den Sorte Diamant

  • Bygningen er formet som en skulpturel monolit – et skrin, der rummer bibliotekets nationale kulturarv.
  • Bygningen rummer i alt 20.733 m².
  • Den indeholder i alt 450 lokaler, 800 døre, der kræver nøgle – fordelt på otte etager.
  • Facaden på Den Sorte Diamant består af 2.500 m² Absolute Black granit, brudt i Zimbabwe, tilskåret og poleret i Norditalien. Hver sten vejer 75 kg.