Gå til hovedindholdet Change language to English
Ikke i salg endnu

Foto: Julien Mignot

Strygekvartetter i Diamanten: Ébène Kvartetten – Beethovens strygekvartetter (5:6)

Hør Beethovens 16 strygekvartetter over seks koncerter i Dronningesalen, når den franske superkvartet Ébène vender tilbage til Diamanten! Denne eftermiddag med nr. 2, nr. 16 og nr. 14.

Hvordan lyder Beethovens strygekvartetter 200 år efter komponistens død? 

I 2020 i anledning af 250-året for Beethovens fødsel udgav Ébène Kvartetten alle Beethovens 16 strygekvartetter. Udgivelsen blev indspillet over hele verdenen, fra Nairobi til Melbourne, og de modtog stor ros for deres nutidige fortolkning. 

Ébène beskriver selv Beethovens musik som “musik, der udtrykker sig frit, og som adresserer fremtidens publikum fremfor sin egen tid.” 

Beethovens 16 strygekvartetter har indtaget en æresplads i kammermusikrepertoiret, og de viser hans kreative udvikling som komponist. Fra de tidligste wienerklassiske strygekvartetter skrevet i kølvandet på genrens tidligere mestre, Haydn og Mozart, over ”mellemperioden” hvor Beethoven sprængte traditionerne og tog ejerskab over genren, og til hans sene strygekvartetter skrevet i årene op til hans død, som er blevet kaldt noget af det mest sublime musik, der nogensinde er skrevet.

Strygekvartet nr. 2, nr. 14 og nr. 16 

Koncerten indledes med strygekvartet nr. 2, som er fra Beethovens første samling af strygekvartetter (nr. 1-6). Værkerne blev komponeret mellem 1798 og 1800 i Beethovens tidlige kompositoriske periode, som er præget af den wienerklassiske stil. Samlingen er dedikeret til prins Franz Joseph Maximilian von Lobkowitz, der var kendt for sin interesse for musik, og som blev Beethovens protektor. 

Da Beethoven udgav sin første samling af strygekvartetter, skrev han sig ind i rækken af store komponister, som havde mestret den klassiske wienerske strygekvartet. Både Mozart og Haydn havde på dette tidspunkt allerede færdiggjort deres samlede strygekvartetter, og Haydn skrev sine sidste to i 1799, samme år som Beethoven arbejdede på de første. 

Strygekvartet nr. 14 og nr. 16 er nogle af Beethovens sidste strygekvartetter fra den ”sene periode”, som er kendetegnet ved at være mere ambitiøs, eksperimenterende og kompleks, både strukturelt og harmonisk. Strygekvartetterne fra denne periode anses i dag for at være noget af det mest ”sublime” musik, der nogensinde er skrevet, og for at være langt forud for deres tid. I stærk kontrast til det er de skrevet i en periode, hvor Beethoven havde gennemgået en lang række personlige tragedier. Han havde både helbredsmæssige og økonomiske problemer og var i 1816 blevet fuldkommen døv, hvilket isolerede ham. 

I november 1822 modtog Beethoven et brev fra en ung russisk prins, Galitzin, som bad ham skrive en række nye strygekvartetter, og det blev starten på Beethovens sidste og måske største musikalske bedrift. Prins Galitzin havde egentlig bestilt tre strygekvartetter (nr. 12, nr. 13 og nr. 15), men Beethoven fortsatte med at komponere, hvilket blev til strygekvartet nr. 14 og nr. 16. 

Strygekvartet nr. 14, vil mange sige, er den største af dem alle, og den var Beethovens egen personlige favorit. Det siger noget om værkets kvalitet, at det var Schuberts sidste ønske at høre det, og at Wagner skrev et helt bind om dets storhed. Med hele syv satser er det også den længste af alle hans strygekvartetter. 

Strygekvartet nr. 16 er det sidste værk, Beethoven nogensinde skrev, og dermed også hans sidste opus, op. 135. Han færdiggjorde det i oktober 1826, fem måneder før hans død i marts 1827. Værket er i dets natur mere konventionelt og klassisk end de andre sene kvartetter og har fire satser ligesom hans tidligste strygekvartetter. Det kan ses som ”destillationen” på hans samlede værker, en tilbagevenden til den unge Beethovens friskhed og vitalitet, men gennemsyret af musikken af den gamle mester.

Alle koncerterne i serien 

Du kan læse mere om programmet på koncerternes arrangementssider:

15. januar kl. 19:30 - Strygekvartet nr. 5, nr. 4 og nr. 12 

16. januar kl. 15:00 - Strygekvartet nr. 3, nr. 11 og nr. 8 

16. januar kl. 19:30 - Strygerkvartet nr. 1, nr. 10 og nr. 9 

21. maj kl. 19:30 - Strygekvartet nr. 7 og nr. 13 

22. maj kl. 15:00 - Strygekvartet nr. 2, nr. 16 og nr. 14 

22. maj kl. 19:30 - Strygekvartet nr. 6 og nr. 15 

Medvirkende

Ébène Kvartetten:

Pierre Colombet, violin 
Gabrille Magadure, violin 
Marie Chilemme, bratsch 
Yaya Okamoto, cello

Ébène Kvartetten (Quatuor Ébène) blev dannet i 1999 på konservatoriet i Boulogne-Billancourt i Frankrig. Siden har de spillet på internationalt anerkendte spillesteder som Wigmore Hall i London og Carnegie Hall i New York. Med Beethovens strygekvartetter har de blandt andet optrådt i Philharmonie de Paris og Alte Oper i Frankfurt. 

Ébène beskriver selv strygekvartetten som demokratiets musikform, hvor hver musiker træder frem med sin egen stemme, samtidig med at helheden opstår gennem fælles samspil, opmærksomhed og gensidig forståelse.

En del af serien Strygekvartetter i Diamanten

Strygekvartetten Ebene på scenen i Dronningesalen

Foto: Ditte Valente / Det Kgl. Bibliotek

Noget af det mest centrale repertoire i kammermusikken er skrevet for to violiner, bratsch og cello.

I denne serie inviteres de bedste strygekvartetter fra hele verden på scenen i Dronningesalen.

Arrangementet er en del af serien Strygekvartetter i Diamanten.

Se flere arrangementer i serien

Strygekvartetter i Diamanten er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Knud Højgaards Fond.

Mere fra Musikscene

Tilmeld dig nyhedsbrevet