Fyraftenskoncert med HemiDemiSemi Consort: Mesteren og Lærlingen
Start din fyraften med HemiDemiSemi Consorts smukke sangstemmer og musik af Johann Sebastian Bach og hans helt store idol, Diderich Buxtehude!
Program
Johann Sebastian Bach (1685-1750): Nach dir, Herr, verlanget mich (BWV 150)
Diderik Hansen Buxtehude (1637-1707): Jesu, meines Lebens Leben (BuxWV62)
Diderik Hansen Buxtehude: Klaglied, fra Fried- und Freudenreiche Hinfarth (BuxWV 76)
Diderik Hansen Buxtehude: Wo soll ich fliehen hin? (BuxVW 112)
Johann Sebastian Bach: Der Herr denket an uns (BWV 196)
Kom direkte fra jobbet, synk ned i Dronningesalens bløde stole, træk vejret og tag med fire sangere tilbage til den tidlige musik. Smukke rene klange, der løsner de spændte arbejdsmuskler og åbner for en times musikalsk velvære.
Om koncerten
I 1705 begav den 20-årige Johann Sebastian Bach sig ud på en lang rejse fra Arnstadt til Lübeck for at besøge den danske komponist og organist, Diderich Buxtehude, som var Bachs store idol. Buxtehudes musik besad en kreativ kraft og et teknisk mesterskab, som Bach brændende ønskede at tilegne sig, og mødet mellem dem blev afgørende for Bachs musikalske geni, som for alvor foldede sig ud i årene efter.
Bachs tidligste kantater Nach dir Herr, verlang ich mich og Der Herr denket an uns stammer begge fra 1707, to år efter mødet med Buxtehude, mens Bach var ansat som organist i Mühlhausen og skrev kantater på bestilling til diverse anledninger. Kantaterne er præget af Buxtehudes og 1600-tallets idérige og omskiftelige stil, og Bachs ungdommelige geni træder frem med spændstighed og charme.
Buxtehudes udvalgte tre kantater viser hans brede palet af musikalske udtryk: Den store kantate Wo soll ich fliehen hin? er eftertænksom og hengiven, ostinat-kantaten Jesu, meines Lebens Leben stærk og insisterende, mens Alles was ihr tut er frisk og udadvendt. Det var de toner, den purunge Bach oplevede i Lübeck!
Om ensemblet
HemiDemiSemi Consort er et vokalensemble med base i København, som ledes af Jakob Bloch Jespersen. Ensemblet har specialiseret sig inden for vokalmusik fra det 16., 17. og 18. århundrede. Navnet HemiDemiSemi Consort er inspireret af den franske og engelske musikterminologi, hvor 'hemidemisemi' er betegnelsen for den mindste nodeværdi i notationssystemet. På dansk er dette en fireogtresindstyvendedels-node.
Medvirkende
Alison Luthmers – Violin I
Louise Gorm – Violin II
Arsema Asghodom – Viola
Hanna Loftsdóttir – Gambe og Cello
Joakim Peterson – Violone
Giulia Cantone – Teorbe
Luís Tasso Athayde Santos – Dulcian og Fagot
Yngvild Vivja Haaland Ruud – Orgel
Jennie Lomm – Sopran
Kristin Mulders – Alt
Martin Vanberg – Tenor
Jakob Bloch Jespersen – Bas og musikalsk ledelse
Musik lige til fyraften
Konceptet for fyraftenskoncerterne i Den Sorte Diamant er simpelt: Koncerterne starter kl. 17 og varer kun en time, så du både kan få et skud musikalsk energi til sjælen og nå hjem til aftensmad!
En del af serien Fyraftenskoncerter
Foto: Lars Krabbe / Det Kgl. Bibliotek
Læn dig tilbage i Dronningesalens bløde sæder til en klassisk koncert efter dagens dont er overstået og bliv ladt op til aftenen.
Arrangementet er en del af serien Fyraftenskoncerter i Diamanten, som byder på kammermusik af højeste niveau.