Pre-talk til Brevforestilling: Sara Alfort
KUN FOR ÅRSKORTHOLDERE – Dyk ned i den kæmpe betydning, et brev kan have – ikke bare for modtageren, men for hele vores historieforståelse – sammen med forfatter og litteraturhistoriker Sara Alfort.
Sara Alfort tager os med ind i, hvad de gamle breve, dagbogsnotater og efterladte papirer har lært hende om kærlighed, arkiverne og kvindehistorien. Med sin nye bog Da træerne voksede ind i himlen er Alfort endnu en gang dykket dybt ned i historiske breve og Det Kgl. Biblioteks samling, denne gang for at skrive de nordiske kvindelige kunstnere ind i kulturhistorien.
Det er øjenåbnende research, hun har fundet frem til, som ændrer den gængse historieopfattelse. Derfor vil hun denne aften indvie os alle i, hvad de gamle breve, de efterladte dagbogsnotater og arkivet har betydet for hende og hendes forståelse af kærlighed og skaberkraft gennem tiden og historien.
Alfort blev kendt for sine bøger Damer der fik nok og Damer der var for meget, hvor hun gennem sin fortryllende skrift og velfunderet research belyser de kvinder, der er blevet glemt i historien. Alfort er helt særlig, idet hun hver gang formår at bidrage til historieskrivningen på en konkret, saglig og nærværende måde, som efterlader læseren oplyst og taknemmelig.
Vi skyder altså aftenen i gang med en kæmpe hyldest til de personlige breve og dvæler ved brevets mange egenskaber, når det ikke længere kun symboliserer noget personligt og enkeltstående, men pludselig bliver en portal ind i fortidens oversete fortællinger.
Sara Alfort er forfatter, foredragsholder og mag.art i litteraturhistorie.
Brevforestillingen: Kærlighed
Brevforestillingen er en hyldest til det personlige brev og er en del af Det Kgl. Biblioteks serie Breve i Diamanten. I år er temaet Kærlighed og derfor vil du kunne opleve nogle af de mest bevægende og lidenskabelige kærlighedsbreve fra Det Kgl. Biblioteks samling. Her vil en række af Danmarks bedste skuespillere give liv til fortidens elskende – herunder breve fra Halldór Laxness, Karen Blixen, Søren Kierkegaard, Sigrid Undset, Jørgen Frantz og Selma Lagerlof. Glæd dig til en aften med intime tekster fulde af inderlighed, humor, smerte og håb.
Brevforestillingen er arrangeret i samarbejde med Gyldendal og med støtte fra Dao.