Drama i Diamanten II: Faderen
Denne aften kan du opleve August Strindbergs klassiker "Faderen" i to forskellige fortolkninger – og med nogle af landets mest markante skuespillere på scenen.
Skuespillere
TBA
Instruktion og iscenesættelse
Christoffer Berdal
Bearbejdning af originaltekst
Jokum Rohde
Karen-Maria Bille
Moderne gendigtning
TBA
Det Kgl. Bibliotek og Danske Dramatikere går på jagt i den danske dramatiks fortid og giver ikoniske klassikere kamp til stregen, når de fremføres af kendte skuespillere og udsættes for moderne greb. Resultatet er en urpremiere på en helt nyskreven tekst – måske én af fremtidens klassikere.
Først tog vi dansk-norske Holbergs Den Stundesløse under behandling. Nu hylder vi August Strindbergs berømte tragedie Faderen fra 1887. Faderen havde urpremiere på Casino Teatret i København og er et hovedværk i det moderne gennembrud. Stykket skildrer en intens magtkamp mellem et ægtepar, der kæmper om forældremyndigheden over deres fælles datter.
Strindberg kaldte selv sit stykke for et “Sørgespil” og læses af mange som en kunstnerisk bearbejdelse af hans eget værste mareridt: at blive vanvittig og umyndiggjort af en kvinde.
Med sin behandling af tidløse temaer som kærlighed, ægteskab, skilsmisse, jalousi, tvivl og magt blev Faderen genstand for stor pressebevågenhed og debat i sin samtid – og fortsætter med at provokere og stille spørgsmål til køn og parforhold i dag.
Klassisk tekst i ny fortolkning
Med stjerneskuespillere på scenen præsenterer vi to forskellige fortolkninger af Strindbergs tekst: Første del er et uddrag af den klassiske tekst og anden del er en moderne gendigtning skrevet til anledningen.
Begge tekster fremføres som iscenesatte readings i Dronningesalen med Christoffer Berdal som instruktør. Der vil være en kort pause mellem de to readings.
Fortidens mesterværker vækkes til live
Drama i Diamanten er en scenisk og sanselig fejring af Det Kgl. Biblioteks unikke samling af opført dramatik – en samling, der tæller mere end 18.000 skuespil. Med initiativet aktualiserer vi tre klassikere fra hver deres teaterhistoriske periode gennem nyfortolkninger og ny dramatik. Projektet er en del af bibliotekets nationale satsning Danmarks Dramatiske DNA (2024–2027), der har som mål at digitalisere og levendegøre dansk dramatik for nye generationer.
Drama i Diamanten
Drama i Diamanten er en serie på tre arrangementer:
- Efteråret 2025: 24. november kl. 19
- Foråret 2026: 4. maj kl. 19
- Efteråret 2026: 23. november kl. 19
Dramatiker Jokum Rohde åbner alle tre arrangementer med korte introduktioner. Arrangementerne bliver også gjort tilgængelige som podcasts efterfølgende.
Skabt i samarbejde med Danske Dramatikere.