Billeder af forbipasserende mand New York
Afholdt

Foto: Peter Funch

Overvåget og genkendt: Peter Funch i samtale med Thomas Borberg

Vi bliver overvåget som aldrig før, og hvor end vi går, sætter vi spor. Det er de spor, og den konstante overvågning i bybilledet, som fotograf Peter Funch vil tale om med fotograf Thomas Borberg.

Talken udspringer af Det Kgl. Biblioteks faste fotoudstilling Kameraet og os og særligt rummet ‘Identificeret - Overvåget og genkendt’, hvor Funchs værk 42nd and Vanderbilt indgår.

I dagens Danmark findes flere end 1,5 millioner overvågningskameraer, der holder øje med, hvor vi er, og hvad vi foretager os. Med cirka ét kamera pr. hver fjerde indbygger, er Danmark et af de mest overvågede lande i verden.

Samtidig udvikler firmaer software til ansigtsgenkendelse, der kan identificere os på billeder. Selvom mange stadig forholder sig skeptisk til overvågning, bliver det – med algoritmer og salg af personlige data – mere og mere allestedsnærværende.

I Peter Funchs værk 42nd and Vanderbilt har han i flere år fotograferet det samme gadehjørne i New York. Efterfølgende gennemgik han sit enorme materiale for at lave serier med flere billeder af de samme mennesker taget på forskellige tidspunkter. Serien får en til at tænke på den daglige overvågning, men også på de teknikker, der kan tages i brug på billeder. Nutidens teknologi vil ligeledes kunne bruges til at identificere bestemte mennesker og deres bevægelser, vaner og mønstre i gaderummet.

Peter Funchs arbejde – samt andre værker, der inkorporerer identifikationsfotografiet – indgår i udstillingen Kameraet og os, og efter arrangementet vil udstillingen være åben for publikum.

Medvirkende

Peter Funch

Peter Funch blev færdiguddannet fotojournalist i 1999 og har siden da boet og arbejdet i både New York og Paris. Hans arbejde blander en skarp social vinkel med et cinematisk visuelt sprog. Funch har udgivet flere bøger bl.a. Babel Tales og 42nd and Vanderbilt, der begge sætter ritualer og rutiner i fokus i den offentlige sfære i New York.

Thomas Borberg

Thomas Borberg har udover en lang karriere som underviser i fotojournalistik på forskellige uddannelsesinstitutioner arbejdet som fotograf for Politiken. Han har derudover siddet i juryen ved flere nationale og internationale fotokonkurrencer, bl.a. 2016 World Press Photo Contest i kategorien for dokumentar og nyhedsfotografi.

Kultur i Diamanten

Hold dig opdateret om koncerter, talks, udstillinger, foredragsforestillinger og mange andre kulturtilbud i Den Sorte Diamant i nyhedsbrevet Kultur i Diamanten. Udkommer 1-2 gange månedligt.