MELLEM STEMMER: Forfattersamtale med Anna Juul og Louise Juhl Dalsgaard – 'styrken i sårbarheden'
Hør de to danske forfattere Anna Juul (Sød Tøs, 2026) og Louise Juhl Dalsgaard (Skyggehjerte, 2026) i samtale om deres værker med afsæt i temaet 'styrken i sårbarheden'.
MELLEM STEMMER byder velkommen til en forfattersamtale med Anna Juul om 'Sød Tøs' og Louise Juhl Dalsgaard om 'Skyggehjerte', når de i samtale med moderator Lise Vandborg udforsker temaet 'styrken i sårbarheden'.
I begge romaner møder vi unge kvindelige karakterer, som har svært ved at sige fra, da de oplever, at deres grænser bliver overskredet i henholdsvis en vennegruppe og et kæresteforhold.
Samtalen med de to forfattere vil stille skarpt på dynamikker mellem mennesker, psykisk vold og relationer, der pludseligt ændrer sig.
Som optakt til forfattersamtalen vil det ugen forinden være muligt at deltage i MELLEM STEMMERs læseklub, hvor vi inviterer til en hyggelig og uformel samtale om de to bøger med udgangspunkt i temaet 'styrken i sårbarheden'.
Om MELLEM STEMMER
MELLEM STEMMER er et nyt socialt litteraturinitiativ, som sætter læsning i øjenhøjde. Her inviterer Det Kgl. Bibliotek i samarbejde med Aarhus Litteraturcenter til en række hyggelige, inspirerende og uformelle samtaler om litteratur. Arrangementerne består af tematiserede læseklubber og forfattersamtaler, som beskæftiger sig med tidens aktuelle spørgsmål. Hver læseklub kommer til at dreje sig om to bøger relateret til et overordnet tema, som den følgende uge vil blive udforsket i en modereret samtale med forfatterne bag værkerne.