BookTalks: Hiromi Kawakami
Kom og oplev den japanske forfatter Hiromi Kawakami i en samtale om romanen ’Pas på den store fugl ikke tager dig’ til BookTalks 28. oktober.
’Pas på den store fugl ikke tager dig’ foregår i en fjern fremtid, hvor den menneskelige population er tæt på at uddø, og de tilbageværende mennesker har bosat sig i små stammer på tværs af planeten. ’Pas på den store fugl ikke tager dig’ udfolder sig over fjorten sammenhængende episoder, der spænder over geologiske æoner, og skildrer en forbløffende vision om menneskehedens undergang.
Hiromi Kawakami fortæller om bogen, som udkommer på dansk i oktober, i en samtale med Agnethe Brounbjerg Bennedsgaard, ph.d.-studerende i Litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Arrangementet foregår på engelsk og tolkes af Anemone Platz, lektor i Japanstudier på Aarhus Universitet.
Efter samtalen er der bogsalg og signering, og vi inviterer til fællesspisning, hvor du kan blive hængende og lade snakken og ikke mindst hyggen fortsætte til et måltid mad i bibliotekets kantine til 50 kr.
Om BookTalks
BookTalks er for dig, der er nysgerrig på litteratur, uanset om du læser eller ej. Lad facitlisten blive derhjemme, og kom og oplev litteraturen i uformelle rammer – lad os undre os og blive klogere sammen.
BookTalks er et samarbejde mellem Det Kgl. Bibliotek, Aarhus Litteraturcenter og Studenterhus Aarhus.
Følg BookTalks på Facebook og Instagram for at blive opdateret om kommende arrangementer.
Arrangementet er støttet af Nordjyllandsfonden, Statens Kunstfond, Toyota-Fonden og Aarhus Kommune.