International samfundsscene: Jens Stoltenberg (NO) i samtale med Bo Lidegaard
NATOs tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg besøger 27. oktober Den Sorte Diamant i København i anledning af udgivelsen af erindringsbogen 'På min vagt'.
Jens Stoltenberg har fra 2014-2024 været generalsekretær for NATO, der arbejder for at sikre medlemslandenes frihed, stabilitet og sikkerhed. Den 27. oktober besøger han Den Sorte Diamant, hvor han kan opleves i en samtale med Bo Lidegaard om sine erfaringer fra arbejdet som NATO-generalsekretær i en tid, hvor alt fra krigen i Ukraine og NATOs engagement i Afghanistan til samarbejdet med præsident Trump har haft stor betydning for det internationale samfund.
Om Jens Stoltenberg
Jens Stoltenberg (f. 1959) er uddannet samfundsøkonom og norsk politiker fra Arbeiderpartiet. Han var statsminister i Norge fra 2000-2001 og igen fra 2005-2013. Stoltenberg var generalsekretær i NATO fra 2014–2024, en post han overtog fra Anders Fogh Rasmussen. I februar 2025 tiltrådte han som finansminister i Norge.
Anledningen til besøget er Jens Stoltenbergs erindringsbog På min vagt, der udkommer 1. oktober 2025 i en lang række lande, heriblandt Danmark. Arrangementet sker i samarbejde med Gutkind Forlag og er en del af Det Kgl. Biblioteks 'Internationale Samfundsscene'.
Bente Skovgaard Kristensen, direktør for Det Kgl. Bibliotek siger: Jeg er rigtig glad for og stolt af, at Det Kgl. Bibliotek lægger hus til Jens Stoltenbergs besøg i Danmark. I en tid præget af stor usikkerhed og polarisering er der brug for fælles viden og erfaringer, og et godt sted at starte er i litteraturen og samtalen. Nu får man muligheden for at høre om erfaringerne fra arbejdet i NATOs top på helt tæt hold – i en periode, der var præget af store sikkerhedspolitiske spændinger. Jeg håber, at mange, unge som ældre, vil gribe den mulighed.
Flere arrangementer
International Samfundsscene: Carlo Masala (DE) i samtale med Charlotte Flindt Pedersen
Den tyske stjerneforsker og politolog Carlo Masala gæster Den Sorte Diamant for at fortælle om sin nye bog Hvis Rusland vinder.
Brevforestilling: Kærlighed
Kærlighedens breve vender tilbage til Det Kgl. Bibliotek med en fejring af kærlighed, lidenskab og det håndskrevne brev.
International Forfatterscene: Sara Stridsberg (SE) i samtale med Lilian Munk Rösing
Oplev den anmelderroste forfatter Sara Stridsberg, når hun er gæst på International Forfatterscene til en samtale om kærlighed og håb, men også svigt og familietraumer.