Brevskrivningskoncert med Rebecca Vats Jonsson
Kom til brevskrivningskoncert i den ikoniske læsesal på Det Kgl. Bibliotek i Aarhus og oplev det helt særlige rum, der opstår, når vi skriver breve til levende musik.
Hvornår har du sidst sendt et håndskrevet brev? Og har du nogensinde skrevet breve, mens du var til koncert?
Engang var brevet den mest almindelige kommunikationsform og posten, som hele lokalsamfundet var på fornavn med, kom forbi med breve op til tre gange om dagen. I dag er størstedelen af vores kommunikation hurtig, effektiv og digital, og at modtage et håndskrevet brev er blevet noget helt særligt. Måske fordi få rum i vores hverdag er helliget den langsommelighed og det fokus, brevet kræver.
Til brevskrivningskoncerten er det netop ro, fordybelse og eftertanke, der er i fokus. Vi inviterer dig til at tage plads på bibliotekets smukke læsesal, samle tankerne og lade din skriveproces ledsage af tonerne fra guitarist Rebecca Vats Jonssons klassiske guitar. Vi sørger for alt, hvad du har brug for af materialer, og når dit brev er færdigskrevet, sender vi det ud i verden for dig.
Inden koncerten vil der være et kort oplæg om brevskrivning, musik og fordybelse. Efter koncerten inviterer vi til afterevent, hvor du kan mødes med andre og tale om oplevelsen over en kop kaffe.
Der er fri entre og alle er velkomne - men husk at hente billet.
Rebecca Vats Jonsson
Med sin guitar udfolder Rebecca Vats Jonsson musikkens forskellige former med skiftende lydlandskaber og klangfarver. Hendes instrumentale klangunivers skaber et rum for fortælling refleksion og sanselighed. Et rum hvor tanker og følelser kan bevæge sig frit og hvor nærvær mellem musiker og lytter spejler hinanden og giver plads til fordybelse og til at være i nuet.
Program
16.00 Dørene til Læsesalen åbner
16.00-16.30 Materialebord - hvordan skal dit håndskrevne brev se ud?
16.30-17.30 Oplæg og brevskrivningskoncert
17.30-18.00 Kaffe i Indsigten
Brevskrivningskoncerten bliver til i et samarbejde mellem VIA University College, Det Jyske Musikkonservatorium, Post A Letter Aarhus og Det Kgl. Bibliotek.