Billede af Nicholas Algot Swensen og Trio Con Brio
Afholdt
Nicholas Algot Swensen og Trio con Brio

Foto: Julia Severinsen og Nikolaj Lund

Trio con Brio Copenhagen og Nicholas Algot Swensen (1:3)

En trio bliver til en kvartet i programmet Uendelige melodier.

Program

Gustav Mahler: Klaverkvartet i a-mol

Maurice Ravel: Klavertrio i a-mol

Pause

Johannes Brahms: Klaverkvartet nr. 2 i A-dur, op. 26

Trio con Brio Copenhagen har ofte begejstret publikum i Diamanten, og denne aften gæster de Dronningesalen som trio udvidet med bratsch.
I koncertsæsonen 23/24 har Trio con Brio Copenhagen sammensat to koncertaftener i Diamanten med afsæt i Johannes Brahms’ klaverkvartetter.

Hør Mahlers eneste overlevende stykke kammermusik

Bratschisten er danske Nicholas Algot Swensen og udover Brahms’ klaverkvartet nr. 2, kan man inden pausen høre Gustav Mahlers vanvittigt smukke og følsomme klaverkvartet i a-mol. Mahler komponerede værket som 16-årig, men færdiggjorde aldrig anden sats, og i dag er der kun én sats tilbage. Mange af Mahlers værker for mindre besætning er gået tabt, eller veg pladsen for de store symfonier Mahler er så kendt for. Klaverkvartet i a-mol er det eneste overlevende stykke kammermusik fra Mahlers hånd.

Ravels klavertrio er en sælsom tankeflugt fra krigen

Imellem Mahler og Brahms kan man høre ét af musikhistoriens vigtigste værker for klavertrio, nemlig Ravels trio. Ravel var bevidst om vanskelighederne ved at komponere en klavertrio – det kan være en udfordring at opnå en tilfredsstillende balance mellem de tre instrumenter. Ravels løsning var at udnytte instrumenternes store spændvidde til fulde, så deres melodilinjer hver især kunne udfolde sig uden at komme på tværs af hinanden. Resultatet blev et usædvanligt fyldigt lydunivers med en orkestral glans over sig – en sælsom tankeflugt fra krigen ind i en eksotisk verden af lysende farver og flygtige skygger med en underliggende klagesang. Deraf de uendelige melodier som alle tre komponister er eksponenter for.

Medvirkende

Trio con Brio Copenhagen

”Con brio” er italiensk og betyder ”med energi”, og trioen har med København som base turneret verden rundt med deres friske, samtidige tilgang til det klassiske repertoire. Trioen blev dannet ud fra idéen om mødet mellem to musikalske par; de to koreanske-fødte søstre Soo-jin og Soo-Kyung Hong samt ægteparret Soo-Kyung Hong og hendes mand Jens Elvekjær. Trioen har i mange år jævnligt begejstret publikum i Dronningesalen, og med denne sæson bliver samarbejdet taget til et nyt niveau, både med disse koncerter og med Musikfestdage i Diamanten, som bliver til i samarbejde mellem Trio con Brio Copenhagen og Det Kgl. Bibliotek.

Nicholas Algot Swensen

Nicholas Algot Swensen er et af Danmarks unge stjerneskud, og har vundet flere anerkendte priser, bl.a. Léonie Sonnings Talentpris i 2020 og P2 Prisens Talentpris i 2021. Udover at spille med Trio con Brio, har han også optrådt med bl.a. Den Danske Strygekvartet og instrumentkollegaen Nils Mönkemeyer. Man kan desuden opleve ham i Dronningesalen 28. oktober, når han gæster Diamanten sammen med bl.a. pianisten Gustav Piekut.

Kultur i Diamanten

Hold dig opdateret om koncerter, talks, udstillinger, foredragsforestillinger og mange andre kulturtilbud i Den Sorte Diamant i nyhedsbrevet Kultur i Diamanten. Udkommer 1-2 gange månedligt.

Oplev også