Portræt af Sylvie Kauffmann og Lykke Friis
Afholdt
Europæisk lederskab er et af emnerne, når Sylvie Kauffmann og Lykke Friis mødes på scenen i Dronningesalen.

Foto: Derek Hudson/ Pressefoto

Sylvie Kauffmann (FR) og Lykke Friis om fremtiden for Frankrig, Europa og USA

Le Mondes forhenværende chefredaktør Sylvie Kauffmann og Lykke Friis tager temperaturen på Frankrig, EU og international politik i lyset af den russiske invasion af Ukraine.

I et forår præget både af et fransk præsidentvalg, Frankrigs EU-formandskab og ikke mindst af den russiske invasion af Ukraine, præsenterer International Forfatterscene Sylvie Kauffmann, en af de førende journalistiske stemmer i Frankrig, i en samtale med Lykke Friis om europæisk lederskab.

Status over Frankrigs “hovedrolle” i EU

Frankrig har navnlig i årene under præsident Macron indtaget en hovedrolle som en drivende kraft i Den Europæiske Union. Men efter et forår med forandringer i luften – et fransk præsidentvalg, et amerikansk midtvejsvalg i sigte samt Ruslands invasion af Ukraine – er det værd at gøre status over Frankrigs “hovedrolle” i Den Europæiske Union. Til denne International Forfatterscene tager Sylvie Kaufmann og Lykke Friis temperaturen på Frankrig, EU og international politik.

Prisvindende journalist med internationalt udsyn

Sylvie Kauffmann er en anerkendt observatør af internationale anliggender i Frankrig, og hun blev den første kvindelige chefredaktør på Frankrigs førende dagblad, Le Monde, i 2010. I dag skriver hun ledere og klummer om internationale anliggender for netop Le Monde, hvor hun også er redaktionel direktør.

Emmanuel Macron på besøg i Den Gamle Læsesal med bl.a. Lars løkke Rasmussen og Kronprins Frederik
Det blev Emmanuel Macron, der vandt det franske præsidentvalg i maj 2022. Her ses Macron med blandt andet Det Kgl. Biblioteks direktør Svend Larsen, da han besøgte biblioteket i 2018.

Foto: Niels Hougaard

Kauffmann har desuden været international korrespondent for l’Agence France Presse og Le Monde og reporteret fra Asien, Østeuropa og USA, hvorfra hun blandt andet udgav en prisvindende serie af artikler om livet i USA efter 9/11, Chronicle of America at War. Hendes analyser og kommentarer om europæisk og international politik optræder også i New York Times.

Siden begyndelsen af den russiske invasion af Ukraine har Sylvie Kauffmann udgivet flere analyser i Le Monde, hvor hun forklarer konfliktens indvirkning på det franske præsidentvalg og på europæisk politik.

Sylvie Kauffmann

Uddannet journalist fra Centre de Formation des Journalistes i Paris, i spansk fra Duesto Universitet i Bilbao, i jura fra det juridiske fakultet ved universitetet Provence Aix-Marseille, samt i politik fra Institut for politiske studier ved universitetet Aix-en-Provence. Desuden er Kauffmann Richard von Weizsäcker Fellow ved Robert Bosch Foundation.

Lykke Friis

Direktør for Tænketanken Europa, cand.scient.pol., ph.d. i statskundskab, Master i European Studies fra London School of Economics og forfatter. Friis er tidligere Klimaminister og prorektor fra KU. Friis har i årevis være kommentator i forskellige medier, når det gælder EU’s globale placering. Desuden var Lykke Friis moderator for samtalen imellem Præsident Macron og den daværende danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, da de diskuterede Europas fremtid i Dronningesalen under det franske statsbesøg i 2018.

I samarbejde med Udenrigspolitisk Selskab.

DM&MA er samarbejdspartner og sponsor for Students Only!

Kultur i Diamanten

Hold dig opdateret om koncerter, talks, udstillinger, foredragsforestillinger og mange andre kulturtilbud i Den Sorte Diamant i nyhedsbrevet Kultur i Diamanten. Udkommer 1-2 gange månedligt.

Oplev også