Rundvisning: Jytte Rex - Drømmen og den rasende latter
Bliv introduceret til udstillingen Jytte Rex - Drømmen og den rasende latter af kurator Maja Gro Gundersen.
Gennem mere end 70 værker fra seks årtier kredser den retrospektive udstilling Jytte Rex: Drømmen og den rasende latter om forholdet mellem sanselighed, verdens gådefulde foranderlighed og menneskets indre liv.
I rundvisningen fortæller kurator Maja Gro Gundersen om Jytte Rex’ betydning som kunstner og hendes kunstneriske proces. I har også god tid til sammen at dykke ned i værker som eksempelvis den legendariske Kvindernes bog fra 1972.
Jytte Rex’ kunst er vokset ud af 1960’ernes og 1970’ernes feministiske avantgarde-kunst, der så kritisk på de samfundsforhold, som kvinder oplevede i samtiden. Hos Jytte Rex tager oprøret en kunstnerisk og poetisk form med plads til den sanselige drøm såvel som den rasende latter.
Jytte Rex bevæger sig på tværs af medier og kunstarter, og udstillingen viser hendes fotografiske værker sammen med et udvalg af hendes film, kunstnerbøger, skulpturer og radiomontager, skabt fra 1960’erne til i dag.