Drama i Diamanten I: Den Stundesløse genopstår
Drama i Diamanten er en arrangementsserie, der fejrer Det Kgl. Biblioteks samling af opført dramatik. Denne aften kan du opleve Holbergs klassiker Den Stundesløse med stjerneskuespillere på scenen.
Skuespillere
Thure Lindhardt
Maria Rossing
Laura Skjoldborg
Stanley Bakar
Mikkel Arndt
Instruktion og iscenesættelse
Christoffer Berdal
Bearbejdning af originaltekst
Jokum Rohde
Karen-Maria Bille
Moderne gendigtning
Christian Lollike
Anders Thrue Djurslev
Det Kgl. Bibliotek og Danske Dramatikere går på jagt i den danske dramatiks fortid og giver ikoniske klassikere kamp til stregen, når de fremføres af kendte skuespillere og udsættes for moderne greb. Resultatet er en urpremiere på en helt nyskreven tekst – måske én af fremtidens klassikere.
Denne aften hylder vi Ludvig Holbergs klassiker Den Stundesløse fra 1723. Med fem stjerneskuespillere på scenen præsenterer vi to forskellige fortolkninger af Holbergs tekst: Første del er et uddrag af den klassiske tekst, bearbejdet af dramatiker Jokum Rohde og dramaturg Karen-Maria Bille, og anden del er en moderne gendigtning af dramatikerduoen Enter Ghost.
Begge tekster fremføres som iscenesatte readings i Dronningesalen med Christoffer Berdal som instruktør. Der vil være en kort pause mellem de to readings.
Kunsterisk duo med satirisk blik
Enter Ghost er et kunstnerisk samarbejde mellem instruktør og dramatiker Christian Lollike og dramaturg Anders Thrue Djurslev. Lollike og Djurslev har tidligere stået bag anmelderroste nyfortolkninger af Holberg. Lollike med Erasmus Montanus, og dem begge med Jeppe på bjerget. Denne tredje gendigtning markerer et afgørende nyt kapitel i deres fortolkning af Holbergs komiske arv.
I Enter Ghosts radikale og tankevækkende version af Den Stundesløse er den klassiske ægteskabsintrige forsvundet og erstattet af et satirisk blik på samtidens narcissisme og grænseløse selvoptagethed. Det bliver skarpt, underholdende og dybt relevant.
Fortidens mesterværker vækkes til live
Drama i Diamanten er en scenisk og sanselig fejring af Det Kgl. Biblioteks unikke samling af opført dramatik – en samling, der tæller mere end 18.000 skuespil. Med initiativet aktualiserer vi tre klassikere fra hver deres teaterhistoriske periode gennem nyfortolkninger og ny dramatik. Projektet er en del af bibliotekets nationale satsning Danmarks Dramatiske DNA (2024–2027), der har som mål at digitalisere og levendegøre dansk dramatik for nye generationer.
Drama i Diamanten
Drama i Diamanten er en serie på tre arrangementer:
- Efteråret 2025: 24. november kl. 19
- Foråret 2026: 4. maj kl. 19
- Efteråret 2026: 23. november kl. 19
Dramatiker Jokum Rohde åbner alle tre arrangementer med korte introduktioner. Arrangementerne bliver også gjort tilgængelige som podcasts efterfølgende.
Skabt i samarbejde med Danske Dramatikere