Brevskrivningskoncert – Kærlighed
Sluk telefonen, tænd for sanserne og hengiv dig til brevskrivningens fortrolige rum - måske sammen med en, du synes er sød? Vi skriver nemlig kærlighedsbreve i Gammel Læsesal denne aften i marts.
Der er ikke mange rum tilbage i vores hverdag, der indbyder til fokus og fordybelse: Et sted, hvor man kan samle tankerne og få dem ned på papir. Når mørket sænker sig over København, byder Det Kgl. Bibliotek til brevskrivningskoncert, hvor vi sørger for en rolig atmosfære under de grønne lampers skær i vores smukke Gammel Læsesal.
Live stemningsmusik vil skabe lydlandskabet for dit brev, så drik en tår vin, fat din pen og grib øjeblikket.
Når tankerne er nedfældet, og kærlighedsbrevet skrevet, sender DAO det for dig.
Medvirkende
Jonas Egholm
Guitarist Jonas Egholm er en af Danmarks helt store talenter indenfor den klassiske musik. Egholm har mødt stor anerkendelse i både ind- og udland og har vundet adskillige konkurrencer og priser for sit guitarspil. Egholm debuterede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Solistklasse i 2023. Han har desuden studeret på den prestigefyldte ”Máster en Interpretación de Guitarra” i Alicante hos nogle af verdens førende guitarister (David Russell, Ricardo Gallén, Ignacio Rodés og mange flere). Allerede i 2022 udgav han sin debutplade, som blev kåret som "Ugens Album" på P2, ligesom Egholm selv var "Årets P2 Talent 2023".
”Guitaristen Jonas Egholm er ikke bare ét af de største talenter i Danmark lige nu. Han er gjort af det særlige stof, som skaber stjerner. Solistisk format, internationale priser. Han mestrer alt fra den tidligste til den nyeste musik. Og så har han en nærmest pandemisk evne: Han kan smitte!” - DR P2.