Børnenes Bibliotek: Lav din egen flotte krone
I vores børneunivers, der har åbent hver anden lørdag, kan I udforske bøgernes magiske verden og fordybe jer i kreative workshops med plads til leg og hygge for hele familien.
Kom med til Det Kgl. Biblioteks børneunivers, Børnenes Bibliotek, der ligger dybt under den gamle biblioteksbygning i den historiske Galejsal. I salen er der højt til loftet, hyggelige læsekroge, kreativt værksted og legeaktiviteter for store og små.
I Børnenes Bibliotek laver vi aktiviteter i det kreative værksted – denne gang laver vi kroner. Derudover vil I også altid kunne dykke ned i vores samling af særlige børnebøger, udforske vores eventyrlige arkivskabe, spille spil eller gå på opdagelse i biblioteket med for eksempel vores Diamantjagt eller på Skatte Ekspedition. Læs meget mere om det hele nedenfor.
Praktisk information
Der er fri entré for alle børn og deres voksne til Børnenes Bibliotek. Aktiviteterne er primært målrettet børn i alderen 3-11 år, men alle børn er velkomne.
Børnenes Bibliotek finder sted i de åbne biblioteksområder. Følg skiltene gennem bygningen eller spørg personalet i butikken om vej.
Mad kan købes i Den Sorte Diamants café. Der er begrænset plads til at nyde medbragt mad på udvalgte steder i biblioteket. I godt vejr er Bibliotekshaven eller havnekajen et oplagt sted til madpakker.
Kreativt værksted – lav dine egne magiske værker
I efteråret kan I opleve bibliotekets store udstilling om magi. Den hedder Mellem himmel og jord og hver søndag laver vi i Børnenes Bibliotek et kreativt produkt, som er inspireret af værker i udstillingen. Vi skal for eksempel blande vores eget urtemix, dekorere smukke kalenderhjul, skabe fantastiske væsner og lave magiske amuletter. I kan også altid farvelægge vores tegneark med eventyrlige motiver.
Fantasifulde kostumer og sjove spil
I Børnenes Bibliotek finder I et lille kostumehjørne. Her kan I klæde jer ud med sjove og flotte hatte, og I kan svøbe jer i smukke kapper med guldbroderi. I kan også spille en særlig udgave af Ludo, Twister og vendespil eller ligge et fint puslespil med motiver fra bibliotekssamlingen.
Det lille særlige bibliotek
I vores lille bibliotek finder du de bøger, som du måske ikke har set før. Det er gamle børnebøger fra dengang dine forældre og bedsteforældre var børn, og det er nye børnebogsværker med smukke og anderledes illustrationer. Du kan også bladre i en smuk håndindbunden udgave af H.C. Andersens eventyr, som er lavet specielt til Børnenes Bibliotek af bogbindere fra Det Kgl. Bibliotek. Det lille børnebibliotek har også flere bøger om magi, som man kan dykke ned i – evt. i forbindelse med et besøg i bibliotekets magiudstilling.
Oplev huset og udstillingerne
Vil I opleve huset eller bibliotekets udstillinger? Så kan I blandt andet tage på Den Store Diamantjagt, som sender jer på eventyr i bibliotekets bygninger, eller I kan udforske Bibliotekshaven med materialet Den hemmelige have.
I bibliotekets store magiudstilling kan I gå på opdagelse i gamle bøger og billeder, der fortæller om trylleformularer, drager og måske spøgelser. Magiens Nøgle er udstillingens børnespor, hvor I sammen kan udforske udstillingen. Besøg også udstillingen Skatte, hvor I kan gå på Skatteekspedition blandt nogle af bibliotekets mest værdifulde værker.