Inge Høst Seidling, Tina Enghoff, Julie Edel Hartenberg
Afholdt
Danske og grønlandske kunstnere og forskere sætter i Artist talken spot på arkivets rolle.

Foto: Pressefotos

Arkivets rolle i postkoloniale samfund

Inge Høst Seiding, Tina Enghoff og Julie Edel Hardenberg udforsker, hvordan beretninger fra Danmarks kolonitid i Grønland kan blive belyst og bearbejdet.

Hvad er konsekvenserne, hvis et land kun har et arkiv fuld af huller over sin egen historie? Og hvordan kan de delvist hengemte historier fra Danmarks kolonitid i Grønland blive delt med omverden og blive bearbejdet? Det vil danske og grønlandske kunstnere og forskere diskutere i anledning af udstillingen Displaced.

Mød udstillingsaktuelle Tina Enghoff, billedkunstner Julie Edel Hardenberg samt Inge Høst Seiding Institutleder ved Institut for Kultur, Sprog & Historie ved Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet. Gennem de seneste år har de gennem deres praksisser som kunstnere og forskere arbejdet med repræsentationen af det grønlandske samfund og dets mennesker ud fra forskellige metoder og tilgange. Dog er formålet det samme: De udforsker, hvordan beretninger fra Danmarks kolonitid i Grønland kan blive belyst og bearbejdet.

Arkivets rolle i det postkoloniale samfund

Enghoff, Hardenberg og Seiding vil denne aften tale om selve arkivets rolle i en postkolonial kontekst og om mennesker med kolonihistorien indlejret i kroppen, reproduceret igennem generationer.
Et arkiv rummer dokumenter, der fortæller om fortiden og kan kaste lys over beslutninger og forhold år tilbage. Hvilke konsekvenser har det, hvis vigtige dele af arkivet slet ikke findes i det land, som det handler om? Det er tilfældet i Grønland, hvor arkiverne fra kolonitiden ofte findes i Danmark, og derfor er utilgængelige for personer i Grønland – selvom arkivalierne oftest handler om grønlandske forhold.

Artist talk i forbindelse med udstillingen Displaced

Artist talken sætter spot på arkivets rolle. Denne tematik går igen i udstillingen Displaced, som vises i Den Sorte Diamant fra 25. februar til 30. april. Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Tina Enghoff og grønlandske David Samuel Naeman Josef Kristoffersen, og sætter fokus på Danmarks kolonitid i Grønland gennem en personlig historie om at miste sine rødder, sit tilhørsforhold og sit sprog - men også om at tage ejerskabet over sin identitet tilbage. I 1950'erne var David Samuel Naeman Josef Kristoffersen et lille barn, der blev flyttet fra Grønland og indlagt i Danmark. I Displaced fortæller Kristoffersen sin historie til billedkunstner Tina Enghoff, som med sit kamera opsøger de steder og arkiver, som knytter sig til Davids fortælling.

Tina Enghoff, Danmark:

Enghoffs praksis udforsker og udvider den fotodokumentariske genre med langvarigt community-samarbejde og kunstnerisk aktivisme. Hun har udstillet og publiceret internationalt siden 1990erne, og hendes værker er repræsenteret i mange internationale samlinger, herunder Den Nationale Fotosamling på Det Kgl. Bibliotek.

Inge Høst Seiding, Grønland:

Seiding er ph.d.- i arktiske kultur- og samfundsforhold og institutleder ved Institut for Kultur, Sprog og Historie ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Hun har i en årrække arbejdet som arkivar og arkivleder ved Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, og har forsket i blandede familier og ægteskaber i Grønland i 1800-tallet og senere i emner som arkiver, kolonihistorie og kulturarv i koloniale og postkoloniale kontekster.

Julie Edel Hardenberg (Paneeraq), Grønland:

Hardenberg er født og opvokset i Nuuk, Grønland, hvor hun også bor i dag. Hun undersøger processer omkring mental af/kolonisering og reproduktion af koloniale magtstrukturer/tankemønstre. Foruden udstillinger, offentlig udsmykning og tillidshverv har hun produceret flere prisbelønnede og anerkendte bøger, og har bl.a. modtaget Henry Heerups Hæderslegat. Hun er uddannet billedkunstner i Finland, Norge og England med en MA i Kunstteori og Formidling på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Læs mere om udstillingen

Kultur i Diamanten

Hold dig opdateret om koncerter, talks, udstillinger, foredragsforestillinger og mange andre kulturtilbud i Den Sorte Diamant i nyhedsbrevet Kultur i Diamanten. Udkommer 1-2 gange månedligt.