Vintereventyrlige forestillinger

Aarhus Teater fejrer i år 125-års jubilæum. Det markerer vi på Det Kgl. Bibliotek i Aarhus med en vinterudstilling i et samarbejde med teatret.

Et skilt, med et billede af teaterforestillingen Snedronningen 1976, med Tove Wisborg som snedronningen iført en kjole, som man ser en smule af bag ved skiltet.
Snedronningen.

Foto: Ulla Eltang Sylvestersen

Udgivet 05. december 2025

Aarhus Teater har en lang tradition for at fortælle eventyr. Talrige er f.eks. de H.C. Andersen-eventyr og Grimm-fortællinger, der er gået over scenen gennem tiden. Gennem de sidste 100 år har det været en fast årlig tradition, at Aarhus Teater har budt på en stor juleforestilling, både for børn og deres familier og andre barnlige eller blot teaterglade sjæle.

Med teaterplakater fra et udvalg af de mange juleforestillinger, billeder fra en af teatrets opsætninger af Snedronningen og håndskrevne manuskripter fra begyndelsen af 1900-tallet, byder vi vinteren velkommen på biblioteket. Rundt omkring i biblioteket kan man møde kostumer og genstande, der alle har været anvendt i en jule- og familieforestilling på Aarhus Teater. Det er bare med at gå på opdagelse.

Vi glæder os til at byde både Grundtvig og Filurkatten velkommen på biblioteket.  

Udstillingen kan ses i biblioteksrummet på Victor Albecks Vej indtil 9. januar.