Gå til hovedindholdet

Danske museer får lettere adgang til forskningslitteratur

Det Kgl. Bibliotek og Slots- og Kulturstyrelsen fortsætter samarbejdet med Danske Museer om dokumentservice, hvilket giver danske museer adgang til internationale forskningspublikationer.

Vicedirektør ved Det Kgl. Bibliotek Kira Stine Hansen
”Jeg er glad for, at Det Kgl. Bibliotek kan bidrage til at sikre museerne en smidig og effektiv adgang til videnskabelig litteratur, fortæller vicedirektør Kira Stine Hansen fra Det Kgl. Bibliotek.” Kira Stine Hansen.

Foto: Thomas Søndergaard

Udgivet 12. december 2025

Det Kgl. Biblioteks dokumentservice giver adgang til forskningslitteratur, som ellers ville være vanskelig eller omkostningstung at skaffe. Dokumentservicen er målrettet organisationer, der af og til har brug for adgang til forskningslitteratur, men hvor udgiften til løbende abonnementer til videnskabelige tidsskrifter ikke balancerer med behovet.

Hos Det Kgl. Bibliotek glæder man sig over, at partnerskabet med Slots- og Kulturstyrelsen og Danske Museer er blevet forlænget til 2028:

Jeg er glad for, at Det Kgl. Bibliotek kan bidrage til at sikre museerne en smidig og effektiv adgang til videnskabelig litteratur. Når forskere og formidlere kan trække på international forskningslitteratur i deres arbejde, styrker det både fagligheden og formidlingen af kulturarven til gavn for hele Danmark.

- siger vicedirektør Kira Stine Hansen.

Centralt værktøj for museernes forskning

Samarbejdet mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Det Kgl. Bibliotek om dokumentservice til museerne blev etableret som pilotprojekt i 2023. Det er på baggrund af en evaluering af pilotprojektet, at der har været ønske om at fortsætte samarbejdet.

Evalueringen viser, at Det Kgl. Biblioteks dokumentservice er blevet et centralt værktøj i museernes forsknings- og udviklingsarbejde. 74 museer har tilmeldt sig ordningen, og der er i perioden leveret over 5.000 dokumenter – heraf 3.481 artikler og 1.629 bogkapitler.  

Evalueringen peger desuden på høj tilfredshed med både leveringstid og brugervenlighed. Det glæder Kira Stine Hansen, at museernes ansatte har taget så godt imod dokumentservicen:

I brugerevalueringen peger flere på, at nem og hurtig adgang til eksisterende forskningslitteratur har været afgørende for, at de kunne bidrage med ny forskning på højt niveau. Det er altid positivt, når brugerne tager godt imod vores services, samtidig med at vi som Det Kgl. Bibliotek understøtter arbejdet med ny forskning og derigennem et stærkt videnssamfund.

- forklarer Kira Stine Hansen.

Sådan fungerer Det Kgl. Biblioteks dokumentservice

Organisationer, der har en eksisterende samarbejds- eller serviceaftale med Det Kgl. Bibliotek, kan indgå et samarbejde med Det Kgl. Bibliotek om dokumentservice. Når samarbejdet er indgået, kan organisationens ansatte bestille videnskabelige artikler og bogkapitler via en online portal. Servicen giver en fleksibel og behovsstyret adgang til international forskningslitteratur, som leveres digitalt ofte i løbet af få minutter. Læs mere om det Kgl. Biblioteks dokumentservice på https://pro.kb.dk/licensservice/dokumentservice