Chresten Jensen

Chresten Jensen var en gårdmandssøn fra Nees i Vestjylland. Han nedskrev sin visebog som ung værnepligtig i flåden under Treårskrigen 1848-50. Visebogen kan du finde under menupunktet "se visebøgerne" i menuen til venstre. 

På de følgende sider kan du læse om Chresten Jensens liv. Han levede hele sit liv på heden i Vestjylland, men havde også som marinesoldat på en kanonbåd i Treårskrigen været ude og opleve andre dele af landet. På de følgende sider kan du få et spændende indblik i en ung mands liv i 1840’erne og tilblivelsen af hans visebog. Chrestens visebog er et personligt udvalg af visetekster. Han skrev viser ned, der handlede om vidt forskellige emner, herunder sømandsviser om dramatiske forlis. Mest af alt forholdt han sig dog til krig og nationalitet. Et eksempel er visen om den blodige hævn, Danmarks sønner vil have efter de danske krigsskibe Christian den 8. og Gefions sænkning. Eller visen om Slaget ved Fredericia i maj 1848, som Chresten selv deltog i. En tredje vise handler om en ung tambur, som dør en ærefuld død for sit fædreland. Du har på sitet mulighed for at få større kendskab til viserne i visebogen, deres temaer og funktion. Du kan også læse om visebogens mundtlige og skriftlige kilder. Til sidst kan du læse et bud på, hvilken betydning sang og viser havde for Chresten Jensen.

Siderne bygger på litteratur og kilder nævnt under punktet ”videre læsning”. I menuen til venstre kan du trykke dig videre til siderne om Chresten Jensen og hans visebog.