Borgerskabet

Borgerskabet er en betegnelse, som bruges om en bestemt gruppe af mennesker i samfundet.

Borgerskabet var byens overklasse i 1800-tallet, og til borgerskabet hørte akademikere og velhavende forretningsfolk.

Borgerskabet og magten 
I løbet af 1800-tallet fik borgerskabet del i den politiske magt, i modsætning til tidligere, hvor adelen og kirkens folk havde magten.

Fra slutningen af 1800-tallet måtte borgerskabet dog dele den politiske magt med de velhavende bønder og langsomt også med arbejderklassen.

Ordet borgerskab bruges i dag ofte til blot at betegne overklasse.

familien_WaagePetersen Familieportrætter var meget efterspurgte i første halvdel  af 1800-tallet. Her ses en borgerlig familie. (Wilhelm Marstrand: Familien Waagepetersen, 1836). Foto: Statens Museum for Kunst.

At vinde anseelse
I modsætning til adelen var man i borgerskabet ikke altid født med en bestemt position i samfundet.

Hos adelen blev det opfattet som afgørende at være af god familie. Det første, adelige forældre spurgte til, når der kom en fremmed på besøg, var gæstens herkomst, navn og stand.

Medlemmerne af borgerskabet skulle derimod arbejde for at skabe sig en position.

Der skulle tænkes langsigtet og strategisk, og man skulle være villig til at lide afsavn. Det krævede selvkontrol.

Det var en egenskab, som ikke havde været så vigtig i bondesamfundet.

Her var den enkelte blevet kontrolleret af fællesskabet, og traditionerne havde på forhånd fastlagt, hvornår og hvordan arbejdet skulle laves.

Arbejde og familie holdes adskilt
Det var karakteristisk for borgerskabet i 1800-tallet, at familie og arbejdsliv blev holdt adskilt.

Det stod i modsætning til bondebefolkningens levevis, hvor familieliv og arbejdsliv var integreret i hinanden. Den borgerlige kvinde arbejdede ikke, for husførelsen blev klaret af tjenestefolk. Det var både praktisk og nødvendigt at have tjenestefolk, men det gav også status blandt borgerskabet.

 

kbh_vold_store_bededag Derhjemme kunne man klæde sig som man ville, men når man spadserede på volden på store bededag var det for at ses og blive set. (Andreas Herman Hunæus: På Københavns Vold  aftenen før Store Bededag, 1862.) Foto: Statens Museum for Kunst.

Det sociale liv
I borgerskabet foregik den sociale kontakt sjældent i det offentlige rum. Man holdt middagsselskaber i hjemmene og gik på visitter hos hinanden.

Ind i mellem var der større baller i de klubber, mændene var medlemmer af.

Mens arbejdslivet og festlivet hang sammen i bondesamfundet, fx ved høstfester, så var borgerskabets fester helt adskilt fra arbejdslivet.

Man holdt også middagsselskaber om vinteren.

Eftersom man i borgerskabet havde ansat tjenestefolk og kokkepige, så gav det ikke meget ekstraarbejde for fruen i huset.

Som regel havde mændene også sådan en position på deres arbejde, at de kunne komme og gå, som de havde lyst.

At holde mange fester var en måde at vise, hvor rig man var. Ved at gå på visitter hos hinanden skabte man et socialt netværk med andre medlemmer af borgerskabet. Selskabslivet styrkede fællesskabet mellem de familier, som blev inviterede. Det fik borgerskabet til at fremstå som en lukket gruppe over for andre samfundsgrupper.

Vis mig hvem du omgås…
Et menneskes omgangskreds viser noget om, hvem mennesket er. Det var man bevidst om i borgerskabet.

Her søgte man at holde en vis afstand til resten af befolkningen. Man havde omgang med andre familier, som lignede ens egen familie. Familierne så helst ikke, at deres børn fandt kammerater uden for deres kreds.

Siden 1700-tallet var det en skik i København, at borgerskabet gik tur på voldene på Store Bededag. Familierne fra det bedre borgerskab iførte sig deres fine tøj. På voldene spadserede de så rundt og mødte venner og bekendte, som de konverserede med.

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte mere jævne mennesker også at gå tur på voldene. Deres selskab glædede ikke altid borgerskabet. Det blev foreslået, at borgerskabet i stedet skulle spadsere på Christianshavns vold for at undgå pøblen.

OTTOHA~2

I borgerskabet blev det betragtet som vigtigt at være dannet. Dannelse krævede ikke alene boglig viden, men også dygtighed inden for praktiske færdigheder som klaverspil og tegning  blev anset for dannet. (Otto Haslund: Koncert. Kunstnerens børn og deres legekammerater, 1887). Foto: Statens Museum for Kunst.

Manerer og dannelse
Inden for borgerskabets kreds var der faster rammer for, hvordan man skulle optræde. Man var høflig og hensynsfuld og havde polerede manerer.

Gennem omgangsformerne viste man, hvilket lag i samfundet, man hørte til. Med gode manerer viste man, at man tilhørte en særlig ophøjet del af befolkningen.

Det, som man kaldte dannelse, blev sat højt blandt borgerskabet. Ordet dannelse betegner en social norm, som udpegede en bestemt adfærd, væremåde, opførsel og viden som udtryk for, at man var dannet.

For at blive betragtet som dannet skulle man dels optræde kultiveret og velopdragent, men også have kendskab til forskellige kulturområder som fx musik, litteratur og historie.

Borgerskabet havde derfor et socialt liv med teater, koncerter, udstillinger og litteratur. Ved selskaber var det ikke ualmindeligt, at huset unge eller bekendte spillede lidt musik eller opførte en komedie.

 

VIGGOP~1

Hos borgerskabet var det idealet, at kvinden var samlingspunktet i familien. Maleriet viser her en idyllisk dagligdagssituation, hvor moderen leger med sit barn. (Viggo Pedersen: Solskin i dagligstuen. Kunstnerens hustru og  barn, 1888). Foto: Statens Museum for Kunst.

Borgerskabets syn på almuens fortællinger og viser
Det var ikke altid, borgerskabet syntes, at almuens fortællinger og viser var pæne. Det fik indvirkning på, hvad de lærde folkemindesamlere ville indsamle.

Nogle gange skrev de fx ikke slutningen på en historie ned, fordi den var for plat eller vulgær efter deres mening. Det er ikke til at vide, hvor mange historier, de slet ikke skrev ned, fordi de ikke levede op til deres egne idealer.

Også i udvælgelsen af, hvilket materiale der skulle trykkes, blev der taget hensyn til borgerskabets smag.

Hos borgerskabet blev der i opdragelsen lagt vægt på at udvikle selvstændige handlekraftige individer, som var i stand til at gå nye veje.

I overensstemmelser hermed tog borgerskabet trylleeventyrene til sig. De handlede om, hvordan helten vandt prinsessen og det halve kongerige efter at helten havde været igennem en række anstrengelser.

Derimod blev skæmteeventyrene anset for at være usømmelige. Der blev næsten ikke udgivet skæmteeventyr, fordi de ofte gjorde grin med personer, der repræsenterede myndighederne, fx præsten eller godsejeren.

Et eksempel på et eventyr, der lever op til borgerskabets idealer, er "Hindeprinsessen", som blev udgivet af folkemindesamleren Svend Grundtvig i eventyrsamlingen "Danske Eventyr". Helten viser sig handlekraftig, da han med sit sværd straks slår hinden ihjel, fordi han opdager, at hans elskede er forhekset. Dermed opløses forbandelsen, og alt bliver godt.

Det_Nathansonske_familiebillede

I 1800-tallet blev familieportrætter populære hos borgerskabet. Opstillingen på billedet er ikke tilfældig. Billedet viser børnene i hjemmet. Faderen er på vej ind i stuen udefra, mens moderen er centrum i familien. Dermed afspejler billedet borgerskabets familieidealer om den hjemmegående hustru som samlende element i familien. (C. W. Eckersberg: Det Nathansonske familiebillede, 1818). Foto: Statens Museum for Kunst.