Digte i Bibliotekshaven 2025

SCENE 01
En kvinde går rundt i Nørreskov og plukker bregner. Det er morgen.
Hun er alene. En ræv i disen betragter hende på afstand. Kvinden
vender sig om. Hun synger en sang og forsvinder dybere ind i skoven.

SCENE 02
En popsanger går ind på scenen.
Kan I høre mig? Han skriger. Syng med. Læderjakken. Den er varm som
en gammel ven. Han råber ind i mikrofonen. Publikum brøler. Bling
bling. Guldet skinner i hans ørering. Han er en stor mand.

SCENE 03
3 turister står ved Rådhuspladsen. De kigger alle sammen ned i en
telefon.
Excuse me, siger den ene til en forbipasserende. Do you know the
way to the Central Station?
Ding dong. Ding dong. Klokkerne i tårnet begynder at slå.
Just go this way, svarer manden. Han peger mod himlen
Tiden står stille.

SCENE 04
En gruppe mænd mødes ved indgangen til Planetariet. De er alle
sammen mellem 18-35 år. Solen skinner i deres øjne. De har
ensomheden tilfælles.
Tror du på rumvæsener? Nej. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere.
Du burde få dig et kørekort. Hvilken slags musik kan du lide at lytte
til? Jeg hører kun rock. Er du her fra byen? Har du prøvet at tale
med din roomie om det? Undskyld, må jeg komme forbi? Hvad er du
allermest bange for. Ikke noget. Tror du på rumvæsener? Nej. Jeg
kender et fedt sted i nærheden. Du skulle prøve det engang. Vil du
række mig den der? Du er stille. Hvad tænker du på? Tror du på
rumvæsener? Ja det gør jeg.

SCENE 05
20.000 demonstranter står foran Christiansborg. De råber alle
sammen i kor.
“From the river to the sea Palestine will be free.”
Træerne bøjer sig i vinden

SCENE 06
En mand og et barn er ude at gå en tur på legepladsen i
skydebanehaven
Slip mig. Jeg vil selv, siger barnet. Pas nu på, siger han
Manden slipper modvilligt hånden. Han betragter barnet. Det tager
sine første skridt uden ham

SCENE 07
Solen er på vej ned over langebro. En kvinde på el-cykel. Hun er i
fuld fart ind mod byen. Hun har lige bestået sin sidste eksamen.
Du er så fucking klog Ingrid, siger hun højt til sig selv og
smiler. Bare de andre ikke er startet endnu.
Hun tænker på en sang. Boom, boom, bang. Fyrværkeriet fra tivoli.
Det er en buket, lilla, gule, grønne, blomster. Hun cykler
hurtigere.

SCENE 08
Solen er forsvundet. Tre gadekatte mødes på enghaveplads
Miav, siger den ene kat.
Pause
Miav, svarer den anden. Den slikker sine poter.
Pause
Miauv, siger den tredje kat og forsvinder ind i natten.
En satellit blinker i det fjerne

SCENE 09
På dansegulvet. Der lugter af sved og varm champagne. Lamperne
damper. Røgen er så tyk at man intet kan se. To hænder møder
hinanden i mørket.
Jeg har en kæreste siger den ene stemme. Det er lige meget lige,
siger den anden. Det har jeg også.

SCENE 10
En lejlighed i det gamle Sydhavnen. En ældre mand. Han sidder og
ser fjernsyn. Rummet er dekoreret med familiebilleder og
modelbiler. En kvindes stemme kalder på ham inde fra værelset ved
siden af. Lyset ændrer sig,
Jeg kommer nu siger han.
Manden slukker Tv’et og går ud af stuen. En engel går igennem ham
og forsvinder ud i byen. Han ser den ikke. 

*

Nogen eller noget har bidt snørebåndet på min ene sko over i nat. Med lidt justering kan jeg stadig binde en sløjfe. 
Jeg går ud til pynten, og ligesom i går ser jeg ikke en sjæl. Et par unge bøgetræer står og svajer, ligner næsten en rigtig skov. Søen ser bekymret ud i blæsevejr.  
Jeg kan tillade mig at skrive sandheden; alle de mennesker, for hvis skyld jeg har løjet hele mit liv, er døde, skriver fortælleren i den bog, jeg er i gang med at læse. 
Selv kan jeg også kun skrive, når jeg er alene. Det er derfor, jeg er taget helt til Viborg. 
Jeg forsøger at bilde mig ind, at jeg er det sidste levende menneske, og så kan det være, jeg tør. 
Men hvis jeg virkelig troede på det, hvem skulle jeg så skrive til?

*

Da jeg kommer tilbage til huset, er det allerede mørkt. 
Jeg forsøger at finde nøgleboksen på siden af brændeskuret, 
farer sammen ved lyden af regn på visne blade. 
Inden for døren finder jeg kontakten; klasker en flue 
med en fluesmækker. 
Du skal ikke spise af noget, der har stået ude, plejede mor at sige, før hun satte mig af i indkørslen hos min mormor. 
Husk at tjekke datoen, forlang at se emballagen. 
Hele somre gik med at klaske fluer i det køkken. 
Nu, her, forsøger jeg at tænde op i brændeovnen, men må opgive. 
I stedet tænder jeg radioen.

*

Don't let me be lonely, lyder titlen på en anden bog, jeg engang læste. Den titel kunne være titlen på det meste. 
Eller: Lad mig være, men lad mig ikke være ensom. 
Eller jeg tænker på en sætning fra en helt tredje bog: 
Digtere der vil elskes og når de bliver det, straks forlader poesien, lettede. 
I tiden efter at jeg mødte dig kunne jeg ikke stoppe med at tænke på den sætning. Den var et skrækkeligt forvarsel om det, der skulle ske. 
Det skete bare ikke. Jeg blev ved med at skrive. Elsket, ja, men ikke nok.

*

Eller det startede allerede i gymnasiet, 
med Mads og hans notesbog. 
Hver gang vi hang ud, og der opstod en pause i vores samvær, sneg han sig væk 
for at skrive et eller andet ned. 
Det er så længe siden, og alligevel kan jeg stadig forarges.  
Det var det, at han nægtede at fortælle mig, hvad han skrev. 
At han – mens jeg delte alle mine tanker med ham – gemte de bedste til sig selv. 
Hans mor var spirituel og havde en æske med tarotkort; et af dem forestillede en slags engel med to store pokaler. Englen holdt pokalerne i hænderne sådan, at der fra den ene løb noget gyldent over i den anden.
Det var præcis det kort, jeg så for mig, når jeg observerede ham, sammenbøjet, sidde og notere: 
Et lukket system. Et næsten perverst motiv, der egentlig stadig forfølger mig. 
En dag Mads var taget op for at købe cigaretter hos købmanden, kunne jeg ikke lade være med at læse i bogen. 
Jeg slog op tilfældigt og skimmede et par sider; forstod pludselig, hvor lidt jeg egentlig kendte ham. 
Det var ikke noter til et essay eller en novelle, men sjælens galde hældt ud af fingrene og ned på papiret. 
Det svimlede for mig.
Alle ordene virkede henvendte på en måde, men til hvem forstod jeg ikke. Forstod bare at det ikke var mig. 
At jeg aldrig ville kunne åbne den notesbog igen.

*

I min egen dagbog skriver jeg mange år senere, og for allerede længe siden: 
Hvad er det med eftermiddagslyset, der altid læner sig så dovent ind over tingene?
De tynde sprosser mellem ruderne tegner et kors på bordet ved vinduet. 
Det er ikke, fordi jeg tror på nogen Gud. 
Så hvem er det, jeg fører regnskab for?

*

Mens verden brænder, skriver jeg udelukkende om min egen lille, private smerte. 
Sætningen står et sted på nettet og skinner som en sandhed, jeg ikke helt kan løbe fra. 
Min smerte er relativ, men når jeg skriver, fylder den det hele. 
Sådan noget ville man ikke slippe afsted med i en samtale. 
Måske er det derfor, jeg bedst kan forestille mig en egentlig kritik af fællesskabet opstå på skrift. 
Nogle gange kan jeg tænke på det som affald: Som om bogstaver bare står på siden og peger tilbage, siger: 
Her er, hvad der ikke var plads til ude i fællesskabet.

*

Eller jeg tænker på min mormors uendeligt lange beskeder, som hun sender på alle tider af døgnet. En ustandselig ophoben af erfaringer, en voldsomt flydende strøm, der må finde sit afløb.

Ved farmor og farfar blev der dækket bord med damaskdug, skriver hun. 
Min mor havde den mest vidunderlige sopran. Moster Mimi døde af diabetes. Her i Ry er vejret meget ustabilt, men rimelig mildt. 
Min bror Mogens var stor indenfor shipping. Som du ved, tog han livet af sig. 
Tante Inge har købt din bog, og Gurli har bestilt på biblioteket. 
Du skal ikke købe Global-knive ifølge en veninde. 
Kunne du ikke have skrevet, at vi lavede huler under sofabordet med puder og tæpper, når I besøgte mig? Så læste jeg bøger for jer. 
Fodterapeuten sagde, jeg er så platfodet, at jeg kan træde en flue ihjel i en dyb tallerken. 
Men ville du have den gulvmoppe? Der er 10% i rabat lige nu. 
Som en professor i kirurgi sagde for nogle år siden: Det var dog en voldsom skoliose. 
Det er sikkert det, der har forkalket mit hjerte.
Indtil min lillebror døde, var jeg en lille splejs, men chokket satte mit stofskifte i stå. 
Jeg har købt noget tøj til drengene til utrolige priser. Og et "mandeforklæde" i læder til dig. 
Kan du ikke sige til forlaget, at folk tror, din bog handler om at være homoseksuel? Og at det jo i grunden ikke er så interessant. 
Har du fået et arbejde? Jeg går snart i seng. 
Skrev jeg, at jeg var til neurokirurg? Han var dybt rystet. Er du hjemme? 
Hvor er det træls at blive så gammel og svag. Det ser underligt ud med lårmusklerne, 
der bare hænger. 
Drikker endda proteindrik. Du skulle prøve det som "hurtig mad". 
Min fars yndlingsblomst var franske anemoner. Det var de eneste han kunne dufte, efter han fik strubehovedet fjernet. 
Jeg vil under ingen omstændigheder have en hvid kiste. Den skal spraymales, sart rosa. 
HASTER: Ønsker du dig sengetøj? Kommer du på søndag?
Skal vi ikke også have mit liv lidt frem i rampelyset?
Prøv lige at google Bubetti-støvletter,
skriver min mormor. 

*

Jeg kan tænke på min mormor som en tynd skal over et bjerg af minder; en skal der er på vej til at sprække. Hvad der sker med skallen, ved jeg ikke. 
Minderne kan man skrive ned. Men til hvilken verdens nytte?
På efterskolen stod jeg hver dag i et mørkekammer nede i kælderen og så mine venner komme til syne i en bakke med fremkalder. 
En gang imellem var der nogen, der stak hovedet ned og kaldte. Vil du ryge? 
Ikke lige nu, sagde jeg. Om lidt. 
Og nu har jeg ikke røget i en evighed.

*

Du bliver ved med at ringe, og jeg har mindre og mindre at fortælle. 
Jeg gider ikke at tale mere om måren eller musene, eller disen over søen. 
I stedet fortæller du om det sted i Hjørring, hvor du første gang smagte pesto.
Du fortæller om første gang du smagte sushi til et indflyttergilde i din søsters nye lejlighed, moster Jenny havde det med i en kasse af flamingo. 
En rejecocktail blev serveret på en halv avocado til nytår hos din mor. 
Jeg siger: Første gang, du sagde, at du elskede mig, kan du huske det? 
Vi bollede i min mors bil på en parkeringsplads i mørket ved Marselisborg.
Vi havde ikke kendt hinanden i mere end et par uger, og jeg kom til at grine af dig, 
dyttede med foden ved en fejl.

*

Jeg bilder mig ind, at jeg er alene.
Alligevel er det bare mindet om de andre, der fylder mig; tanker og drømme om, hvad der skal ske, når jeg igen er tilbage i flokken.
Når jeg skriver, er jeg nødt til at tænke: rend mig i røven. Jeg tænker: pis mig i øret, fuck jer – om alle de andre. Ellers kommer jeg ikke igang. 
Jeg vil ikke være dygtig, men decideret dårlig, dum, uretfærdig, naiv. 
Alligevel skal folk klappe, når jeg er færdig med at læse op. De skal købe mine bøger. 
Anmeldere skal elske dem. 
Det hænger ikke helt sammen.

Jeg skriver med et diffust håb, om at noget skal forandres. 
I starten troede jeg bare, det handlede om at nogen skulle invitere mig på middag et sted; at mit liv skulle tage en drejning. 
Noget af den forfængelighed findes endnu, men hvad det egentlig handler om, er, at jeg gennem skriften på en eller anden måde skal blamere mig selv. 
At noget af det, jeg skjuler, skal træde frem, og at I, der læser, hvad jeg har skrevet, mens jeg havde modet, skal tvinge mig til at forandre mig. 
Og at jeg, forandret, skal forandre jer. 
 

Hvis ikke det rører ved livet, hvad er det så værd?  

Fællesskabet  

Er et ord  

Sommetider er det bare et ord  

Bladene på grenene på træerne  

Vandet i havet  

Hvad er ikke et økosystem?  

Vi prøver os frem  

Sommetider er det alt vi kan gøre  

Prøve os frem  

Det vi har med hinanden, det vi havde  

Barnet der har afskåret sig fra sine forældre  

Eller omvendt  

Der må have været et tidspunkt før, hvor kontakt var mulig  

Lyden af vinden, alt det vinden rører ved  

Græsset, stråene, side om side  

Insekterne der bliver kørt ned af græsslåmaskinen  

Eller over  

Sommerfuglen der bagefter ikke kan flyve  

Haven og huset  

Hvad er ikke et økosystem?  

Erindringerne  

Det der skete, det vi husker  

Den genfundne familie og familien der forsvandt  

De andre  

Der ikke er der mere  

Alt det vi ikke længere husker, der også er der  

Sommetider er det som om livet er en drøm  

Alle de andre  

Skyerne på himlen, og himlen, der hænger sammen 

Den lille hjortekalv der bor i det høje græs  

Hvor den lille er, er den store aldrig langt borte  

Fællesskab og ansvar, ansvar  

Er måske nok et ord  

Men det er det ikke alt der er  

Følelsen af at have svigtet  

Er ikke et ord  

På et tidspunkt har det ikke været for sent, uanset hvordan det nu er blevet  

Det er smerteligt at tænke på 

Stenene på stranden  

Sommetider er tanken om sand overvældende 

Sandkornene på sandstranden, der hænger sammen og udgør stranden 

At svømme i vandet i havet  

Er noget andet end at flyve i luften på himlen  

Hvis man er et menneske  

Tiden går, vi prøver os frem, i skumringen  

Lyden af gruset under bilens dæk, i skumringen  

Er ikke et ord  

Erindringen, fællesskabet, skumringen  

Er noget diffust  

Kærligheden  

Er virkelig  

Som sorgen og følelsen af at have svigtet  

Hvis ikke det rører ved livet, kan man ikke mærke det  

Hvad er det så værd?  

Kartoflerne under jorden, blomsterne på buskene  

Fællesskab er et alvorligt ord  

Ansvar er et alvorligt ord  

Sommetider er det som om livet er en drøm, drømt af Døden  

Den er så cerebral  

Døden er en overtænker  

Et dødt træ holder liv i et væld af organismer i 100 år  

Og så videre  

Nu kører bilen den anden vej, op og ned ad vejen  

Barnet der har afskåret sig fra sine forældre  

Eller omvendt  

I skumringen  

Som man skærer en gren af en busk  

Eller et træ  

Det er vel stadig et økosystem, eller flere  

Men ensomt, eller ensomme  

Ordene og følelserne  

Aften bliver til nat bliver til morgen  

Ved man  

Sommerfuglen overlevede mødet med græsslåmaskinen  

Men bagefter kunne den ikke flyve  

Er “mødet” det rigtige ord?  

Rytmen, det rytmiske, i alt man kan opleve  

Bølgerne, bølgeslaget  

Årstiderne, døgnet  

Husene langs vejen lyser op et efter et 

Indefra  

Lyden af havet, af vinden  

Der tager fat i træerne  

Forældre og deres børn  

Et snuptag med saksen, den visne gren af rosenbusken  

Men med hvilken ret?  

Der er altid mere at sige  

Der må have været et tidspunkt – før – hvor det ikke var nødvendigt  

At sige så meget  

Vi prøver os frem  

Stadig mere famlende  

At køre en snegl over med græsslåmaskinen  

Og føle sorg  

Og skyld  

Og en stærk trang til at undskylde  

Og gøre alting om  

Men det er for sent  

Den lille hjortekalv, den trykker sig i det høje græs  

Dufte og lyde  

Følelser og erindringer  

Ligger på spring  

Hvor det lille er, er det store aldrig langt væk  

Vi er noget diffust  

Spredt over et stort område uden tydelige grænser  

Bilens lygter henover træernes stammer  

Bladene ikke længere mørke i det oplyste mørke  

Tangskoven der vokser under vandet  

Som sorg og skyld  

I husene langs vejen  

Lyser telefonerne op  

Hele natten, lidt hér, lidt dér  

Vi er et landskab  

Noget er på vej igennem os  

Fiskene mellem kronerne i tangskoven  

Og stammerne  

Bilen over gruset på vejen  

Sommetider er det som om det er os der er drømmen  

Drømt af livet selv  

Døden er så cerebral  

Sent på aftenen, stenene på stranden  

Så forskellige og så ens  

De rører ved hinanden  

Og sandet og vandet  

Og vinden  

I den første morgen på tidlige ben  

Den lille hjortekalv  

Den genfundne familie og familien der forsvandt  

Trafikken er uvirkelig  

Tangskoven og kærligheden, kærligheden  

Er virkelig, er virkelige  

Bølgeslag  

Hvor bliver bølgen af  

Når den rammer stranden

I går, nej, forgårs befandt jeg mig i en situation, 15-20 mennesker, det var solskin, jeg ved ikke hvad jeg følte.
Jo, jeg var meget utålmodig hver gang der var noget at være utålmodig over. En anledning.
Vi gik en tur i samlet flok. Dvs. ikke i samlet flok. Jeg blev utålmodig hver gang vi, jeg, skulle vente på
noget/nogen, hver gang nogen blev stående for at tale sammen, se på noget.
Jeg har altid tilbragt meget tid uden for min krop.
Hvorhenne?
*
Selvhadet = gud. Selvhadets funktion, at bore det nødvendige hul i den enkelte, mig, hvor den anden kan
komme ind. De andre. Hvis gud & gudsfrygten ikke længere borer dette hul, må selvhadet gøre det.
Glemte kærligheden.
Spredt håb springer ind i mit had.
*
Hvordan skal jeg forstå det her, som om fællesskab er en overbygning, noget ekstra, som bygges oven på et
fundament, som er
mig?
Et lysthus rejser sig over en mark af ensomme gravsten.
Dialog er en benhård værdi.
Jeg kan se sol & skyer, lys & skygge glide hen over facaderne overfor som et lysshow
*
Jeg har et stort behov for at være alene
Som om:
Jeg kan ikke komme ud af mit sind,
hvordan er jeg havnet derinde?
Det der er: Jeg er jo ikke alene:
Pelargonierne er næsten selvlysende i skumringen
(ild vand jord luft)
(plastik)
Lindetræerne dufter
*
Jeg skar en solformet figur ud
af solar plexus.
Det var henvendelsens struktur.
Jeg havde den hele tiden.
2
Angsten for at være på det tabende hold, eller bare det ikke-nødvendigvis-vindende hold. Så hellere dukke
sig alene. Sutte på kynismens sut under sengelampen.
Jeg siger til jer:
Ubehaget ved fællesskabet
Min hvide middelklassekrops ubehag ved fællesskabet
FUCK DET!
Ubehag
Bekymringer
At vi ikke ser det samme
Rædsel
Samfundet der kommer hjem
fra markedet, fattigere på erfaring,
hver dag,
kommer hjem fra pengene,
fattigere.
Hver dag.
*
Hver dag:
Samtaler som kroppen betaler for.
Samtaler som nogle kroppe betaler mere for.
Samtaler som andre kroppe betaler mindre for.
*
Jeg skal give jer jeres krop
Jeg der næsten ikke ved noget om kroppen
Luk øjnene
Træk vejret:
Den søde, søde luft
Der er meget andet at bønfalde om end det absolutte
3
Jeg kan ikke noget alene
Jeg kan ikke ændre noget alene
Er I med?
At overhovedet kunne gøre sig erfaringer kræver et vist mål af kærlighed udefra.
Jeg har ikke brug for uendelig kærlighed
Jeg har bare brug for meget
*
Den søde, søde luft,
atmosfærens kæmpe fællesskab,
mørkegrønt bladhæng, følelsen af overgange.
Noget halvmåneformet,
en forsamling, et parlament, der var noget –
noget mere komplekst end bare en halvcirkel, flere forskellige halvcirkelformer
der tilsammen danner:
En halvmåne står over os.
Lyser!
Stråler af sølv i det mørkegrønne.
*
Jeg har ingen drømme for tiden. Hver morgen vågner jeg med åben mund.
Bygningens indgangsparti er knaldpink, oppe på etagen hvor vi skal ind, er der orange. I badeværelset er der
runde fliser på vægge og loft. Jeg bliver hypnotiseret.
Det var en familiefrokost. Vi spiste, vi talte, det var godt. Vi var en familie, og det var godt. Jeg tror
dynamikken i gruppen var ok.
Den åbne gård,
familiens skød,
foran os,
et udsnit af himlen.
*
På havnen står de tomme containere i kø og kigger mod himlen.
De fulde containere står i kø og kigger mod himlen, håber
at få lov at stå tomme lidt,
og så
blive fyldt med regn og spejle
universet.
Ansigtets åbning vendt mod
violerne nede ved kirkegården
og husenes rødder, kablerne, rørføringen, kloakkerne som binder alle sammen.
Samfundet foretager målinger omkring rodsystemerne: koncentrationen af covid-19-virus, koncentrationen
af opioider, kemikalier, bakterier, virus.
Det kollektive ubevidste.
4
Jeg drømte om gud, guder der var her, mange guder. Den første var en skikkelse der så ud til at have to
arme, men den havde fire, fire arme.
Til den første skikkelse hørte en anden med fire ben, på den måde at disse otte lemmer passede ind i
hinanden, affinitet, kemiske forbindelser, som ladninger der ønsker at indgå i et kredsløb med hinanden,
udveksle.
Der var fire skikkelser i alt, fire guder, måske endnu flere, og de skulle flettes sammen vha. armene &
benene, affiniteten. Muligvis først to & to, dernæst fire & fire. Til sidst alle sammen.
Hele verden.
Jeg genfortalte drømmen inde i drømmen for ikke at glemme den. Men jeg husker først og fremmest, at
dette var billeder af yderste vigtighed. En ønskværdig forening. Endelig. Firbenede engle, ottearmede,
serafer/keruber, og ”godt & ondt” forstået som ”dette & hint” ???
Alt mellem himmel og jord.
For at være en del af det hele.
Vi stiger op over
os selv.
Som en halvmåne.
Et parlament.
*
At gentænke massen, det massive, vha. sværmbegrebet
gentænke individet vha. sværmbegrebet
og derefter gentænke fællesskabet
Fluerne i potteplanterne
Sølvdyrene i gulvets sprækker
Når vi går gennem gaderne sammen, følger vi samme love som vand igennem rør.
Det ubevidste der er i naturen som fortsætter ind i mennesket
som fællesskab
Skrækscenarier,
mund til mund,
GUDERNE
der ikke vil dø og
mennesker der sviner det rene helvede til
med kærlighed.
5
Forestillingsevnen
DET
der stiller sig foran mig:
Kastanjernes røde lys
Rudens flimren
Rædslerne
Det der skal komme.
Det giver ikke mening at have disse erfaringer, hvis jeg ikke kan dele dem med nogen?
Er I der?
*
Ord jeg ikke kender der kommer til mig og fortsætter hele vejen ind. Som et fællesskab. Sværere er det ikke.
Ønsket om at dette, vil løbe ind i nogen, og derefter måske løbe tilbage igen, som en form for engel, der
hælder noget (klart vand?) frem og tilbage ml. to bægre, og ingen af bægrene ejer det der skifter plads.
Men bægrene bruger hinanden og sig selv gensidigt.
Kender hinanden og sig selv.
*
At have rødder i noget – som en symbiose.
At have rødder i noget – som er en bunke af lort.
Vildt mange syrener!
Knuderne der holder alting sammen
*
At se sin egen virkelighed & de andres virkeligheder samtidig, hele tiden,
som transparenter oven på hinanden.
Det er nu vi laver en ny fremtid.
søvngænger/klarsyn
propaganda/magisk tænkning
En virksomhed som I skal rydde alle sendeflader for
Ryd håndfladerne
Ryd brystet
Ryd maven
Ryd ansigtet
Situationen kræver det.
*
Ikke så meget bag ved tingene som rundt om, indeni, på hele overfladen:
Andre ordner
som ikke respekterer tingenes grænser
slet ikke
individernes.
Tankernes efterkommere
fra dengang jeg vidste alt
fordi vi var alt.